‘100 Code’
Tommy Conley (Dominic Monaghan) er kommet til Stockholm for at efterforske tre drab, der minder om mord, som har fundet sted tidligere i New York. I Stockholm parres han med den mere erfarne Mikael Eklund (Michael Nyqvist), som har besluttet sig for at stoppe karrieren for at komme tættere på sin datter.
Mødet med Stockholms første seriemorder er ikke noget, der passer ind i Eklunds kram og slet ikke som børnepasser for en rapkæftet amerikaner, der tror, at han kan kalde ham ’Mikey’.
Men kultursammenstødet i ’100 Code’, som er baseret på en roman af irske Ken Bruen, finder ikke kun sted i mødet mellem den excentriske Conley og stenansigtet Eklund. Det er også irsk-amerikansk krimis møde med nordic noir. Den nordiske krimi holder tilsyneladende aldrig op med at være det nye sort på den anden side af Atlanten, og Stockholms socialdemokratiske paradis er skildret med turistbrillerne solidt plantet på næsen, som når amerikaneren erfarer, at man ikke må dreje til højre for rødt.
Desværre er det ikke kun miljøskildringen, der er on the nose, for det samme er de optrin, som det umage makkerpar udsættes for. De to efterforskere skændes i en scene om retten til at sidde i førersædet, så også de, der hentede kaffe i scenerne forinden, forstår, at det ikke kun er bilens førersæde, der kappes om. Der males med en lidt for stor pensel, og det kunne sagtens dæmpes uden at miste format.
Det samme gælder figurerne, der er anti-helte med et anti, der ofte passer lidt for fint ind i resten af herlighederne. Det har seriens skaber, manuskriptforfatteren Bobby Moresco, før hentet en Oscar-statuette på (med ’Crash’) og den samme pestilens, om end for mindre forbrydelser, plager ’100 Code’. Kontrolfreaken Conley, der i alle henseender er landet på udebane, kan slet ikke klare, at der tales forbi ham, som når Eklunds chef skifter til modersmålet i en særligt tilspidset situation.
Kontroltabet sættes på spidsen, når han gentagne gange kaster op af dårligdom – både til søs og i luften – mens en stockholmer forhører Eklund, om Conley nu også skulle forestille at være polis? Det samme er tilfældet med hans smånationalistiske, eller i al fald horisontforladte, partner, som har sine egne sure opstød at kæmpe med. Eklund kigger med, når de mange skærme i et sikkerhedsfirma zoomer ind i samfundsborgernes intimsfære, mens han ikke aner omfanget af sin egen datters problemer. Han er den klassiske profiler, der ikke har blik for det, der plager hans allernærmeste. Det føles lidt for behændigt.
Skærgården bedrager i den forstand, at seriens første kapitel ikke formår at formulere efterforskernes indre kamp med den finesse, som er kendetegnende for nordiske krimier, når de er bedst. Måske ikke mindst fordi det er samfundskrimien, der excellerer i den henseende – enten i lidt mere magelige klæder som hos Mankell eller Marklund eller i mere end én forstand dressed to kill som i spillefilmsucceserne ’Lad den rette komme ind’ og ’The Girl With The Dragon Tatoo’. I ’100 code’ er systemkritikken forbeholdt sikkerhedsselskabet, som er i færd med at ansætte Eklund, men forhåbentlig er der udsigt til mere.
Bedst er det, når miljøet – som Gamla stan set fra toppen af rådhuset, eller naturen på de små øer – inddrages som medfortællende element. Det smøres dog ind i en større referenceramme, der ikke skal afsløres her, men som føles lidt, som om ’Criminal Minds’ er landet i Djurgården. Som en sidenote skal det bemærkes, at det er ret morsomt, når eks-hobbitten Monaghans falske rejsealias er Tom Hill – Underhill? Shire, Baggins? – men det lapper ikke helt på noget i det større billede.
Kort sagt:
Mens Alfredsons og Finchers film er en form for new nordic i Nordens krimikøkken, er ’100 Code’ en noget mere kaloriemættet størrelse. Kranturene i Stockholm er ubetingede highlights, men en tramp stamp, der forestiller en drage, er stadig bare en tramp stamp. Morescos serie indeholder den rette dosis af ubalance til at bære et langt mere underspillet drama, men i seriens indledende afsnit er figurtegningerne alt for hårdt trukket op.