On demand: 10 rystende film om racisme og gadeoptøjer

I forlængelse af urolighederne i Ferguson, Missouri, anbefaler vi 10 film fra streaming-tjenesterne, der skildrer diskrimination og gadekonflikter med rystende eftertryk.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Do The Right Thing’

Spike Lee trådte i 1989 for alvor ind på den amerikanske instruktørscene med den sprængfarlige ’Do The Right Thing’ om racekonflikter i New York.

Filmen foregår over én enkelt dag i et afroamerikansk kvarter i bydelen Brooklyn, hvor gaderne nærmest smelter under den stegende sommersol. Vi følger karakteren Mookie, spillet af Spike selv, der arbejder på et pizzeria drevet af en italienskamerikansk familie.

Over middagstid åbner børnene i kvarteret en brandhane for at køle ned i varmen, men politiet bryder ind og får pisket en dårlig stemning op. Hen mod eftermiddagen er temperamenterne steget i en grad, at den etniske smeltegryde er ved at koge over, og en voldelig konflikt nærmest ikke kan undgås.

Filmen står fortsat som Lees stærkeste film og blev nomineret til to Oscars, blandt andet for hans originale manuskript.

Kan ses på HBO Nordic.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’La Haine’

Ghetto, gadevold og lyden af Bob Marley. Matthieu Kassovitz’ ’La Haine’, eller på dansk ’Hadet’, er en ubarmhjertig gadefortælling om, hvordan had avler had.

Filmen handler om de tre venner Vinz, Saïd og Hubert, der har deres daglige gøren og laden i en multietnisk boligkarre i Paris. Deres fælles ven Abdel bliver offer for politibrutalitet, og hans død får Vinz til at fantasere om at tage voldelig hævn på ordensmagten.

Den sort-hvide ’La Haine’ sikrede Kassovitz instruktørprisen på Cannes-festivalen i 1995 og satte for alvor Vincent Cassel på landkortet. Han portrætterer den voldelige Vinz som en karakter, der kæmper for sin overlevelse i en ghetto, hvor håbet, ligesom farverne, ikke er til at finde. Som i scenen, hvor Vinz emulerer Robert de Niros »you talking to me?« fra ’Taxi Driver’ og pådrager sig en macho-grimasse, der kan passe, for at klare sig i gadebilledet i denne dog-eat-dog verden.

Kan ses på Hulu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Milk’

Denne biografiske film med Sean Penn i hovedrollen skildrer Harvey Milks kamp for lige borgerrettigheder i 1970’ernes San Francisco.

Harvey Milk var den første politiker, som var åben omkring sin homoseksualitet, til at bestride et offentligt embede i delstaten Californien, og filmen følger hans tiltagende politiske momentum. Kampen for homoseksuelles rettigheder blev hans mærkesag, og den kamp kostede ham livet i 1978. På rollelisten finder vi også James Franco, Emile Hirsch, Diego Luna og Josh Brolin.

Sean Penn giver en af karrierens bedste præstationer som Harvey Milk, og han vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i 2009. Har man lyst til mere Milk, kan man også opsøge den fremragende ’The Times of Harvey Milk’, der vandt en Oscar for bedste dokumentar og juryens specialpris på Sundance-filmfestivalen.

’Milk’ kan ses på Viaplay.

’The Times of Harvey Milk’ kan ses på Hulu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Bloody Sunday’

Paul Greengrass’ film dramatiserer den frygtelige dag i 1972, da 26 nordirske borgerrettighedsdemonstranter bliver skudt ned af britiske soldater, og 13 må lade livet.

Filmen følger de nordirske demonstranters og engelske politistyrkers forberedelser til den skæbnesvangre protestdemonstration. James Nesbitt spiller Ivan Cooper, en nordirsk parlamentariker, der prøver at stable en fredelig demonstration på benene og samle folket i Derry om sin sag. Dramaet eskalerer, og tumulten ender i en massakre, der bliver en mærkbar årsag til IRA’s fremgang i 1970’erne.

Den håndholdte, dokumentariske kameraføring, som Greengrass har gjort til sit varemærke, supplerer det kaotiske drama, der udspiller sig i gaderne. Sammen med Coopers ansigtsudtryk, da han fornemmer, at helvede vil bryde løs, er det billeder, man sent glemmer.

Kan ses på Netflix.

SE FLERE FILM OM RACE OG GADEUROLIGHEDER PÅ NÆSTE SIDE.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Boyz N the Hood’

John Singletons instruktørdebut foregår i ghettoen i South Central L.A. og har en skuespillerdebuterende Ice Cube i en bærende rolle.

Den unge Tre har problemer i skolen i Inglewood, og hans mor håber, at hvis han prøver at bo med sin far (spillet af Laurence Fishburne med det lækre navn Furious Styles) i South Central, bliver tingene bedre. En aften hører Tre skud, da Furious har skudt mod en gerningsmand i færd med at røve deres hjem.

Furious prøver at opdrage Tre så godt, som han kan, og beder ham tænke fremadrettet, men der er andre kræfter på spil i nabolaget. Syv år senere er Tre blevet en fornuftig ung mand, spillet af Cuba Gooding Jr., der møder ’Doughboy’, spillet af Ice Cube, som lige er kommet ud af fængslet.

