’The Good Lie’
Reese Witherspoons opdimensionerede ansigt udgør omtrent halvdelen af plakaten til ’The Good Lie’, og traileren til filmen giver et stærkt indtryk af, at vi har at gøre med en slags ’The Blind Side 2’, hvor en hvid kvinde hjælper de arme sorte mennesker.
Derfor er det lidt af en overraskelse, at Philippe Falardeaus første engelsksprogede film slet ikke tager udgangspunkt i Witherspoons karakter.
Hollywood-skuespillerindens markante tilstedeværelse er en lidt lusket manøvre, som dog måske kan undskyldes, fordi filmen fortæller om et vigtigt emne. Inspireret af førstehåndsberetninger handler ’The Good Lie’ nemlig om de såkaldte lost boys fra borgerkrigen i Sudan, og den følger en forældreløs børneflok, der bliver drevet på flugt af uhyrlighederne i deres hjemland, og som må vandre i månedsvis for omsider at nå frem til en kenyansk flygtningelejr. Her tilbringer de hele 13 år, før et hjælpeprogram giver dem muligheden for at emigrere til USA.
’The Good Lie’ tager sin begyndelse, da de fire hovedkarakterer, søskendeparret Marmere og Abital og deres brødre i ånden, Jeremiah og Paul, som voksne er ved at boarde flyet, der skal bringe dem over Atlanten.
»Nu kan vi endelig finde ud af, hvad det betyder«, siger Abital til sin bror på tærsklen til en ny og forhåbentligt bedre tilværelse, mens hun peger på sloganet på hans forvaskede Nike-t-shirt. Just do it!
Heldigvis er filmen en mindre klichéfyldt fortælling om den amerikanske drøm, end den scene antyder. Falardeau gør sig med en vis succes fri af Amerika-glorificering og sentimentalitet, og han hopper hurtigt fra anslaget tilbage til slut-80’ernes borgerkrigshærgede Sudan, hvor grusomhederne med bjergtagende afrikanske scenerier som bagtæppe oprulles i løbet af filmens første halve time.
I sine to tidligere film, ’Monsieur Lazhar’ og ’Det er ikke mig… jeg sværger!’, demonstrerede fransk-canadiske Falardeau sit talent for at frembringe en særlig kompleksitet og smerte i sine børneskuespillere.
Men i ’The Good Lie’ levnes der ikke meget tid til at vise børnenes reaktioner på krigens uhyrligheder. Flere gange reduceres reaktionen på de mildest talt voldsomme begivenheder til et enkelt skrig, før vi skal videre til næste scene, og skildringen af børnenes traumatiserende kamp for overlevelse virker således en anelse forhastet.
Da vi når frem til 2001, og de voksne immigranter (som spilles indfølende af Arnold Oceng, Emmanuel Jal, Ger Duany og Kuoth Wiel – skuespillere, der alle har personlige erfaringer fra borgerkrigen i Sudan) ankommer til USA, skilles de unge mænd fra Abital på grund af absurd papirnusseri.
Mamere, Paul og Jeremiah hentes i lufthavnen af den selvstændige arbejdsløshedsrådgiver Carrie (hej Reese Witherspoon), en slags Erin Brockovich light, der skal hjælpe tilflytterne med at finde arbejde, men som sammen med sin chef (Corey Stoll) ender med at hjælpe dem med meget mere end det.
I USA skifter perspektivet halvt om halvt til vesterlændingene, og her forfalder ’The Good Lie’ til klassiske kulturchok-jokes, hvor de tre fremmede udsættes for skøre kulinariske specialiteter som McDonald’s, skriggrøn budding og pizza. Nok er scenerne muntre, men de billige grin bliver en undskyldning for ikke at beskæftige sig ordentligt med de dybereliggende udfordringer, der må være forbundet med at skulle tilpasse sig en komplet anderledes kultur som traumatiseret flygtning.
Enkelte steder giver filmene en vedkommende vinkel på the american way of life, som når Jeremiah i et supermarked konfronteres med sit nye hjemlands enorme madspild.
Men selvom ’The Good Lie’ ikke kan klandres for at mangle hjerte, kradser filmen i overfladen, både når det kommer til det rigide integrationssystem post 9/11, Mameres tyngende skyldfølelse over sine handlinger som barn og Pauls snigende stofmisbrug. Det er en skam.
Kort sagt:
Reese Witherspoon er trækplastret i denne humanistiske fortælling om krig, opofrelse, familiære bånd og anstrengelserne ved at tilpasse sig et nyt samfund som flygtning. Det er en feel good-film, som undgår at synke alt for langt ned i følelsessuppedasen, men som til gengæld forfalder til letkøbte løsninger.