Ole Christian Madsen er både højaktuel i Danmark og USA. For få uger siden løb hans seneste afsnit af Cinemax-serien ’Banshee’ over skærmen på den anden side af Atlanten (og HBO Nordic herhjemme), og nu er han så klar med sin nyeste, ærkedanske film.
’Steppeulven’ handler om rockikonet Eik Skaløe, der revolutionerede den danske musikscene med bandet Steppeulvene og begik selvmord som blot 25-årig efter et stormombrust liv med stoffer, poesi, kærlighed og savn.
Ole Christian Madsen – kendt for film som ’En kærlighedshistorie’, ’Superclasico’ og ’Flammen & citronen’ – har været dybt betaget af Steppeulvene i mere end 25 år. Vi mødte ham for at finde kilden til hans fascination.
Helt tilbage i 1988 lavede du en dokumentarfilm, ’Kun for forrykte’ om Steppeulvene og Eik Skaløe, og nu har du lavet en spillefilm om dem. Hvad er det med dig og den historie?
»Jeg er vokset op med den fortælling. Det var en af de første rockmyter, jeg lærte at kende, dengang var jeg selv meget ung, 19-20 år. Vi ville dengang lave en hyldest til Steppeulvene på tyve minutter, som skulle udkomme i forbindelse med deres 25-års jubilæum, og vi fik 50.000 kroner fra Filmværkstedet. Undervejs lavede vi så meget research og interviewede så mange mennesker, at jeg opdagede, at historien om Steppeulvene primært er historien om Eik og selvfølgelig Stig Møllers geni som sangskriver. Bag den historie ligger den tragiske kærlighedshistorie mellem Eik og Iben.
Jeg sad i halvandet år og klippede på Filmværkstedets redigeringsanlæg midt om natten. Dengang var det en virkelig langsommelig proces, men i processen kom jeg længere og længere ind i historien, og Eik kom mere og mere ind under huden på mig. En aften i klipperummet besluttede jeg mig for, at hvis jeg nogensinde kunne lave en spillefilm om Eik, så ville jeg gøre det«.
Hvorfor gik der så 27 år?
»Lars K. Andersen og jeg forsøgte at skrive et manuskript første gang i 1995. Vi fik støtte fra instituttet til at skrive, og vi byggede hele filmen op omkring Eiks første rejse med Iben, som han selv skrev om i novellen ‘Mandskamp’. Det kunne man egentlig sagtens, men så ville der være så meget tid og historie – så mange politiske kampe og aktivisme – man ikke ville få med. Siden forsøgte vi flere gange at få projektet op at stå, men først efter ‘Flammen og Citronen’ tænkte jeg, at vi måske havde musklerne til at finansiere en film som den her.
Jeg startede med at skrive manuskriptet på ny sammen med Bo hr. Hansen, og det tog tre-fire år at finde vinklen og få den finansieret. Det er aldrig nemt at finde fortællingen om ungdom, som man ser den hos Eik og Steppeulvene. Når man er ung, går livet i mange retninger. At finde det, der samler fortællingen om Eik Skaløe og Steppeulvene, var ikke nemt«.
Hvad er dit eget forhold til deres musik?
»Hvis du kan sætte hele Steppeulvens plade i musikhistorisk kontekst, så er der ingen vej udenom. Der er nogle dårlige sange imellem, men så er der til gengæld fire, måske fem virkelig fantastisk sange. Man må forstå tingene i en historisk kontekst, for der er jo ikke noget, der står alene i verden. Det er et ubestridt mesterværk og sindssygt godt tænk. De præmisser, den er lavet på, er også interessante, for den er jo lavet på en ungdommelig stofenergi. Den plade er en del af min dna. Det er en af de plader, jeg villet tage med, hvis jeg skulle ende på en øde ø. Jeg kender hvert ord på den plade, og jeg kender alle overvejelser omkring den.
Dansk musik spiller en større rolle i filmen, end man skulle tro. Faktisk er der ikke ret meget musik i filmen, som ikke er dansk. Highlights, Beefeaters, Savage Rose, Cy, Maia & Robert. Hvis man lytter til den musik, som blev lavet i slutningen af 60’erne, så er det jo en guldgrube. Det kan jeg virkelig opfordre folk til at begynde at kigge tilbage på, for meget af det var fuldstændig genialt. Det er en vigtig ting i filmen. Mange af scenerne er bygget i dialog med et stykke musik, vi fandt«.
Joachim Fjelstrup (som spiller Eik Skaløe i ‘Steppeulvene’, red.) fortæller, at I har brugt lang tid på at tale om karakteren, og at du nærmest har fungeret som et Eik-leksikon. Hvordan har den proces været for dig?
»Der er mange ting, man skal forstå, inden man kan træde ind i rollen som Eik Skaløe. Det med stofferne var sekundært, det er det også i filmen. Men det er vigtigt at forstå den politiske situation på det tidspunkt. At forstå, hvorfor nogle går fra politisk aktivisme til en mere buddhistisk søgende vej. Der er ekstremt mange aspekter.
Unge skuespillere ved måske for eksempel ikke, hvad Cuba-krisen er, men den var afgørende for en hel generation dengang. Verden stod på randen af en atomkrig, og den angst har været afgørende for mange unge menneskers valg lige siden. I dag har vi jo også angstprocesser. Lige nu, mens vi taler, er der nogle angstprocesser i Europa, som sikkert også vil gøre, at mange begynder at tænke på en ny måde«.
