De mest lovende film fra Toronto-festivalen

Det bugnede med interessante titler på den netop afsluttede Toronto-festival. Her er dem, vi glæder os mest til.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Nightcrawler’

’Nightcrawler’ har fået overstrømmende gode anmeldelser, og den dystre thriller med Jake Gyllenhaal i hovedrollen ligner da også en af den slags film, både kritikere og biografpublikum tager imod med kyshånd. Dens regulære amerikanske biografpremiere er nært forestående, og mon ikke Toronto-hypen kan hjælpe med at forbedre billetsalget.

Ud fra hvad vi har set af og læst om filmen, er det en mørk og moralsk udfordrende fortælling med Gyllenhaal i mere dyster fremtoning end nogensinde før. Han spiller en ung kriminalreporter, som hvirvles ind i Los Angeles’ underverden.

Filmen er købt hjem til dansk distribution, men premieren ligger endnu ikke fast.


 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Phoenix’

Dette er nok filmen, der blev taget allerbedst imod på dette års Toronto Film Festival. Christian Petzold er tysk films anmelderdarling, hvilket ikke kommer til at ændre sig med hans nye film. Her kigger han tilbage i Tysklands historie til tiden lige efter Anden Verdenskrig. Filmens hovedrolle spilles af Nina Hoss, der ligeledes var i centrum i Petzolds forrige film, ’Barbara’.

Sammen har de to skabt en film, som anmelderne kalder et overbevisende periodeportræt, der bruger faktisk tysk historie til at skabe et grumt kammerspil. I efterkrigstidens Berlin møder en krigsarret kvinde (Hoss) sin mand, men han kan ikke genkende hende. Det bliver eftersigende til en historie om identitet, der er meget elegant fortalt i sin dobbelttydighed.


 

while-were-young

’While We’re Young’

Noah Baumbach har været en af amerikansk films mest elskede indie-instruktører, siden han i 2005 slog igennem med ’The Squid and the Whale’.

Efterfølgende skrev og instruerede han ’Margot at the Wedding’, ’Greenberg’ og ’Frances Ha’, der alle miksede distinkt amerikanske elementer med en europæisk artfilm-stil. Skal man tro anmelderne på Toronto er ’While We’re Young’ måske instruktørens bedste film siden gennembruddet. Denne gang har Baumbach igen, ligesom i ’Greenberg’, Ben Stiller i en central rolle, omgivet af Naomi Watts, Adam Driver og Amanda Seyfried. Kvartetten spiller to par, et i 40’erne og et i 20’erne, der bliver venner og lader sig påvirke af hinandens livssyn.

Se flere hypede Toronto-film på næste side.

Top-Five-3-Chris-Rock-and-Rosario-Dawson

’Top Five’

Den måske største positive overraskelse på årets festival kom fra ingen ringere end komiker og skuespiller Chris Rock. Hans film, ’Top Five’, handler om en metaudgave af Rock selv, med navnet Andre Allen. Han er en filminstruktør, der indvilliger i at stille op til et portræt i The New York Times, til trods for at Allens film jævnligt jordes af selvsamme avis.

Mens Rock er en af verdens mest berømte stand-up-komikere, er hans karriere som filminstruktør- og forfatter langt mindre gloriøs. ’Head of State’ og ’I Think I Love My Wife’ var ret forglemmelige, men med ’Top Five’ skulle Chris Rock have ramt noget lige så morsomt og sandt, som han gør i sin stand-up.

Dansk-chilenske Manuel Claro, der blandt andet har filmet Lars von Triers ’Melancholia’ og ’Nymphomaniac’, er fotograf på filmen.


 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Rosewater’

En anden amerikansk komiker blev også mødt med applaus for sin dramatiske vending i Canada. ’The Daily Show’-værten Jon Stewart har skrevet og instrueret ’Rosewater’ om en iransk-canadisk journalist, Maziar Bahari, og hans tilfangetagelse og tortur i Iran.

Det er en yderst personlig historie for Stewart, der interviewede Bahari inden hans tilfangetagelse, hvilket faktisk var en af årsagerne til, at Bahari kom på de iranske myndigheders radar. Filmen er en tilsyneladende ret klassisk fortælling, der har Kim Bodnia i titelrollen som Baharis nemesis. Det skal blive interessant at se, hvordan Stewart klarer springet fra talkshowvært til spillefilminstruktør.