’Boyz N the Hood’ startede både instruktør John Singleton og Ice Cubes filmkarrierer og blev rigtigt godt modtaget af hele anmelderskaren. Filmen opnåede også to Oscar-nomineringer, begge til Singleton for bedste instruktør og originale manuskript.

Kan ses på Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’12 Years a Slave’

Når det handler om race, kommer vi selvfølgelig ikke udenom Steve McQueens episke fortælling om den amerikanske slavehandel.

Den frie sorte mand Solomon Northup narres af to mænd, der foregiver at ville betale for hans evner på violin, men i stedet kidnapper ham og sender ham til New Orleans. Han sættes i arbejde på en plantage, men slipper aldrig håbet om at vende tilbage til sin familie i New York.

Filmen, som vores og de fleste andre anmeldere har lovprist til skyerne, viser, hvordan et menneske langsomt nedbrydes af at være frataget sin frihed. Den vandt i øvrigt Oscar for bedste film.

Kan ses på Youbio.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Ride With the Devil’

Ang Lees western ligger ikke fjernt fra Ferguson, hverken tematisk eller geografisk, da filmen om den amerikanske borgerkrig foregår i den amerikanske delstat Missouri.

Skeet Ulrich spiller Jack Bull fra Missouri, hvis far myrdes af anti-slaveri-gruppen ’Jayhawks’ fra nabostaten Kansas. Bull tager kammeraten Jake, spillet af Tobey Maguire, med sig til de pro-konføderale ’Bushwhackers’ for at hævne faderens død. Her møder de den tidligere sorte slave Holt, der har valgt at kæmpe for sydstaterne, og pludselig er de midt i den amerikanske borgerkrig og grænsekonflikten mellem Kansas og Missouri.

Med sin uortodokse fremstilling af historiske begivenheder viger ’Ride With the Devil’ uden om sort-hvide stereotyper. Den fremprovokerer en nuanceret eftertænksomhed omkring, hvad der er rigtigt og forkert, og hvor lemfældigt man på sidelinjen kan udpege aggressoren i en kompleks konflikt.

Kan ses på Netflix.

SE DE SIDSTE FILM PÅ NÆSTE SIDE.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Crash’

Hverdagsracisme i alle samfundslag er i højsædet i Paul Haggis’ Oscar-vindende ensemble-drama ’Crash’ fra 2004, der foregår i Los Angeles.

En politimand, en statsadvokat, en låsesmed, en kioskejer og en filminstruktør bliver sat i ubehagelige situationer i Los Angeles, om end nogle af dem selv er uden om det.

Flere af historierne sammenflettes og skaber en rørende konklusion med det stjernebesatte cast (Matt Dillon, Sandra Bullock, Don Cheadle m.fl.) i storform. Som ’La haine’ følger ’Crash’ også ’had avler had’-formularen og viser ofte ofrene for racisme udsætte andre for det selvsamme i andre situationer. ’Crash’ løb med Oscars for blandt andet bedste film og bedste manuskript.

Kan ses på Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’To Kill a Mockingbird’

Når man ser på race i USA, er det næsten umuligt at se bort fra en af de største klassikere i amerikansk filmhistorie.

Filmen er baseret på Harper Lees Pulitzer-prisvindende roman af samme navn, og Gregory Peck spiller rollen som Atticus Finch, en advokat i byen Maycomb, Alabama, der sætter retfærdighed for alle højt. Atticus udnævnes til at forsvare en sort mand, der står anklaget for at have voldtaget en hvid teenager, og til stor forargelse for mange af byens indbyggere begynder han at modarbejde den forudindtagede konsensus omkring mandens skyld.

Ligesom Chaplin appellerer Atticus til det humane i alle mennesker, og hans bevægende tale, der afrunder historien, er et kraftfuldt mikrokosmos for en film, der rammer alle de rigtige tangenter.

’Dræb ikke en sangfugl’ fik premiere i 1962, hvor den afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse voksede sig stærk i de sydlige stater. En film, der var perfekt for sin tid.

Kan lejes på iTunes.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Battle of Algiers’

Italienske Gillo Pontecorvos fransk-producerede film om den algeriske frihedskamp i hovedstaden Algier er en af mest oprivende og indflydelsesrige film i historien.

Den handler måske mere om krig en gadeuroligheder, men den skildrer eskaleringen af en konflikt så rystende, at den fortjener en anbefaling i denne sammenhæng.

Filmen formår at vise konflikten fra begge sider. Vi ser franske soldater nedskyde børn på klods hold, algeriske kvinder plante bomber i hyggelige gadecaféer, og på begge sider af konflikten planlægger guerillakrigere og generaler, hvordan man kommer de andre til livs. Her er ingen helte eller skurke.

Filmen er skudt på location i Algier i dokumentarisk sort-hvid stil, og den oprørske kameraføring og realisme gør, at man nærmest kan mærke revolutionen i luften. Man kan meget vel tænke sig, at Paul Greengrass har haft ’Battle of Angiers’ i tankerne, da han lavede ’Bloody Sunday’.

Kan ses på Hulu.

Læs også: Syv film og serier, du skal streame i september

Læs også: Filmene, du skal se i biografen i september

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af