60’erne: ’The Graduate’
Hvis der er noget, Mike Nichols fra starten af karrieren havde et skarpt blik for som instruktør, var det personinstruktion. Han kunne altid få det bedste og mest fokuserede arbejde ud af sine skuespillere og ikke mindst få kemien frem imellem dem, så det slog gnister på lærredet og i publikums bevidsthed.
Det ses tydeligt allerede i hans debutfilm, filmatiseringen af Edward Albees berømte teaterstykke ’Who’s Afraid of Virginia Woolf?’ (1966), der måske nok efter nutidens standarder synes en kende iscenesat, men hvor kemien mellem de to stjerner, Elizabeth Taylor og Richard Burton, er så åbenlys, at det efter datidens standarder var en brandfarlig fremstilling af ægteskabets grimme bagside.
Nichols’ næste projekt var ’The Graduate’ (1967), om den forkælede collegeknægt Benjamin Braddock, der indleder en affære med naboens kone, Mrs. Robinson, da han er hjemme på sommerferie i forstadsland.
’The Graduate’ var en af filmhistoriens helt store game changers. Af flere grunde: Den inter-generationelle kærlighedsaffære mellem Dustin Hoffmanns Benjamin og Anne Bancrofts Mrs. Robinson var undergravende nok i sig selv (Mrs. Robinson er den arketypiske MILF!), men læg dertil de subjektive kameravinkler (som den ikoniske indstilling, hvor kameraet kigger op på en målløs, endnu-ikke-forført Benjamin fra under Mrs. Robinsons buede ben) og den ekstensive brug af Simon & Garfunkels musik.
Først og fremmest markerede filmen – sammen med den samtidige ’Bonnie & Clyde’ – en ny tids film, der gjorde op med studiesystemets stramme koder for, hvad der var acceptabelt på lærredet. Med ’The Graduate’ gav Nichols stemme til hele ungdomsoprøret og adresserede ungdommens bekymringer i forhold til forældregenerationens konservative værdisæt og den sociale, seksuelle, kulturelle og racemæssige uro, der lå og simrede lige under den bornerte overflade.
Nå ja, og så introducerede filmens slutning det måske mest benyttede fortællegreb i eftertidens romantiske komedier: Sidste-øjebliks-kærlighedserklæringen, der vender slutscenariet på hovedet.
Nichols vandt en Oscar for sin instruktørindsats.
70’erne: ’Carnal Knowledge’
Nichols kunne efter ’The Graduate’ vælge og vrage mellem projekter, og kastede sig over en filmatisering af Joseph Hellers koldkrigsklassiker ’Catch-22’ (1970), der ligesom Robert Altmans samtidige ’M.A.S.H.’ forsøgte at behandle anti-Vietnam-stemningen i starten af årtiet med komisk absurditet. Alan Arkin fører an – i en både desperat, manisk og sørgmodig hovedrollepræstation – for et (lidt for?) eklektisk cast, der inkluderer Art Garfunkel, Anthony Perkins, Jon Voight og Orson Welles.
Herefter kastede Nichols sig over ’Carnal Knowledge’ (1971), hvor en af tidens fremstormende stjerner Jack Nicholson spiller hovedrollen. Filmen er en særlig giftig aftapning af et af Nichols’ tilbagevendende temaer: Mænds indædte konkurrencegen i forhold til andre mænd og i forhold til at bemægtige sig kvinder. Nicholsons karakter er rendyrket libido, en djævel, der går efter at tilfredsstille sin egen lyst (eller lyst efter at føle lyst). Over for denne figur er Ann-Margret rørende som kvinden, der lader sig træde på, men som i filmens klimaksscene råber ordene: »The reason I sleep all day is because I can’t stand my life!«
Nichols lavede herefter en række af karrierens mindst iøjnefaldende film, men koncentrerede sin energi på teatret, der var udgangspunktet for hans karriere som instruktør (det var derfor, han blev hyret til at filmatisere ’Who’s Afraid of Virginia Woolf?’ i første omgang). Nichols har vundet i alt ni (!) Tony Awards for sine instruktioner, og det var på teatret, at Nichols finpudsede sin unikke evne til at skabe uforglemmelige skuespillerpræstationer.
Han er i øvrigt en af kun 12 ’medlemmer’ af den eksklusive EGOT-klub, altså folk, der har vundet alle de fire store priser (Emmy, Grammy, Oscar og Tony), en slags showbusiness’ svar på tennissportens Grand Slam.