 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Men, Women & Children’

Jason Reitman giver sig endnu engang i kast med det moderne livs ulykker i ’Men, Women & Children’.

Denne gang er det ikke fyringsrunder på grund af finanskrisen som i ’Up In the Air’ eller teenagegraviditeter som i ’Juno’, der er på programmet. I stedet er filmen et mørkt indblik i det moderne menneskes afhængighed af sociale medier og tilsvarende tilbagetrækning fra det virkelige liv. De første anmeldelser har været meget blandede, men filmen er umiddelbart radikal nok i sit dystre udtryk til, at den alligevel bliver interessant at se. Reitman har denne gang et større cast, end han plejer – blandt andet med Adam Sandler i en mørkere rolle, end man normalt ser ham.


 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Imitation Game’

’The Imitation Game’ ligner en af den slags film, der kaster gyldne statuetter af sig. Den autentiske historie om Alan Turing har alle de elementer, der normalt tilfredsstiller vælgerne i Oscar-akademiet. Benedict Cumberbatch spiller efter sigende den homoseksuelle kodebryder med patos og indlevelse i norske Morten Tyldums første engelsksprogede film.

Skal man tro anmelderne på Toronto Film Festival, er der dog tale om andet og mere end blot Oscar-madding. Mens Cumberbatchs Turing er lige dele genial og plaget, er også resten af castet overbevisende. Filmen vandt hovedprisen på Toronto, hvilket er et hædersbevis, der sætter den i spil til den kommende Oscar-uddeling. Vi kommer utvivlsomt til at høre meget mere til ’The Imitation Game’.

Se flere Toronto-film, vi glæder os til, på sidste side.

The duke of burgyndy

’The Duke of Burgundy’

’The Duke of Burgundy’ er særligt interessant i en dansk optik. Det er nemlig Sidse Babett-Knudsens første internationale og engelsktalende rolle.

Her spiller hun Cynthia, den ene part af et lesbisk par, der eksperimenterer med rollespil i deres sexliv. Instruktør Peter Strickland har tidligere lavet stået bag den dystre meta-horrorfilm ’Berberian Sound Studio’ med Toby Jones, og hans nyeste film er blevet rost til skyerne under den festivalen, hvor Indiewire.com hev topkarakteren ’A’ op af hatten.

Vi krydser fingre for, at vi får lov til at se Babett-Knudsens engelsktalende debut i de danske biografer.


 

learning_to_drive_film_still_a_l

’Learning to Drive’

Isabel Coixets film blev runner-up til publikumsprisen på Toronto Film Festival efter ’The Imitation Game’.

Det borger for en vis kvalitet i sig selv, men er det ikke nok, kan filmen måske overbevise med sine hovedrolleindehavere: Altid gode Ben Kingsley og Patricia Clarkson. Det er en mindre film end ’The Imitation Game’, og den skal nok ikke gøre sig de store Oscar-forhåbninger. Filmen bygger på et essay fra magasinet The New Yorker, og Kingsley og Clarkson spiller henholdsvis kørelærer og -elev. Der skulle være tale om en ganske klassisk og humanistisk historie, der finder sin styrke i hovedrollernes overbevisende præstationer.

Spanske Coixet har tidligere stået bag den vellykkede ’The Secret Life of Words’ og den lidt for selvbevidste ’Elegy’, der også havde Ben Kingsley i en hovedrolle.


 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Eden’

Toronto-festivalen udmærker sig især ved sine amerikanske indie-film, men der er også ikke-amerikansk guld at finde i mængden. En af de mest lovende lovende er franske Mia Hansen-Løves ’Eden’. Trods sit endog meget danskklingende navn er instruktøren inkarneret pariser, og hendes nyeste film om parisiske dj’s er løst baseret på Daft Punks historie.

Daft Punk har signet af på filmen og har også givet lov til at bruge deres numre i filmen. Castet inkluderer artfilmmusen Greta Gerwig og Brady Corbet og kaldes Hansen-Løves mest ambitiøse film til dato. Det musikalske bagtæppe skaber eftersigende en gribende historie, der går i kødet på livets ustandselige flow.

Læs også: De mest hypede film fra Venedig Film Festival

Læs også: Se alle vinderne på årets Toronto-festival 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af