Dagens syretrip
Inden for 10 minutter af ’The Tale of Tales’ har John C. Reillys barokkonge iklædt sig dykkerudstyr, svømmet ned på havbunden og spiddet et mytisk søuhyre for at servere dets bankende hjerte for sin ufrugtbare kone, Salma Hayek, så hun kan få skænket sit første barn.
Hayek smæsker det store, blodige hjerte i sig ved det royale spisebord, og kom så ikke her og sig, at de fisefornemme film på verdens vigtigste filmfestival i Cannes er røvsyge langtrækkere!
’The Tale of Tales’ er med til at skyde årets hovedkonkurrence i gang. Garrone slog igennem med det realistiske mafiadrama ’Gomorrah’ i 2008, og ’The Tale of Tales’ kunne nærmest ikke være mere forskellig. Her syrer italieneren endnu mere ud end i ’Reality’ fra 2012 om en fisker, der bliver mere og mere overbevist om, at hans liv er et reality-show.
I hans nye film befinder vi os i en grotesk barokverden af forskruede konger, dronninger og prinser, og med tre separate fortællinger dykker historien ned i eventyrlige fortællinger a la Brødrene Grimm møder ’Dekameron’. Toby Jones spiller en majestæt, der bliver besat af en loppe, som efterhånden vokser sig på størrelse med en fuldvoksen pattegris (!). Og Vincent Cassels horebuk af en konge lader sig forføre af en mystisk almuekvindes skønsang, uvidende om at den tilhører en rynket gammeljomfru, der sammen med sin søster plotter snedigt for lidt flirt med en vaskeægte kongelig.
Det er absurd, eventyrligt og uhyggeligt med vanskabningskæmper og grumme uhyrer, og mens den første akt giver løfter om absurdistisk storhed, ender filmen højst som en underholdende, momentvist blændende oplevelse uden nogen åbenlys rød tråd. Garrone er ekspert på menneskers forvrængede illusioner, men hvad der har tiltrukket ham til denne eventyr-segmentfortælling ud over en imponerende sirligt udført scenografi, er et rigtigt godt spørgsmål.
’The Tale of Tales’ er ’Game of Thrones’ på lsd, ’Holy Motors’ møder H.P. Lovecraft. Men ikke noget stort værk i sig selv.
Dagens Coen-noncomment
Det er ingen ringere Joel og Ethan Coen, der sidder for bordenden af juryen, som om 10 dages tid skal uddele årets prestigiøse Guldpalme. Coen-brødrene bød onsdag pressen velkommen, og som den slags pressemøder nu engang ofte er, var det spækket med høflighedsfraser og jokende ikke-svar.
Coen-brødrene understregede, at de er glade for at besøge festivalen, og at de ser frem til at se en masse gode film. Well, duh. Men ok, hvad skal de sige? Joel Coen udtalte skælmsk, at han faktisk ikke rigtigt ved, hvad Ethans filmsmag er: »Vi taler ikke om det, så det bliver en meget oplysende oplevelse for mig«, bemærkede han tørt, mens Jake Gyllenhaal jokede, at juryen allerede var splittet op i en Joel- og i en Ethan-gruppe med reference til det usædvanlige forhold, at der er to juryformænd.
Så længe brødrene, der selv vandt Guldpalmen for ’Barton Fink’ i 1991, vælger den rigtige vinder, er alt godt. I deres fellowship of the palm har de blandt andre Guillermo Del Toro, Jake Gyllenhaal, Xavier Dolan og Sienna Miller.
Dagens åbningsdilemma
Verden går under, »not with a bang, but with a wimper«, skrev T.S. Eliot i et legendarisk digt, der meget vel kan have rumsteret i baghovederne på festivalledelsen, da de skulle beslutte, hvordan de skulle skyde årets festival i gang.
De seneste år har der været tradition for storstilet Hollywood-glamour, men åbningsfilm som ’The Great Gatsby’ og ’Grace of Monaco’ har gjort ondt på Cannes’ kunstneriske integritet, og det giver derfor mening, at festivalen i år har ønsket at gå andre veje.
Desto mere kan det dog undre, at valget er faldet på en film, der både mangler glamour og kvalitet. Franske Emmanuelle Bercots ’La Tête Haute’ (’Standing Tall’) er en light-udgave af Xavier Dolans mesterværk ’Mommy’, en halvkvædet og repetitiv historie om en socialt belastet teenager, som gang på gang svigter de chancer, systemet giver ham.
Cannes-festivalen er år efter år under heftig kritik for at være underrepræsenteret på kvindelige instruktører, og valget af ’La Tête Haute’ må tilskrives et ønske om at kompensere for den statiske skævvridning med markant symbolpolitik – i tilgift til den hjemmebanefordel, en fransk film utvivlsomt har i denne sammenhæng.
Årets Cannes kom i gang, not with a bang, but with a wimper. Men festfyrværkeriet skal nok komme. Stay tuned.
Hver dag opdaterer vi med vores bud på, hvem der er Guldpalme-favorit i dette øjeblik.
Guldpalmefavorit dag 1: ‘The Tale of Tales’ (Matteo Garrone)
Læs også: Alt om Cannes Film Festival