’Inuk’
Film om Grønland er et særsyn i biografen, og de få, der bliver vist, kigger som regel på den store ø gennem danske briller.
Som Erik Ballings Oscar-nominerede ’Qivitoq’ fra 1956, et kærlighedsdrama blandt danskere på Grønland, endda med Poul Reichhardt, en skuespiller så ærkedansk som højtbelagt smørrebrød. Eller fra nyere tid Louise Friedbergs ’Eksperimentet’ fra 2010 om den danske stats moralsk tvivlsomme beslutning om at tvangsflytte grønlandske børn til Danmark i 1950’erne.
Men noget er ved at ske. I takt med at Grønland er ved at få sin egen, omend lille filmindustri – landets første spillefilm er fra 2009 – kommer der nu film, der giver indblik i grønlandske forhold indefra. Tidligere på året så vi dokumentaren ’Sume – lyden af en revolution’ om det grønlandske rockband Sume, og nu får den grønlandsk-franske spillefilm ’Inuk’ fra 2010 så biografpremiere, efter den har vundet flere priser på internationale festivaler.
’Inuk’ vil være to slags film. Dels et portræt af teenagedrengen Inuk, der sendes væk fra sin fordrukne mor og stedfar i Nuuk til et børnehjem i en lille by nordpå, hvor han knytter et bånd til den ældre sælfanger Ikuma på en rejse over isen. Dels en skildring af et grønlandsk samfund under forandring, hvor det stolte naturerhverv trues af global opvarmning og en anderledes mentalitet hos den yngre generation.
Instruktør Mike Magidson, der har lavet flere dokumentarfilm om Grønland, formår hverken at gøre det ene eller det andet voldsomt interessant.
Det skyldes primært et klodset filmsprog. Børnehjemmets forstander har en voiceover så banal og højstemt, at Inges ditto fra ’1864’ fremstår som dybfølt digterkunst. »Jeg kunne høre den i hans stilhed«, lyder det om Inuks indre vrede, mens sælfangernes forhold til naturen beskrives som, at »isen hvisker deres navn«.
Også brugen af musik er overgjort, som når dramatiske højdepunkter tilføres et storslået strygerarrangement, der giver ’Inuk’ et nærmest Michael Bay-agtig schwung, selvom man må kigge langt efter eksplosioner på isen. Så fungerer det bedre, når messende grønlandske mandestemmer sammen med de bjergtagende islandskaber giver landet et dragende mytologisk skær.
De unge i filmen er hentet fra et virkeligt børnehjem, og selvom debutanternes præstationer flakser hist og her, overskygger autenticiteten det amatøriske i spillet. Gaba Petersen er god i rollen som den fåmælte Inuk med et såret dyrs usikkerhed i øjnene, der siger mere end tusind voiceover-ord.
Det er en skam, at denne afdæmpethed konstant overdøves, for det gør ’Inuk’s sjældne kunstneriske indblik i grønlandsk folkesjæl til et kuriosum mere end filmkunst.
Kort sagt:
’Inuk’ er en sjælden skildring af Grønland fra et grønlandsk perspektiv. Men dobbeltportrættet af en udsat teenagedreng og et samfund i forandring drukner i en gumpetung voiceover og malplaceret storladen underlægningsmusik.