’Antboy: Den røde furies hævn’
Godt nok sætter Batman, Superman, Spider-Man og de fleste andre superhelte alt på spil for at redde verden, men de er også nogle lidt egenrådige og ensomme typer, der har svært ved at lukke folk ind i deres liv af frygt for at miste dem.
Men en superhelt kan også være en kollektivt tænkende socialrealist, der anerkender sine egne begrænsninger – og en sådan finder man i Antboy fra Ask Hasselbalchs filmatisering af Kenneth Bøgh Andersens fortællinger om den unge superhelt.
’Antboy: Den røde furies hævn’ starter, hvor den først film sluttede. Superskurken Loppen (Nicolas Bro) sidder sikkert bag lås og slå, og borgerne i den fiktive by Middellund lever i fred og fordragelighed under opsyn af Antboy, der stadig luger ud i byens småkriminelle bøller.
Bag masken er Pelle Nøhrmann (Oscar Dietz) blevet et år ældre, og ligesom de fleste andre 14-årige går tiden med lektier og at hænge ud med vennerne. Følelserne mellem Pelle og veninden Ida (Amalie Kruse Jensen) bliver varmere og varmere, men der kommer altid en forbrydelse i vejen, før Pelle får sagt, hvad han virkelig føler.
En dag redder Antboy pigen Maria (Astrid Juncker-Benzon) fra nogle bøller på en skøjtebane, og han lover hende at følges med hende til fest, da hun er hans største fan. Men da Antboy brænder hende af, bliver hun sygeligt jaloux og sværger hævn over superhelten. Marias far er opfinder og arbejder på en usynlighedskappe, som Maria får fat i, og med den bliver Maria til Den Røde Furie. I samarbejde med Loppen forsøger hun at knuse Antboy og alle dem, han holder af.
Der er i den grad skruet op for actionsekvenserne i forhold til den første film. Men i stedet for at fortabe sig i kampscener og eksplosioner formår Ask Hasselbalch at lade historien være i centrum, og modsat mange andre halvdårlige efterfølgere, formår instruktøren i den grad at fortælle en stringent historie fra start til slut. Visuelt er filmen en fornøjelse, og slowmotionsekvenserne bliver flittigt brugt til at fremhæve særligt forløsende situationer i ren Peter Jackson-stil. Og man er ikke i tvivl, når Den Røde Furie er nærheden, da farveskemaet automatisk skifter til røde nuancer.
Hasselbalch har skabt en fortælling, der taler til alle sanser, og filmen henvender sig direkte til børn og unges fantasiverden. Hvor Superman får sine kræfter fra solen, får Antboy sine kræfter fra chokoladebarer. Derudover har filmen alt det, som kendetegner en god superheltefilm: Den onde superskurk, der på trods af nederlag stadig forsøger at få helten ned med nakken. Den udstødte figur, der i afmagt vælger ondskabens vej. Den trofaste og ulasteligt klædte hjælper. Den smukke pige, som superhelten er drønforelsket i. Og den irriterende, selvfede prettyboy, der forsøger at stjæle pigen for næsen af ham.
Filmen lider lidt under sine settings. Det starter ellers så lovende med en duel på en skøjtebane, men derefter savner man nogle andre miljøer end skolen, villavejen og Loppens forladte hus. Der er ellers masser af energi og kreativitet i alle andre dele af produktionen.
Ligesom sin forgænger er filmen pakket med referencer til andre superheltefilm, og det skaber en forfriskende selvironisk distance til genren. Men på trods af den humoristiske tone er fortællingen i grunden temmelig alvorlig, og den stiller skarpt på nogle af de mest basale tematikker fra børnenes verden: Mobning, accept, forelskelse og venskab.
Og det er da også venskabet og sammenholdet, som står stærkest i ’Antboy: Den røde furies hævn’. For selvom man er superhelt, er det ikke ensbetydende med, at man kan bære hele verdens problemer på sine skuldre.
Kort sagt:
’Antboy: Den røde furies hævn’ er et overskudsagtigt potpourri af alle de bedste elementer fra Marvel og DC Comics’ superhelteunivers forløst på en skandinavisk og uhøjtidelig facon, der rammer både børn og voksne.