Cannes-festivalen: Her er filmene, vi slet ikke kan vente med at se

Det er nærmest umuligt kun at pege på 10 lovende film fra verdens vigtigste filmfestival, der starter på onsdag. Men med kniven for struben falder valget på disse.

yelchin poots

 

10. ’Green Room’

Med forrige års originale, meget realistiske take på hævnthrilleren, ’Blue Ruin’, skrev Jeremy Saulnier sig øjeblikkeligt ind i bogen over de mest lovende amerikanske indie-instruktører. Filmen vendte op og ned på de velkendte genregreb og præsenterede et foruroligende portræt af en mand, der er gået til grunde af hævntanker oven på mordet på sine forældre.

Saulnier følger nu op på successen. ’Green Room’ er udtaget til Director’s Fortnight, en serie der kører parallelt med det officielle konkurrenceprogram, og ligner endnu et forfriskende bud en gennemtærsket genre.

Filmen handler om et punkband, der efter et mord under deres koncert spærres inde backstage. Her kæmper de for livet mod en gruppe skinheads, der vil alle til livs. Talenterne Anton Yelchin og Imogen Poots er på rollelisten i det, der lyder som en heftig horrorthriller og en værdig opfølger til ’Blue Ruin’.

carol1

 

9. ‘Carol’

Hele otte år er det gået, siden den amerikanske auteur Todd Haynes lavede sin seneste film, ’I’m Still Here’, hvor fem-seks forskellige skuespillere gestaltede forskellige sider af Bob Dylan.

Imens har Haynes instrueret tv – først og fremmest HBO-mesterværket ’Mildret Pierce’ – men nu er han tilbage med ’Carol’, hvor han gentager samarbejdet fra ’I’m Still Here’ med Cate Blanchett. Hun spiller en gift kvinde, Carol Aird, der indleder et forhold til en yngre, ulykkelig butiksansat, Therese (Rooney Mara), i 50’ernes New York.

Det lyder umiddelbart som en film, der ligger fint i forlængelse af Haynes’ forkærlighed for at skildre borgerskabets kvælende konventioner, som han har gjort i sublime film som ’Safe’ og ’Far from Heaven’. Forhåbentligt er ’Carol’ ventetiden værd!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Dope’

Det er castet og hypen, der gør, at vi tillader os at have skyhøje forventninger til Rick Famuyiwas fjerde film. ’Dope’ er nemlig allerede blevet vist på festivaler i USA, hvor den har fået særdeles pæne ord med på vejen, og så har den et usædvanligt interessant ensemble af skuespillere med ASAP Rocky og talenter som Shameik Moore, Tony Revolori (’The Grand Budapest Hotel’) og Kiersey Clemons (’Transparent’).

Filmen handler om Malcolm (Moore), der bor i en plaget Los Angeles-bydel, men prøver at holde sig på dydens smalle sti. Han er en nørd, men pludselig får han chancen for at få lidt mere street cred hos ghettoens hårdkogte slæng, hvoraf ASAP naturligvis er iblandt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Amy’

Asif Kapadias dokumentarfilm om Amy Winehouse har allerede vakt kontroverser, da den afdøde sangerindes familie har taget afstand fra filmen – formentlig fordi de selv bliver portrætteret lidet flatterende.

Kritikken behøver slet ikke være et dårligt tegn, for den kan antyde, at filmen ikke er et tendentiøst glansbillede. Folkene bag har snakket med hundredvis af kilder, og Kapadia har tidligere stået bag den rørende ’Senna’ om en anden tragisk afdød stjerne, Formel 1-mesteren Ayrton Senna.

’Amy’ kan meget vel lægge sig perfekt i slipstrømmen på velskabte musikdokumentarfilm fra nyere tid som ’Kurt Cobain: Montage of Heck’ og Nick Cave-filmen ’20.000 dage på jorden’.

portman

 

6. ’A Tale of Love and Darkness’

Det er altid forbundet med en blanding af fryd og ængstelse, når en stor skuespiller debuterer som instruktør. Sidste år flunkede Ryan Gosling fatalt med ’Lost River’, og i år er det så Natalie Portman, der gør forsøget med ’A Tale of Love and Darkness’.

Filmen lyder som et ambitiøst projekt, baseret på Amos Oz’ selvbiografiske bestseller af samme navn. Den handler om Oz’ ungdom i staten Israels tidlige år og har således et udtalt politisk lag, samtidig med at den fokuserer intimt på hans forhold til hans mor og hans spæde begyndelse som forfatter. Portman har selv en rolle som Amos Oz’ datter.

Portman fik rettighederne til bogen for fem-seks år siden, og Oz har bistået med manuskriptet. Filmen vises ved en special screening uden for det officielle konkurrenceprogram, hvilket kan betyde, at den modtages med lidt mere nådig hånd end Goslings debut, der indgik i underkonkurrencen Un Certain Regard.

dheepan

 

5. ’Dheepan’

Jacques Audiard er en af Europas store auteurs. De lovende ’Blodrøde læber’ og ’Det slag mit hjerte sprang over’ blev fulgt op med hovedværkerne ’Profeten’ og ’Smagen af rust og ben’, der begge kombinerer en rå virkelighedsskildring med et stærkt lag af poesi.

