CPH PIX: ‘Hungry Hearts’

CPH PIX: ‘Hungry Hearts’

Naturen har indrettet os sådan, at når man bliver forælder, oplever man en form for jeg-degradering: Jeg er ikke længere det vigtigste i mit liv, det er mit barn. Og gudskelov for det. Alligevel stiller filmen ’Hungry Hearts’ det næsten ubærlige spørgsmål: Kan kærligheden blive for stor?

Jude (Driver) og Mina (Rohrwacher) møder hinanden, da de bliver låst inde på et toilet, hvor han lige har overskidt kummen. Det er en hysterisk morsom, næsten romantisk scene, fordi ’Girls’-stjernen Driver, der må regnes blandt sin generations mest alsidige skuespiltalenter, afvæbner den prekære situation med sin drengede charme.

De flytter sammen, hun bliver gravid, de bliver gift og får et barn, mens man begejstres over, hvor simpelt det er at fortælle en god historie, når blot karaktererne føles så ægte, som det er tilfældet her.

Og så sker skiftet. Hvad der indledningsvist fremstår som en forhøjet følsomhed i Minnas afpillede, pigeagtige figur, slår klik efter fødslen. En drøm hjemsøger hende. Hun bliver sygeligt overbeskyttende, barnet underernæres og vanrøgtes, så det nærmer sig Medea-stadiet. »Hvorfor stoler du ikke på mig?« spørger hun en sagesløs Jude med bedende øjne. Hendes intentioner er gode, konsekvenserne gruopvækkende.

Saverio Costanzos film skifter på elegant vis fra quirky komedie til et psykologisk mareridt à la ’Antichrist’ og ’Rosemary’s Baby’, hvor de kvindelige hovedkarakterer også vakler mellem sympatiforlangende depression og ildevarslende vanvid.

I ’Hungry Hearts’ forklares årsagen til Minas mentale brist dog ikke, men der antydes et omsorgssvigt i barndommen, som siver ud i et paranoidskizofrent forhold til kød, mobiltelefoner og snavs. Mest fatal er dog den snigende underernæring (som hun giver videre til sit barn), der nærmer sig det anorektiske.

Stilistisk er ’Hungry Hearts’ opfindsom, men dens brug af vidvinkelbilleder i close-ups har en tendens til at frustrere en smule, da det bruges inkonsekvent. Musikken er skizofren (hvilket ganske givet er intentionen), men i elementer også grænsende til det lidt for påtrængende. Selve fortællingen, der udfolder sig i statiske, episodiske scener, står nemlig tindrende klart i sig selv.

I øvrigt: Overvej en ekstra gang, om du skal se denne film, hvis du skal til at være mor. Jeg forestiller mig, at konsekvenserne kan være decideret uoverstigelige!

Læs også: CPH PIX – Fem små perler med store stjerner, du skal se under festivalen

Spillefilm. Instruktion: Saverio Costanzo. Medvirkende: Adam Driver, Alba Rohrwacher, Roberta Maxwell. Spilletid: 109 min.. Premiere: Vises under CPH PIX 13. april (Empire), 16. april (Grand Teatret) og 20. april (Gloria)
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af