CPH PIX: ’Top Five’
»Your life is not a very good script«.
Sådan lyder en kontant, tough love-bemærkning til instruktøren bag – og emnet for – en af verdens bedste dokumentarfilm, ‘David Holzman’s Diary’. Og når man ser Chris Rocks selvbiografiske, selvironiske, selvforfattede og selvinstruerede metafilm ’Top Five’, ville man ønske, at der var én af hans venner, som havde turdet sige det samme, råt for usødet.
For selvom det er underholdende at blive ført bag facaden på Rocks egen kendistilværelse og se ham spidde den overfladiske showbiz, som omgiver ham, så bruger han alt for meget tid på kedelig eksposition, unødvendige forholdsforviklinger og lange flashbacks, der ikke fungerer.
‘Top Five’ følger skuespilleren Andre Allen (spillet af Rock, hvem ellers), der trods sin titel som ’The funniest man in America’ har mistet lysten til at lave sjov. Forgæves forsøger han at træde ud af rollen som klassens klovn og fyren, der er inde i Hammy The Bear (en politibjørn, der er del af en succesfuld tv-franchise) og i stedet høste anerkendelse som en seriøs kunstner.
Som led i sin karrieremæssige transformation instruerer Allen et værdigt, historisk drama, ‘Uprize!’, om slaveoprøret på Haiti. Men det bedste plakatcitat hans tunge værk høster er »interesting« (som ifølge Allen selv er det ord, anmeldere bruger, når de ikke har noget positivt at sige), og han er tvunget til at se i øjnene, at ingen giver en fuck for hans humorforladte politiske vækkelse.
I sin svælgen i kunstnerisk krise og eksistentiel malaise minder ‘Top Five’ ikke så lidt om Woody Allens ‘Stardust Memories’, men Rock formår alligevel at gøre fortællingen til sin egen ved at lade den udfolde sig i en specifik, afroamerikansk kontekst og krydre den dystre grundstemning med veloplagt, upbeat ping pong-dialog og en række dybt åndssvage digressioner, som blandt andet involverer en tabasco-gennemvædet tampon, der bliver sat op i anus, og DMX, der synger Chaplins ‘Smile’.
Det bedste ved ‘Top Five’ er dog, hands down, de tilbagelænede walk and talk-stunder mellem Allen og New York Times journalisten Chelsea Brown (Rosario Dawson), hvor de vender alt fra yndlingsrappere (titlens top five) til fortidige alkoholpræferencer og -problemer og Allens konspirationsteori omkring premieredatoen for ’Abernes planet’ og mordet på Martin Luther King.
Der er en umiddelbarhed og naturlig kemi til stede i scenerne mellem Rock og Dawson, der gør, at man langt hen ad vejen tilgiver filmens mange sidespor, påklistrede Askepot-plot og udeblivende punchlines. Og når Rock løsner tøjlerne og tillader sit stjernespækkede cast at gå off script er ‘Top Five’ fantastisk.
Men som helhed fremstår filmen desværre lidt som et fortænkt standup-set: Man ved fra start af, hvor det fører hen, og hvornår det er meningen, man skal grine.
Kort sagt:
I ‘Top Five’ lægger Chris Rock sine zebra- og æseldage bag sig og indtager rollen som sit alter ego Andre Allen med en god portion selvironi og ærlighed. Men selvom Rock og Rosario Dawson bringer det absolut bedste frem i hinanden, så er resultatet kun en middelmådig romcom.
Læs også: Alt om CPH PIX
Læs også: Amerikansk indie-film, når det er bedst