CPH:DOX: ’Just Eat It: A Food Waste Movie’
Man skal ikke mange minutter ind i ’Just Eat It: A Food Waste Story’, før man har luret, hvor den vil hen, og hvad for en slags film det er: En velmenende, moderat kritisk, oplysende dokumentar, som skal fortælle os, hvor meget mad der går til spilde i Vestens overproduktion.
På den ene side italesætter filmen et væsentligt samfundsstrukturelt problem, som den ud fra en oprigtig interesse tager livtag med. Og på den anden side illustreres problemet med en hollywood’sk, professionelt produceret form, som frejdigt og pædagogisk opdrager det velmenende middelklassepublikum, den henvender sig til. Det er højst sandsynligt ganske effektivt, men vurderet som film er det en flad fornemmelse.
’Just Eat It’ er nemlig en af den slags film, der taler den rigtige sag fra moralsk sikker grund uden at have nogen form for kant. Det kan aflæses i formen: Et ansvarsbevidst ægtepar sætter sig for gennem et halvt år kun at leve af mad, som er blevet kassereret, eller som deres venner tilbyder dem. Hvordan vil det dog gå dem?
Imens bliver vi af eksperter på området fodret med de horrible tal på, hvor meget mad der går til spilde. Tilsat billede efter billede af de enorme bunker mad, som hver dag kasseres på fabrikker, marker og af supermarkeder, fordi det ikke lever op til en ofte æstetisk betonet kvalitetsstandard for de velbjærgede vesterlændinge.
Og det er forfærdeligt at høre om.
Men filmens middelklasseæstetik med lækkert producerede tracking-shots, timelapses og muzak-agtigt guitarspil virker som tomme kalorier. Først og fremmest er det dog selve projektet, som er for banalt: Eksperimentet, som vores friske og overskudsagtige protagonister sætter i værk, ved man fra start hvor vil ende. Det er dokusoapens letkøbte dramaturgi, som skal få os til at føle med deres kamp for at leve af andres skrald. Og undervejs skal vi så engageres i deres kriser med ikke at kunne få ordentlig chokolade, men til gengæld lidt for meget yoghurt.
Ægteparret Grant Baldwin og Jenny Rustemeyer bærer projektet både foran kameraet og bagved som henholdsvis instruktør og producer. Man kan ikke sige meget ondt om dem – de virker sympatiske og ærligt indignerede over madindustriens og forbrugerens ødselhed med jordens knappe ressourcer. Men filmen er så Østerbro-venlig, at det hele bliver en tand for sødt.
Alligevel rammer tallene og billederne af al den gode mad, som går til spilde. Og måske er filmen smartere, end jeg giver den kredit for: Med sin reklameæstetik og lækkerness rammer den sikkert plet hos dem med ressourcerne til at indse og ændre deres adfærd. Dens ferske facon var dog spildt på denne forbruger.
Kort sagt:
En fersk og velproduceret dokumentar tager livtag med vestens madspil. Det er der kommet en velmenende og væsentlig, men småkedelig og halvbanal dokumentarfilm ud af, som sikkert rammer rent hos et overskudsagtigt quinoa-segment.