‘Kurt Cobain: Montage of Heck’
Brett Morgen stod bag The Rolling Stones-dokumentaren ‘Crossfire Hurricane’ og har nu tegnet et rigt facetteret billede af Kurt Cobain – kronologisk fortalt med intime super 8-optagelser fra hans barndom og senere livet som ægtemand og far. Naturligvis krydret med fortællingen om Nirvanas transformation fra lokale punkrødder til et af verdens største rockbands.
Adgangen til de private Cobain-arkiver har tidligere været underlagt Courtney Loves kontrol. Offentlighedens billede af hende som en intrigant og kalkuleret star fucker, der udnyttede en talentfuld og sårbar mand, får her et klædeligt nuanceret modspil, og man mærker tydeligt kærligheden mellem 90’ernes John & Yoko i usminkede hjemmevideo-optagelser.
Sammenlignet med de gængse MTV-moments og hektiske krydsklip til Nirvanas voksende succes bliver filmen virkelig vedkommende i disse intime sekvenser. Rockstjernen Cobain er skildret et utal af gange, men når man ser en hengiven far få sin datter til at grine og en forelsket mand tumle rundt med sin kone, bliver ‘Montage of Heck’ en særlig og rørende filmoplevelse.
Vi oplever forældrenes skilsmisse forandre den niårige, glade og tillidsfulde dreng. Faren Don lader primært sin hustru, stedmoderen Jenny, føre ordet (»Kurt var så fyldt med smerte, fordi han følte sig afvist«). Her er tydeligvis en far, hvis spidskompetencer ikke ligger i at formidle de store følelser. Omvendt udtrykker moderen Wendy inderlig bekymring for sin voksne søn, efterhånden som hun bliver vidne til hans berømmelse og heroinmisbrug.
Som det fremgår af Cobains dagbogsnoter, havde han for vane at dokumentere alt, der optog ham, i metaforiske og selvreflekterende stream-of-consciousness-skriblerier akkompagneret af surrealistiske illustrationer. Brett Morgen anvender denne guldgrube effektfuldt og har ladet Stefan Nadelman og Hisko Hulsing kreere animerede sekvenser, så vi nærmest får serveret en fiktiv fremstilling af Cobains teenageår som outsider og kunstnerspire.
De sætter en tyk streg under, hvorfor han her 21 år efter sin død stadig er en fascinerende skikkelse.
Lydsiden bidrager også til filmens personlige tone og understreger Cobains format som sangskriver af høj klasse. Vi får serveret en række originale omarrangementer af Nirvanas sange, heriblandt en dramatisk kor- & pianoversion af ‘Smells Like Teen Spirit’ og en vuggevise-agtig ‘All Apologies’ fremført på glockenspiel.
’Kurt Cobain: Montage of Heck’ skræller lagene af den mytologiserede ikondyrkelse og fremstiller et komplekst og plaget, men i perioder også lykkeligt menneske. Filmens stringente kronologiske fokus gør fremdriften forudsigelig for Nirvana-fans, men det er en mindre anmærkning mod en stærkt bevægende og vellykket dokumentar.
Den danske premiere på filmen præsenteres i samarbejde med Soundvenue.
Læs også: 10 årsager til Kurt Cobains legendestatus