Kapitel 1: Optakt
»Min agent ringede, mens jeg stod i Matas. Det var tre uger siden, jeg havde lavet en e-casting hjemme i stuen. Det havde været helt surrealistisk bare at få castingen, og nu var rollen min dér på stedet. Heldigvis slap jeg for en ekstra livecasting. Dem har jeg ikke lavet ret mange af, og jeg er ikke specielt god til det. Jeg bliver for nervøs, og det er svært at føle sig helt sikker, når det ikke er ens eget sprog.
Jeg sagde i mange år, at udlandet dét gad jeg ikke. Jeg har sgu altid været lidt langsommere end Mads på det punkt. Jeg er også glad for, at det er sket så sent i mit liv, for jeg havde nok ikke haft lige så godt tjek på det tidligere. Men jeg var begyndt at køre sur i teatret. Det blev lidt repetitivt at stå på den samme scene aften efter aften, og jeg havde brug for at udfordre mig selv. Se om jeg kunne«.
Kapitel 2: Putin, Petrov og Pussy Riot
»Et par dage efter opkaldet fik jeg en sprogcoach, Adrienne Nelson, som jeg skypede med hver dag. Jeg skulle ikke bare have en russisk accent på plads, jeg skulle også snakke russisk, og dét er fandme svært. Jeg går sikkert mere op i, om det lyder helt rigtigt end de fleste seere, men sådan er skuespillere så underlige. Hvad er det, der får en skuespiller til at flytte ind i en skraldespand, fordi han skal spille spritter? Det er jo noget med at skabe en sikkerhed for sig selv. Djævlen ligger som bekendt i detaljen.
Det er klart, at der er nogle Putin-paralleller i rollen, men jeg synes, der er flere afvigelser end sammenfald. Det var i hvert fald dem, jeg ledte efter, for en imitation ville være dødkedelig. Putin er lidt mere bidsk og ikke så suave og verdensmandagtig som Petrov.
Det er en serie, der hele tiden danser rundt om virkeligheden uden nogensinde at påstå at være autentisk. Alt det med ’Pussy Riot’ skaber et metalag, som næsten gør det mere urealistisk, for hvor sandsynligt er det lige, at de ville sidde med ved det bord? Men det var alligevel uhyggeligt, hvor tæt på vi kom med Krim-krisen. Vi var lige ved at være færdige med optagelserne, da det hele brød ud. Det var jo sindssygt. Det var nærmest en drejebog til det, vi lige havde spillet!«
Kapitel 3: Spejlbilledet af Frank Underwood
»Jeg skelede faktisk mere til Medvedev og Lavrov. Også fordi Putins engelsk er forfærdeligt, det ville tage mig 20 episoder at komme igennem alle mine replikker, hvis jeg skulle tale som ham. Vi byggede først en noget tykkere accent op, som vi gradvist måtte nedtone, for scenerne har et vist tempo, og det duer ikke, hvis du hænger i replikkerne på grund af accenten.
Petrov skulle være en modstander, som Frank på ingen måde kunne udspille. Han fejer spillebrættet af bordet og laver helt nye regler. No bullshit. Han køber ikke al maskineriet, og der er ingen, der kan sætte Frank på plads som ham. Det er, fordi han kender Frank ud og ind. De er to alen af ét stykke, nærmest hinandens spejlbilleder. I virkeligheden kan han jo skidegodt lide den der ruthlessness, som Frank har.
De magtkampe og én-mod-én-scener var de sjoveste. Der er et tidspunkt, hvor der står et surfbræt imellem dem og ligner en pik, og det er jo to drenge, der sidder og måler. Så små er de også«.
Kapitel 4: Spaceys guldøjeblikke
»Jeg mener det virkelig, når jeg siger, at det føltes som skjult kamera, da jeg stod der første gang. Det er så stort det hele – hele Det Hvide Hus er bygget én til én. Men den benovelse er der ingen, der kan bruge til en skid. Og det, der forbavser én, er, at så snart kameraerne ruller, er det det samme arbejde. Det er næsten nemmere, fordi det er så velskrevet, og dine medskuespillere er så gode. Alle kan bare det lort, og der er ingen primadonnanykker. Det er bare seriøse, hårdtarbejdende mennesker. Sådan som jeg godt kan lide det.
Jeg ved ikke, om jeg føler mig mindre værd end de andre spillere, men jeg føler i hvert fald, at jeg skal suge til mig. De fleste skuespillere falder ind og ud i løbet af optagelserne, så at sidde over for en mand som Kevin Spacey, der kun kreerer guldøjeblikke… hold kæft, hvor jeg lærer. Alt, hvad han laver foran et kamera, kan bruges. Og uanset, hvad jeg gjorde, så greb han det og brugte det til noget. Vi læste scenerne ens. Måske er det, fordi vi begge har teaterbaggrund og kan læse scenerne analytisk. For det sker altså ikke hver gang, at pladen snurrer helt uden hak«.
Kapitel 5: En mærkelig starut
»’House of Cards’ er selvfølgelig også lige lidt bedre skrevet, og det tror jeg blandt andet er, fordi det ikke foregiver at være realistisk. Herhjemme skal det altid være så naturalistisk som muligt, og så snart man afviger en lille smule, bliver folk sure. Tag Christopher Walkens lange monolog i ’Pulp Fiction’ om at gemme et guldur oppe i røven. Herhjemme ville man ryste på hovedet og sige, at så langt og elaboreret er der aldrig nogen, der taler uden pause. Man diskonterer en masse muligheder ved at være så bundet på naturalisme.
Vi kan godt lære lidt af amerikanerne herhjemme. Det er interessant, hvad de har gang i med de amoralske karakterer, og så kunne det være fedt at se, hvad man fik ud af at have en showrunner, som er til stede hele tiden og står med det overordnede ansvar. Nogle gange står man jo ude på en optagelse og prøver at få telefonforbindelse til en forfatter på den anden side af kloden.
Jeg har i hvert fald fået sulten til at lave noget mere af det her. Nu er jeg jo så lang og mærkeligt bygget, og det kan både være en fordel at se lidt underlig ud, men det afskærer mig sikkert også fra mange roller. Jeg ser, hvad der kommer. Men jeg er ikke færdig med teater eller med at spille på mit eget sprog, så forhåbentlig kan jeg kombinere det hele. Jeg vil bare gerne fortælle gode historier og lave gode figurer«.
Læs også: Danske skuespillere i internationale serier – Vi uddeler karakterer på tolvskalaen
Læs også: ‘House of Cards’ sæson 3 / Anmeldelse