‘Party Girl’

»Jeg var en superstjerne«, minder den 60-årige kabaretdanser Angélique sine unge kollegaer om, mens diskolysets tykke stråler skifter fra grøn til rød, og alkoholen kan lugtes på afstand. Vi befinder os i en natklub på den tysk-franske grænse. Citatet er Angéliques mantra. Det er hendes fortid som ung og smuk danser, der giver hendes liv mening. Og »var« er nøgleordet, for festpigen udlever ikke sin alder, tværtimod.

’Party Girl’ kan ses som en slags coming-of-age film – blot er den rodløse teenager skiftet ud med en 60-årig kvinde, der i et slør af alkohol og larmende musik desperat nægter at sige farvel til ungdommens ansvarsløshed. Angélique begynder dog langsomt at indse, at hendes aldrende ansigt og livets slitage ikke længere kan skjules under et tykt lag af make-up, så da en af hendes faste kunder, den pensionerede minearbejder Michel, frier til hende, får hun fremstammet et ja.

Filmens interessante kort er, at Angélique faktisk spiller sig selv, og at den ene af de tre instruktører bag filmen, Samuel Theis, er hendes søn. Desuden spilles Angéliques tre andre børn også af hendes rigtige børn. Fortællingen er altså tæt på at være biografisk, hvilket også mærkes i de kropsnære, dokumentariske billeder og de improviserede dialoger.

At Angélique er mor til børnene, både når kameraet er tændt, og når det er slukket, gør det dog ekstra ærgerligt, når denne relation er filmens svageste element. I enkelte scener mærker man de latente spændinger, men for det meste forbliver de begravet under overfladen. Det virker også paradoksalt, at de improviserede replikker til tider føles overforklarende, som første gang vi møder Michel, der over kaffe og kage holder sin kærlighedstale: »Jeg har lyst til at gøre alting sammen med dig. Som et rigtigt par«. Det havde vi nu allerede forstået.

Til gengæld giver Angélique et hudløst ærligt portræt af sig selv, og både hende og instruktørerne skal have en stor cadeau for deres undersøgelse af, hvor langt ud man kan skubbe sin hovedkarakter, før publikum begynder at miste sympatien. Vi oplever således Angélique flirte med unge mænd foran sin nye, godhjertede forlovede, ligesom hun har det med at miste besindelsen, når hun har fået lidt for meget indenbords, hvilket resulterer i, at hun sviner de loyale veninder til, som hun er vokset op med på natklubben.

’Party Girl’ hiver sit publikum ind i et kitschet miljø, som vi sjældent får lov til at opleve i Danmark. Et miljø, hvor indretningen med grønt tapet og rødt sengetøj følger komplementærfarverne, og hvor en fest afsluttes i pulserende diskolys og tysk slagermusik. Et arbejdermiljø, der vækker minder om Dardenne-brødrenes og Cassavetes’ socialrealisme.

Filmen kommer langsomt fra start, men tålmodigheden belønnes i anden halvdel, hvor der tælles ned til bryllupsdagen, og konflikten bliver sat på spidsen, mens Angélique er nødt til at træffe et valg mellem ægteskabets trygge, men begrænsende rammer, og det frie kabaretliv i nattens mørke.

»I used to be so fragile, but now I’m so wild« synger Chinatown i filmens rulletekster, og det indrammer perfekt Angélique livsstil. Her er der ikke plads til sorg.

---

Kort sagt:
’Party Girl’ er en fransk, socialrealistisk coming-of-age film, der løb med flere priser på sidste års Cannes-festival, hvor den 60-årige kabaretdanser, Angélique, kæmper desperat for at holde fast i sin ansvarsløse fortid, mens hun samtidig skal lære at tæmme balancen mellem familie, kæreste og egne behov. En autentisk og intim film, der til tider snubler i forklarende replikker og uforløste karakterrelationer.