’Veep’ – sæson 4

Vi finder Selina Meyer (Julia Louis-Dreyfus) og resten af staben lige der, hvor vi forlod dem ved afslutningen på tredje sæson af ’Veep’: I Det Hvide Hus på et præsidentielt wildcard, der potentielt kun holder et par måneder.

Og præcis som altid er alting en krise waiting to happen med samme mængder gemen backstabbing og generel røvhulsadfærd som sædvanligt. Og netop som i sidste sæson spænder kriserne fra de mindre til de større: Fra at det ene billede, Selina vælger at udskifte i The Oval Office (»det er vist fra Picassos mørkeste periode«), er det eneste native american-værk i hele Det Hvide Hus, til en veritabel mellemøstkrise, da Selina fejlagtigt fyrer den forkerte medarbejder på grund af et navne-fuck-up. Alt er med andre ord ved det gamle.

Men nogle gange er intet nyt fra The West Wing faktisk godt nyt, og fjerde sæson er lige så rap i replikken som de forrige – vittighederne lige så fuldendte. Tag bare øjeblikket, da Selina skal på talerstolen efter en sag om overvågning, og musikken, der akkompagnerer hende, er Polices ’Every Breath You Take’, hvor hver eneste linje vel at mærke ender i ordene »I’ll be watching you«.

Egentlig brillerer fjerde sæson ved at være en lille bitte smule mere decideret politisk modig end sine forgængere. Og det klæder serien at svinge sig op på et niveau, hvor man godt tør involvere betændte udenrigspolitiske emner som tilbageholdelsen af en amerikansk journalist i Iran. Med talrige vittigheder om minus-alkohol og plus-atomvåben som følger.

Det gør nemlig serien lidt sjovere for en europæer som undertegnede med begrænset viden om amerikansk indenrigspolitik/-polemik, at kriserne denne sæson i højere grad er internationale, fordi Selina nu er præsident.

Men først og fremmest skal man altså – stadig – se ’Veep’, fordi tempoet er skidehøjt, fordi jokesne hurtigere end Jonahs op- og nedture (Timothy Simons er – hurra! – tilbage på Selinas fløj i denne sæson… så længe det varer), og fordi Louis-Dreyfus er helt formidabelt nedrig som Selina, der måske/måske ikke glemmer sin datters fødselsdag og alligevel ikke mener, at Gary kan noget som helst. Hvortil Gary hvisler ud mellem tænderne, at »jeg er din kalender, din Google, din Wilson the Volleyball«.

Gary får i det hele taget lov at fylde ekstra denne sæson, hvilket er særligt sjovt, da han går shop-amok og indkøber borddekorationer for en lille formue til en præsidentmiddag med sparefokus (»hvem tror du, du er? Gary Antoinette?«).

Men også resten er teamet brillerer: Både Ben og Mikes gammel-tørre ironi og Kents helt robotagtige mangel på samme spilles endnu mere i forgrunden denne sæson.

Hvorfor lave om på en opskrift, der fungerer?

Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.

Læs også: Julia Louis-Dreyfus’ komiske talent i syv etaper