‘Mennesker bliver spist’

‘Mennesker bliver spist’

»Du lever i en anden tid«, siger Ingelise (Bodil Jørgensen) til sin husbond Herluf (Erik Clausen). Men det er ikke kun ham, der sidder fast i fortiden, hvor John Mogensens ’Mennesker bliver spist i Polynesien’ var the shit, og vejfesten var årets højdepunkt.

Samme tilstand synes at være uløseligt forbundet med dansk films ræverøde og efterhånden 72-årige altmuligmand, Erik Clausen. Men noget har forandret sig i ’Mennesker bliver spist’, hvor det i modsætning til særligt de seneste film, ’Ledsaget udgang’ (2007) og ’Frihed på prøve’ (2010), rent faktisk virker til, at Clausen har taget anklagen seriøst. Og på denne anden side af erkendelsen har han skabt en lille perle af en film.

Forklaringen skal også findes i filmens usminkede og ærlige humanisme, som vi stadig kan lære noget af i vores kyniske verden (og det mener jeg sgu!), men i særdeleshed hos 53-årige Bodil Jørgensen. Den nyligt Robert-hædrede skuespillerinde spiller socialrådgiveren, der røvkeder sig sammen med sin forstokkede mekanikermand. På arbejdet har hun en hed affære, men da Luffe, som Herluf bliver kaldt, viser tegn til demens og tilmed forsvinder (i Polen!), tvinges hun til at revurdere sit liv. Elsker hun overhovedet Luffe?

Man forstår Ingelises dilemma, for man må sande, at Luffe og Clausen selv (der igen-igen alter-ego’er sig selv) er svær at holde af. Selvom han utvivlsomt har et hjerte af guld, er han som en gammel, umoderne og lidt for fuld onkel. Denne splittelse forløser Jørgensen med en utrolig blanding af komisk præcision og hjerteknusende sårbarhed, som endda sætter sig spor i Clausens karakter. I flere scener, hvor hukommelsen svigter ham mere og mere, titter en undertrykt følsomhed frem bag det brovtende ydre.

Tilmed er filmens oneliners momentvist på niveau med Anders Thomas Jensens (han har også været manuskriptkonsulent), hvor den mest kostelige stikpille kommer fra genboen Holger (Nicolas Bro), da han finder ud af, at Ingelise engang har kysset med Luffes bror: »Har du kysset med en fra Dansk Folkeparti?« udbryder han forarget.

Nogle vil mene, at Clausens seneste film lider under overilede plotudviklinger, til tider horrible dialogscener og mangel på filmteknisk opfindsomhed, men det ville være som at anklage en avantgardistisk kunstfilm for at mangle medrivende actionsekvenser. Og der er noget andet på spil her, en tiltrængt lise til menneskets eksistentielle angst (»du skal ikke være bange«, er et tilbagekommende motiv i Clausens film), der går godt i spænd med fortællingen om nostalgisk fortidsforelskelse og galopperende demens.

Og så er pointen, der her føles uforfalsket ægte, at man skal holde sammen med dem, man elsker.


Kort sagt:
Danmarks røde lejesvend, Erik Clausen, leverer en sjældent sympatisk film om at være forældet, have ægteskabsproblemer og blive dement. Clausen bliver aldrig nogen filmisk ekvilibrist, men hvad gør det, når Bodil Jørgensen med komisk sårbarhed leverer endnu en kraftpræstation?

Spillefilm. Instruktør: Erik Clausen. Medvirkende: Bodil Jørgensen, Erik Clausen, Lærke Winther, Rasmus Botoft, Oliver Methling Søndergaard, Nicolas Bro, Leif Sylvester, Charlotte Fich. Spilletid: 104 min.. Premiere: Den 26. februar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af