CPH PIX: ’Reality’

CPH PIX: ’Reality’

En kolos af en kjoleklædt mand – spillet af den kulsorthumoristiske komiker Eric Wareheim – ringer på en ældre herres dør og spørger ham, om han ejer huset. Ja, svarer han, hvorefter cross dresseren fornærmet udbryder: Hvad rager det mig?

Quentin Dupieux’ ’Reality’ er så umanerligt underlig, at man flere gange fristes til at spørge om det samme: Hvad rager det os? Vi er i et univers, hvor vildsvin sluger hele videobånd, hvor fesne filmproducenter snigmyrder surfere fra lang afstand, og hvor filmskrig i Wilhelm-klassen belønnes med Oscar-statuetter.

Det kan bedst beskrives som en splejsning af ’Inception’ og ’Ed Wood’ instrueret af David Lynch.

Galskaben tager form, da en lille pige finder et videobånd i et vildsvins indvolde. Pigen viser sig at være hovedperson i en højrøvet arthouse-instruktørs virkelighedsfordrejende eksperimentalfilm. Filmen er produceret af en slibrig studiechef, som også finansierer en kameramands outrerede b-filmgyser (om morderiske tv-skærme!). Og Jon Heder (’Napoleon Dynamite’) hoster tv-historiens sløveste kokkeprogram i et kradsende rottekostume.

Det lyder kun halvt så underligt, som det i virkeligheden er.

Dupieux har gjort karriere i denne form for sært søvnige mindfucks i grænselandet mellem drøm og virkelighed, og i ’Reality’ brændes alle ledetråde til en højere mening, før de overhovedet er kastet ud. Man sporer en kærlighed til b-film her, konturerne til en Hollywood-kritik dér, ligesom der er rigeligt med referencer til filmnørderne med nik til ’Lost Highway’, ’Poltergeist’ og Dupieux’ egen filmografi undervejs. Men snarere end fuldbyrdede pointer er der tale om isolerede ingredienser i en sammenkogt gryde af skæve påfund.

Det smager grimt i starten. Efter en sanselig indledning, hvor det videobåndspisende vildsvin henrettes af en skarpskytte, fortaber filmen sig i sin egen surrealisme i en serie af alenlange, åndede dialoger, der understreger, at grænsen mellem det absurde og enerverende kan være forsvindende tynd. Sætninger gentages i det uendelige, karakterer taler i tåger, og akavede stilheder hober sig op, mens Dupieux mest af alt udstiller sin manglende evne til at skrive morsomme replikker.

Men hvor ’Reality’ halter i de stillestående, dialogtunge passager, stråler den i det frenetiske overdrev.

Da virkeligheds- og drømmeniveauerne først flettes i en sindrigt konstrueret labyrint (uden løsning!), får filmen luft under vingerne som en eskapistisk forlystelse i underbevidsthedens syrede krinkelkroge. Hvad Dupieux savner i komisk tæft, har han i filmisk begavelse, og til lyden af Philip Glass’ foruroligende tema springer han mellem fortid og fremtid, drøm og virkelighed, som eksisterede distinktionerne ikke.

Som da kameramanden ser sin film på det store lærred, inden han overhovedet har skrevet manuskriptet og bagefter ringer til sit fortidige jeg – der sidder i møde med filmens producer… i en skov – og beder ham om at kassere filmen. Den var dårlig, lyder det knastørt over telefonen.

Da han senere lader sig indlægge på et sindssygehospital og lyksaligt konstaterer, at han har mistet forstanden, tænker man: Join the club! Det har slået klik på den fede måde.

Man kan indvende, at Dupieux’ virtuose jonglering med virkeligheds- og drømmelagene blot er en undskyldning for at forøge antallet af barokke optrin, men det befriende ved ’Reality’ er, at den aldrig påstår andet. Trods det heftige abstraktionsniveau er det en vidunderligt uprætentiøs film.

Hvad det hele egentlig rager os, ved jeg dog ikke.


Kort sagt:
Efter en sløv start skruer ’Reality’ op for tempoet og tæppebomber os med myriader af mindeværdige what the fuck-øjeblikke i grænselandet mellem mareridt og virkelighed. Det giver ingen mening, men det er temmelig underholdende.

Læs også: CPH PIX – Amerikansk indie-film, når det er bedst

Læs også: CPH PIX – Fem små perler med store stjerner, du skal se under festivalen

Spillefilm. Instruktion: Quentin Dupieux. Medvirkende: Alain Chabat, Jon Heder, Eric Wareheim, Jonathan Lambert, Kyla Kennedy. Spilletid: 95 min.. Premiere: Vises under CPH PIX 9. april (Cinemateket), 14. april (Palads) og 21. april (Gloria)
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af