’Let’s Be Cops’
Det er ikke, fordi ’Let’s Be Cops’ er særlig original eller specielt veludført. Men til gengæld er det en ganske effektiv fortælling, der letter allerede efter ti minutter, hvor drengerøvstaberen Ryan O’Malley (Jake Johnson) siger til sin ven, den følsomme, men karrieremæssigt fejlslagne Justin Miller (Damon Wayans Jr.): »So let’s be cops!«.
Derfra går morsomhederne slag i slag på underholdende manér. Underholdningen står de to ’New Girl’-alumner Johnson og Wayans Jr. hovedsageligt for, og også her har de glimrende kemi som de to voksne mænd, hvis liv har ramt et dødvande. Den ene nåede aldrig sit mål som professionel football-spiller, den anden er spildesigner i et firma, der overtrumfer hans ideer.
Da de får muligheden for at udgive sig som betjente, griber de den uden for meget betænkning. Det er den ultimative drengedrøm, der kommer til live, og parret mærker deres maskulinitet og selvsikkerhed stige i de autoritære uniformer. Det er et temmelig tyndt fernis af en historie, og filmen spænder også flere gange ben for sig selv med småracistiske- og sexistiske jokes, der for eksempel dyrker klicheen om, at sorte ikke kan lide strissere. Det er kun sjovt, fordi Wayans Jr. formår at sælge den.
Filmen vil gerne provokere, men dertil er de to sympatiske tabere for charmerende og filmen for hyggelig. Den ligner længe en ’22 Jump Street’-light i sin metaironiske humor, men finder sin egne ben efterhånden og trækker i sidste ende lige store veksler på dramatik som komik, for de falske betjente ender nemlig på dybt vand mod et forbrydersyndikat, der rækker ind i politiets egne rækker.
I sidste ende er det dog Jake Johnson og Damon Wayans Jr., der henter de fire stjerner hjem.
Kort sagt:
’Let’s Be Cops’ er forudsigelig, men de to taber-hovedpersoner er til gengæld så charmerende, at man sagtens kan bære over med, at filmen langt fra er så provokerende, som den gerne vil være.