’Hobbitten: Femhæreslaget’
Siden 2001 år har vi været med hobbitter, dværge, elvere, troldmænd, menneskemænd og orker op og ned ad bjerge, helt ind i dragens hule og ud og hjem igen. Og når rejsen nu rundes af, er vi atter tilbage ved begyndelsen. Men inden da er der dog selvfølgelig dømt seriøse CGI-smæk for skillingen på Peter Jacksons definitivt (?) sidste tur til Middle Earth, hvor alle mand og væsner tørner sammen i kampen om dragen Smaugs skat og herredømmet over Det Ensomme Bjerg.
Den gode nyhed er, at ’Femhæreslaget’ trods åbenlyse og efterhånden klassiske Peter Jackson’ske skønhedsfejl faktisk er den bedste i trilogien, stærkere end de to foregående, lettere flakkende ’Hobbitten’-film. Der er endnu langt til ’Ringenes Herre’-niveauet, men der var immervæk også en alen mellem bogen ’Hobbitten’ og J.RR. Tolkiens efterfølgende trilogi. Så måske er alt alligevel, som det skal være?
I ’Hobbitten: Femhæreslaget’ starter vi på sekundet, hvor ’Smaugs ødemark’ sluttede: Med dragen Smaug (Benedict Cumberbatch) på vingerne for at sprede død og ødelæggelse over menneskebyen Søby. Det er en af de mest spektakulære filmiske prologer, jeg har set, og næsten provokorende overlegent udført af Jackson, som vanen tro har samlet en buffet af trilogiens bedste action i ’Hobbitten’s sidste kapitel. Samtidig hænger Smaug dog også underligt i luften som et levn fra den foregående film, der hurtigt skal ekspederes af vejen, så vi kan komme videre med historien. Hej og farvel, dragedyr. Du var nu et svært vellykket CGI-bekendtskab.
Ikke så snart er Smaug død, før der rasles med sablerne i alle hjørner af Middle Earth. Dragen sad lunt på ikke bare på skatten over alle skatte, men også Det Ensomme Bjerg, hvis militærstrategiske position gør dværgenes kongerige til et mål for både mennesker og orker (med selveste Sauron i ryggen). Samtidig vil elverkongen Thranduil (Lee Pace) gøre krav på elvernes del af ædelstenene, så inden længe har de nyindflyttede dværge med kong Thorin (Richard Armitage) i spidsen et rend af besøgende for bjergets fod.
Thorin er imidlertid blevet godt og grundigt ramt af ’dragesyge’, magt- og guldbegær og har til sine rejsefællers forfærdelse mistet sin noble sjæl i de uendelige sale af rigdom. Dværgkongen raser mod både venner og fjender, og særligt hans scener med hobbitten Bilbo (Martin Freeman) står som filmens mest intense.
Endnu engang truer Peter Jacksons grandiose signatur-kampscener – nogle suveræne rutsjebaneture i koreografi, andre ufrivilligt morsomme udstyrsstykker – dog med at begrave ethvert tilløb til karakteropbygning i slagmarkens kaos. Men bedst som man skal til at konstatere, at ’Hobbitten’s personager aldrig rigtig udvikler sig til profiler, man for alvor holder af, begynder de at falde som fluer til stor dramatisk effekt. Og så sidder man gudhjælpemig alligevel i mørket med svedige håndflader og en lille knude i maven, mens man undrer sig over, hvordan Jackson endnu en gang fik skovlen under én, mens Howard Shores score gnaver i hjertekulen, og kæmpeørne, elverpile og stenkastende trolde går op i en højere enhed.
Og når selveste Billy Boyd, hobbit-skjalden Pippin fra ’Ringenes Herre’, synger den fine hymne ’The Last Goodbye’ over rulleteksterne, melder der sig for alvor en nostalgisk klump i halsen.
Eventyret er slut, men gud ske tak og lov for extended versions og director’s cuts, som vi uden tvivl kan se frem til at blive tæppebombet med over de næste mange, mange år.
Kort fortalt:
Uendelige kampscener truer atter med at trumfe personkarakteristik i et hav af faldende orker, kæmpeorme (!) og Peter Jacksons eget kæmpe ego. Alligevel trækker ’Femhæreslaget’ stikket hjem med en velkommen seriøsitet og et mørke, der for alvor giver vor Middle Earth-venner kamp til døden.
Læs også: Seks ting, du (måske) ikke vidste om Mikael Persbrandt
Læs også: Årets bedste tv-serier, top 10-1