CPH PIX: ‘White Bird in a Blizzard’
Ja, teenidolet Shailene Woodleys (’En flænge i himlen’, ’Divergent’) forsøg med at sige »fucking« og vise sine »amazing tits« er et kalkuret flop, og nej, titlen er ikke filmens svageste metafor.
’White Bird in a Blizzard’, der er baseret på Laura Kasischkes roman af samme navn, er en sært frustrerende oplevelse. For selv om instruktør Gregg Arakis 11. spillefilm hovedsageligt fremstår som en debutelefant i en glasbutik (nå ja, apropos halvkvædede metaforer), så rummer den også en momentvis pastelfarvet og kitschet skønhed.
Kat (Woodley) er 17 år, da hendes mor (en overspillende og fejlcastet Eva Green) forsvinder sporløst. Kat, der hedder Kat, fordi hendes mor hellere ville have haft en kat end en datter, begynder at drømme så symboltykke drømme om døde mennesker og sne, at selv Freud ville være stået af.
Hun begynder at date en weltschmerzramt politimand (Jane), der har været vidne til en masse »bad shit«, og så bliver Kats far (Meloni, der er glat som en ål) mistænkt for moderens forsvinding. Mens Kat finder ud af, at kælderens kummefryser er låst.
Begivenhederne udspiller sig af uransagelige årsager mellem 1988 og 1991. Soundtracket og tøjstilen er nostalgisk dragende, men det ændrer ikke på, at den historiske fundering virker irrelevant. Depeche Mode-sangen ’Behind the Wheel fra 1987’ er tilsyneladende kun med, fordi den er god.
Filmen er fortalt af en af de mest overforklarende voice-overs, man har set, og flere dialogscener er filmet i en slags POV, som ville være dumpegrund i gymnasiets mediefag. Centralt står en række psykologsamtaler, som Kat modvilligt frekventerer, og herfra transporteres tilskueren tilbage i flashbacks, som Kat allerede har fortalt os om via sin psykolog.
Når filmen ikke skraber den absolutte bund, skyldes det dog trods alt disse tilbageblik, der adskiller sig æstetisk fra hovedhistorien i sin insisteren på at være prismet gennem Kats fortidsforelskelse. Det virker raffineret, da filmen netop her tager pis på sin egen leflen for klichéen.
Det ændrer dog ikke på, at det hele virker som en hul fortælling om det onde i mennesket og en ung skabelonfigurpiges hang til ’Fifty Shades of Grey’-agtig erotik.
Læs også: CPH PIX – Amerikansk indie-film, når det er bedst