CPH:DOX: ’I am Femen’
’I am Femen’ er en af den slags uforglemmeligt potente dokumentarfilm, der ikke bare fortjener et stort, lydhørt publikum, men som øjeblikkeligt burde tilføjes gymnasiernes pensum landet over. Alain Margot har begået et gribende værk om den ukrainske, feministiske organisation Femens utrættelige, kønspolitiske kamp mod korruption, ytringsfrihed og kvindeundertrykkelse – en kamp, der startede i hjembyen Kievs gader, og som i dag udkæmpes internationalt fra gruppens hovedsæde i Paris.
Og som skønt Femen alle dage har været en ikke-voldelig organisation, ofte har resulteret i fængselsophold, tæv og det, der er værre for pigerne og deres involverede venner.
Filmen følger primært den smukke Oxana med barneansigtet, en regulær catwalkmodel af udseende, som med en pitbulls viljestyrke og et stort kunstnerisk talent skaber Femens grafiske udtryk igennem bannere, masker, kostumer og kropsmaling. Når hun da ikke maler religiøse ikonografier for sig selv for at samle tankerne. Alle Femens demoer foregår topløse i protest mod objektificeringen af kvindekroppen (»vi er mere end det kød, I har reduceret os til!«), og Oxana maler igen og igen organisationens budskaber direkte på sine medsøstres blege hud.
De fleste af pigerne i Femen er iøjefaldende smukke skabninger, og alle er de akut bevidste om at spille på fortrinene for øget medieopmærksomhed og offentlig debat. En smuk, ung halvnøgen og ubevæbnet blondine som tæves af politiet på åben gade vækker nu engang mere opsigt og sympati end en brostenskastende, hætteklædt mandsling.
Og opmærksomhed, det får Femens medlemmer så sandelig da også, når de fra Kievs hustage kalder på retfærdighed for et grotesk mishandlet voldtægtsoffer eller iført dyremasker smører sig ind i blod og kaster om sig med indvolde for at demonstrere mod dyremishandling i Kiev Zoo. Igen og igen pakkes pigerne sammen af politiet og køres til stationen. Og igen og igen blotter de brysterne og starter forfra.
Men myndighedernes tålmodighed bliver stadig mere tyndslidt, og skønt Femens aktiviteter akkurat efterlever ukrainsk lovgivning, er tilværelsen som højtråbende, feministisk aktivist i Østeuropa at sammenligne med »et langsomt selvmord«, som en af pigerne alvorstungt udtrykker det. Helt galt er det lige ved at gå, da tre af Femens medlemmer, heriblandt Oxana, rejser til Moskva for at protestere mod Putin, bliver anholdt og ender med at ’forsvinde’ fra jordens overflade i to skræmmende uger, der nær ved tager livet af Oxanas bekymrede mor.
Som publikum løber det én iskoldt ned af ryggen, da Oxana endelig igen viser sig på skærmen og forklarer, hvad der er hændt pigerne i det russiske ingenmandsland. Hendes stemmeføring er påtaget rolig, men rædslen i den unge, usandsynligt modige kvinde og hendes sammenbidte kollegaer er mærkbar. Men de bliver ved.
Det er oprørende, sørgeligt og uendeligt vigtigt – og det skal ses.