80’erne: ’Silkwood’
Nichols vendte tilbage til det store lærred med whistleblower-fortællingen ’Silkwood’, om virkelighedens Karen Silkwood (Meryl Streep), en medarbejder på et atomkraftværk, hvis ledelse forsøger at undertrykke sandheden om, at medarbejderne på værket udsættes for radioaktiv stråling. Silkwood døde under mystiske omstændigheder i 1974. Blev hun myrdet?
Streep er fremragende i hovedrollen, men Nichols forstår også at opbygge en ramme omkring hende, så vi virkelig kan mærke karakteren og de problemstillinger, der trykker hende. Cher er desuden glimrende som hendes kollega (hun blev Oscar-nomineret for sin birolle).
I disse Snowden-tider vil det give god mening for alle at (gen)se dette højst aktuelle drama fra 1981.
I 1988 lavede Nichols den veloplagte kontorkomedie ’Working Girl’ med Melanie Griffith, Harrison Ford og en fremragende Sigourney Weaver. Det er sigende for Nichols, at han altid formåede at lave film, der ramte tidsånden, således også i dette portræt af yuppie-æraens grådighed, pengebesættelse og overdrevne brug af skulderpuder!
90’erne: ’The Birdcage’
I 1996 excellerede Nichols med filmatiseringen af det franske teaterstykke (og film) ’La Cage aux Folles’. Resultatet var et af Nichols’ mest veloplagte ensembles nogensinde (hvilket medførte en velfortjent SAG Award for netop ’bedste filmensemble’): Skuespillerne – med Robin Williams’ stand-out-præstation i centrum – er i hopla i denne glødende vittige farce, der udstiller sociale konventioner og fordomme på lystfuld vis.
Filmen er blevet hyldet som et af de tidligste massepopulære eksempler på en positiv, frisindet fremstilling af homoseksuelle og de fordomme, de er underlagt, når overflade og status vejer tungere end menneskelige hensyn.
’The Birdcage’ blev en af Nichols’ største biografsucceser, hvilket måske kan skyldes, at filmen på et mere universelt plan handler om en far, der vil gøre alt for at gøre sin søn stolt og glad.
I 1998 lavede Nichols ’Primary Colors’, løst baseret over Clinton-parrets opstigning til Det Hvide Hus. John Travolta spillede den Bill Clinton-lignende præsident i en sort-satirisk hudfletning, der dog lander som en konventionel moralsk fabel om værdien af, nå ja, gode værdier.
00’erne: ’Angels in America’
Med ’Closer’ (2004) – baseret på endnu et teaterstykke – skabte Nichols igen en stærk ensemblefilm, der måske ikke helt lykkes med at undslippe en vis teatralsk grundstemning, men set som filmet teater leverer varen og lidt til. Clive Owen og Natalie Portman er fremragende i en film, der, typisk for Nichols, tager en ’battle of the sexes’-problematik og vrider både storslået dramatik og komik ud af den.
Nichols’ crowning achievement i 00’erne (og måske i det hele taget) er dog HBO-miniserien ’Angels in America’, baseret på Tony Kushners mesterværk af et kulsort, men også sylespidst morsomt teatermanuskript, der er en elegi over AIDS-epidemiens ’faldne engle’ i 80’ernes Amerika.
Nichols fik samlet et fantastisk ensemble (blandt andet var Meryl Streep igen med på holdet, endda i talrige roller, for eksempel som rabbiner!). Fremhæves skal især Mary-Louise Parker, Justin Kirk, Patrick Wilson, Jeffrey Wright (aldrig set bedre!) og en storslået Al Pacino som monsteret Ray Cohn, en republikansk høg og skabsbøsse, der mod livets slutning, hærget af sygdom, tvinges til at stå til ansvar for sine synder.
Serien vandt 11 Emmy- og fem Golden Globe-priser i 2004. Rent bord!
Nichols’ sidste film blev den Aaron Sorkin-skrevne ’Charlie Wilson’s War’ (2007), baseret på virkelige hændelser om amerikanernes fremfærd under Sovjets krig i Afghanistan i 80’erne.
Sorkin hiver en lige lovlig selvforelsket omgang sort komik op af hatten. Allerbedst er – naturligvis – Philip Seymour Hoffman, der leverer en af 00’ernes (nej, fuck it, filmhistoriens!) bedste monologer i Nichols’ sidste store scene, der indfanger det, han gjorde bedre end stort set alle andre: At fremtvinge stor komik/dramatik fra personer presset op mod muren af omstændigheder, der får dem til at miste besindelsen og overblikket.
Læs også: Præstationerne, der viser Robin Williams’ spændvidde
Læs også: Philip Seymour Hoffman fortæller om lykke i rørende animeret interview