‘Dannys Dommedag’

‘Dannys Dommedag’

Med ’Kongekable’ og ’De fortabte sjæles ø’ lykkedes det den alsidige Nikolaj Arcel at lave dansk underholdning på Hollywood-niveau, og med ’Dannys dommedag’ synes Martin Barnewitz (’Kollegiet’) at have samme ambition. Men der er desværre grus i maskineriet. Teenageren Danny (William Jøhnk Nielsen) har aldrig været en del af det seje slæng, og hans position nederst i skolegårdens hierarki tærer på selvtilliden i en sådan grad, at det er svært for ham at mande sig op til at gengælde interessen fra den søde klassekammerat Rie. »Sats hele butikken og spring ud i det«, lyder rådet fra farmand (Lars Mikkelsen), kort før han bliver angrebet af et reptilbæst gennem vinduet til deres stue og således bliver hevet ud af sine sønners liv, både fysisk, billedligt og ganske ud af det blå.

Danny står nu med det fulde ansvar for lillebroderen William (Thomas Garvey), som han har et særdeles anstrengt forhold til. De forskanser sig og giver sidenhen husly til den øksebærende overlever Adam (Peter Gantzler), som har en skrue løs efter at have mistet sin familie. Han fortæller drengene, at de er de eneste levende mennesker tilbage og informerer dem om, at monstrenes dårlige syn er deres største svaghed.

En behersket brug af computereffekter er et klogt valg. Frem for med det samme at afsløre nøjagtigt, hvad drengene er oppe imod, bliver publikums nysgerrighed tålmodigt ansporet af en række suggestive glimt. Særligt fint er et perspektivskud af en forvrænget refleksion i en toasters spejlblanke overflade.

Sammensmeltningen af overlevelseskamp og klaustrofobisk familiedrama leder ens tanker hen på Spielbergs ‘Jurassic Park’ og ’War of the Worlds’, og at mesterinstruktøren må have været en inspirationskilde, skinner også igennem i Barnewitz’ forkærlighed for setpieces: Truende kløer berører det badeforhæng, Danny og Adam gemmer sig bag. Ude på de postapokalyptisk tomme gader anes en øglehale forsvinde bag en smadret bil, hvorefter dens tag bliver gennemboret, set indefra.

Hollywood-genrehyldesten er slet ikke uden tæft, og fordi præmissen (nørd sætter livet på spil og overvinder derved sine hæmninger) er virkelig veltænkt, er det ekstra ærgerligt, at Søren Grinderslev Hansens manuskript er så skematisk og gennemskueligt. Krisen bringer behændigt brødrene tættere sammen igen, men konflikten imellem dem er så skødesløst etableret, at det underminerer det ellers værdige budskab om, hvor vigtigt det er at være der for sine nærmeste. Og den forcerede forsoning er lige så given som udfaldene af den spirende kærlighed imellem Danny og Rie og den uundgåelige konfrontation med mobberpestilensen Lukas.

Men det, der i sidste ende kastrerer ’Dannys Dommedag’, er det stive skuespil over hele linjen. William Jøhnk Nielsen, der gav en flot barnepræstation i ’Hævnen’, klarer med sin udtryksfulde ansigtsmimik frisag i de dialogfri passager, men det vidner om mislykket personinstruktion, når filmens replikleveringer for ofte nærmer sig niveauet på et amatørteater.


Kort sagt:
Teenageren Danny må vokse med opgaven, da verden pludselig går under i Barnewitz’ ambitiøse monsterfilm. Desværre har instruktørens veludviklede sans for suspense og den glimrende grundidé ikke en jordisk chance for at råde bod på en hårrejsende personinstruktion og et alt for skematisk manuskript.

Spillefilm. Instruktør: Martin Barnewitz. Medvirkende: William Jøhnk Nielsen, Thomas Garvey, Emilie Werner Semmelroth, Peter Gantzler, Lars Mikkelsen, Camilla Bendix, Marco Ilsø, Allan Hyde. Spilletid: 90 min.. Premiere: 9. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af