’Dommeren’
Robert Downey Jr. er god til at spille smartenheimere. Han har spillet smartenheimere så mange gange før, at da nogen i denne film beskriver hans »hyperverbale vokabular-opkast«, føles det som en metakommentar, der lige så godt kunne være møntet på Tony Stark.
Men i ’Dommeren’ hedder smartenheimeren Hank Palmer, slesk forsvarsadvokat, som altid får sine skyldige klienter frifundet. »Uskyldige mennesker har ikke råd til mig«, som han siger. Hank rejser til sin lille hjemby, da hans mor skal begraves, og han møder sine to brødre og deres strenge far spillet af Robert Duvall, byens dommer. Hank har ikke set dem, siden han stak af til storbyen som ung, og den hjertevarmende genforening udebliver også i første omgang, men i lufthavnen på vej tilbage får han et opkald. Faren er blevet anklaget for mord. Hvem mon føler sig kaldet til at forsvare ham? Kan Hank redde faren, familiens ære og måske sin egen sjæl?
Svaret får du først cirka to timer senere, og i mellemtiden kommer vi omkring et potentielt incestuøst forhold, en autistisk bror, livstruende cancer, en gammel flamme, en ulykke begravet i fortiden og en perfekt timet tornado under den store far-søn-konfrontation, så scenen sættes i de rette symbolske rammer. At se ’Dommeren’ føles ikke som at få fortalt en historie, men som at få præsenteret en række afrevne, højdramatiske situationer, helt frem til det forrykte klimaks i retssalen, hvor faren sidder i vidneskranken, og sønnens spørgsmål udløser den følelsesmæssige katarsis.
Instruktør David Dobkin (’Wedding Crashers’, ’Shanghai Knights’) tager alle midler i brug for at trække en tåre ud af dig, Thomas Newmans score er en manipulerende, oversentimental kraft, der forsøger at sætte dialogen på dramasteroider, og Spielbergs faste mesterfotograf Janusz Kaminski laver sine smukke, udvaskede billeder, som her virker oversymbolske, som når sollyset stråler ind gennem vinduerne med en kraft, så man skulle tro, Gud ventede udenfor, klar til at være den ultimative dommer i familieopgøret.
Filmen holdes akkurat fra at drukne i egen sukkerlage på grund af Downey og Duvalls samspil, som i en scene, hvor Hank hjælper sin syge far ud på badeværelset, men den gamle mand mister tarmkontrollen. Kameraet kigger ikke væk. Et sjældent blik på det, vi måske må gøre for vores aldrende forældre. Det er ikke en køn scene, men der er noget på spil – pinlighed, taknemmelighed, værdighed, humor, overraskelse og frem for alt ærlighed. Alt det resten af filmen savner.
Kort sagt:
Godt samspil mellem Duvall og Downey Jr. som far og søn forhindrer akkurat filmen i at drukne i sin egen sukkerlage, men dette familie/retssalsdrama tynges af selvvigtighed, klicheer og oversentimental musik. Skyldig i to filmforbrydelser: Spild af gode skuespillere og spild af publikums tid.