Hvorfor er filmen så aktuel i dag?
»Den er aktuel, fordi den handler om noget alment. En ung mand, der giver sig selv til sin egen fortælling. Den har en romantisk side, som handler om at være kunstner til sidste sekund af éns liv. Og så er det også en kærlighedshistorie mellem Eik og Iben, som for mig er fuldstændig almen. Besættelsen af et andet menneske, som man ikke kan slippe, uanset hvor man bevæger sig hen i livet.
Det er en besættelse, som både er produktiv og givtig. På den anden side kan den også være dødbringende. Den kan være eroderende og sindsødelæggende. Det er den måde, kærligheden fungerer på. Man behøver ikke at være specielt interesseret i Eik Skaløe og Steppeulvene for at se filmen. Man skal bare være interesseret i kærlighed og musik«.
Hvis man ser bredt på de film, du har lavet – er der så noget med mænd i livskriser?
»Jeg interesserer mig mest for mennesker, der er på kanten af det etablerede samfund. Dem, som ikke har det godt med samfundets konsensus for idealer, normer og værdier og derfor hele tiden balancerer på en grænse. Hvis man træder et skridt til den forkerte side, falder man ned.
Jeg er afhængig af at tænke i en modkultur til det, vi har. At kunne tænke andre tanker om det samfund, vi befinder os i. Min solidaritet vil altid være på individets side frem for gruppen, og jeg ser verden i øjenhøjde med den slags mennesker. Det er jo også de fortællinger, som tit fortæller os noget om, hvem vi er. Det er dem, der gør os klogere«.
Hvornår har du selv følt, at du balancerede på den kant?
»Det har jeg gjort mange gange. De fleste mennesker har vel oplevet den balanceakt. Når man er i 20’erne, står det allerklarest for én. Man føler sig usårlig og overmodig, men samtidig har man fornemmelsen af, at der er en risiko. Når man er 16-17 år, hopper man måske mere ud fra høje ting for at teste sin sikkerhed. Men jo, jeg har været der selv mange gange, i forbindelse med brud og kærlighedskriser, for eksempel.
Faktisk har jeg været i situationer, hvor jeg har været sikker på, at jeg skulle dø. Og andre gange, hvor jeg har tænkt, at jeg havde en lang vej tilbage til mit normale liv. Der synes jeg utrolig ofte, mit liv har taget mig hen, men jeg har heller aldrig været særlig god til at passe på mig selv«.
Nu har du fortalt historien om Eik. Hvad er dit næste mål?
»De sidste fire år har jeg delt mit liv mellem at arbejde i Danmark og USA. Det skal jeg fortsætte med et stykke tid endnu. Jeg skal over og lave fjerde sæson af serien ‘Banshee’ (der kan ses på HBO Nordic, red.). Det er noget helt andet derovre, især når man, som jeg, også producerer. Det er en anden virkelighed, man går ind i, og den er enormt givtig og lærerig, fordi den får dig til at kommunikere mere præcist og være mere opmærksom. Ellers går det galt.
Jeg har rigtig mange nye film i gang på vores nye selskab, Creative Alliance. Jeg har for eksempel en serie til HBO, som jeg har udviklet sammen med Anders Thomas Jensen, der hedder ‘Blood on Ice’. Det er en stort anlagt serie, der foregår i Grønland ti år ude i fremtiden, når hele jagten på ressourcerne er blevet mere etableret deroppe. Der er kinesere, englændere, amerikanere, danskere og grønlændere. Vi slæber hele verden til Grønland og fortæller en historie om de sidste ressourcer i verden«.
Hvad vil du allerhelst lave i Hollywood, hvis du helt selv kunne bestemme?
»Så ville jeg lave de film, jeg selv udvikler her i Danmark, derovre. Det er vores plan med Creative Alliance, som vi stiftede for halvandet år siden, at udvikle engelsksproget materiale fra en skandinavisk platform, og så tage dem til USA og finansiere dem. Det er det, vi gør med ‘Blood on Ice’, og det er det, vi gør på Creative Alliance med Per Flys ‘Backstabbing for Beginners’, som er en stort anlagt spillefilm. Jeg er interesseret i at bruge måske lidt under halvdelen af min tid derovre og så arbejde i Danmark resten af tiden«.
Er det ikke enhver instruktørs store drøm at få en Hollywood-karriere?
»Det var det måske for nogle år siden. Nu har jeg arbejdet meget derovre, og jeg synes, der er en stor fordel i at kunne tage hjem. Det er med til at give os noget mod. Vi har nogle fordele som skandinaviske instruktører, og en af dem er, at vi kan tage hjem, når vi vil. Vi bliver ikke bundet til systemet derovre, som på mange måder er drevet af angst. Angst for at miste jobbet, angst for ikke at få filmen. Så jeg er meget interesseret i at holde begge baner kørende«.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Paul Thomas Andersons hashtågede ‘Inherent Vice’, musikfilm-revival med ‘Steppeulven’ og ‘Whiplash og Snapchats første serie
Læs også: ‘Steppeulven’-stortalent Joachim Fjelstrup om sine syv største forbilleder