Noget lignende kunne meget vel gøre sig gældende med Audiards nye film. Denne gang tager han springet til Sri Lanka under borgerkrigen, hvor han følger en tamilsk frihedskæmper, Dheepan, der kommer til Frankrig som flygtning. Her mødes han af en svær tilværelse, der åbner fortidens sår. Det lyder således, som om Audiard er mere direkte samfundskritisk end tidligere. Forhåbentligt viser det sig at være en god ting.

LovePoster-crop

 

4. ’Love’

Det vil være højst overraskende, hvis Gaspar Noés nye film ikke bliver årets store samtaleemne under festivalen – og som minimum den mest provokerende oplevelse.

De første billeder og plakater har antydet en affære så seksuelt eksplicit, at Lars von Triers ’Nymphomaniac’ ligner en tildækket klosterfilm til sammenligning. Og instruktøren bag den uforglemmelige ’Irreversible’ og det dristige formeksperiment ’Enter the Void’ er da også kendt som Europas enfant terrible nummer ét, så man er slet ikke i tvivl om, at han har lysten og formatet til at gå hele planken ud.

’Love’ handler om Murphy, hvis kone er forsvundet. Gennem en enkelt dag tænker han tilbage på deres hede og dramatiske kærlighedsforhold. Noé arbejder altså igen med forskudte virkelighedsplaner, og så har han selv beskrevet filmen som en coming of age-film, der både skal gøre kvinder og mænd seksuelt opstemte. Det lover da sådan set meget godt.

sea of trees

 

3. ’The Sea of Trees’

Gus Van Sant har en sjælden evne til at skifte mellem populær, traditionelt fortalt feelgood (’Good Will Hunting’) og originale formeksperimenter (Guldpalmevinderen ’Elephant’, ’Paranoid Park’).

Hans nye film lyder som en interessant blanding af det ligefremme og det dystre. Matthew McConaughey spiller Arthur Brennan, der rejser til Japans Aokigahara-skov, hvor folk kommer for at overveje livet og døden – og mange for at begå selvmord.

Her møder Arthur japaneren Takumi (Ken Watanabe), som han sætter sig for at redde, og måske han gennem interessen for et andet menneske også kan redde sig selv?

Efter sit forrygende comeback er McConaughey lige nu i fare for at blive en parodi på sin egen djærve texanske facon, men ’The Sea of Trees’ lyder som lidt af en sværvægterrolle, der meget vel kunne bringe ham tilbage i Oscar-søgelyset. Samtidig lyder det som Van Sants mest vægtige film siden ’Milk’ fra 2008.

the lobster1

 

2. ’The Lobster’

Præmissen til den første engelsksprogede film fra manden bag ’Dogtooth’, græske Yorgos Lanthimos, lyder så vanvittig, at man kun kan glæde sig afsindigt.

I en nær fremtid er reglerne i The City, at singler bliver arresteret og placeret på The Hotel, hvorefter de får 45 dage til at finde en mage. Lykkes det ikke, bliver de forvandlet til et dyr efter eget valg og sat fri i The Woods. Filmen følger en mand, spillet af Colin Farell, der undslipper hotellet og møder The Loners i skoven. Her forelsker han sig, selvom det er mod reglerne.

Lanthimos er en dybt original, konceptuel filmkunstner, og i ’Dogtooth’ formåede han konstant at overraske, skræmme og pirke nysgerrigheden i historien om en familie, der opdrager deres børn efter deres helt egen virkelighedsopfattelse ved aldrig at lade dem forlade hjemmet.

’The Lobster’ lyder som en værdig opfølger efter den mindre vellykkede ’Alps’, og kan Lanthimos pulle det vilde udgangspunkt off hele vejen igennem, kunne han godt være en tung Guldpalme-kandidat.

louder than bombs2

 

1. ’Louder Than Bombs’

Med blot to film har Joachim Trier placeret sig på landkortet som en af de mest vitale og fintfølende instruktører i Norden – tør man tilføje: Nogensinde?

’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’ skildrer med humor, eksperimenterende fortælleglæde og stor lydhørhed ungdommens drømme og bristede illusioner. Ingen af filmene var med i hovedkonkurrencen i Cannes (’Oslo, 31. august’ var i lillebrorkonkurrencen Un Certain Regard), men nu løftes Trier til det fineste selskab, tilmed med sin første engelsksprogede film.

’Louder Than Bombs’ har været længe undervejs, fordi nordmanden insisterede på at fastholde final cut over filmen. At det lykkes, er i sig selv et løfte om noget stort. Filmen handler om en far og hans to sønner, der på hver deres måde forsøger at komme sig over tabet af deres mor, en kendt krigsfotograf, der døde på jobbet.

Gabriel Byrne og Isabelle Huppert spiller forældrene, mens Jesse Eisenberg og Devin Druid spiller de børnene. Som i hans to tidligere film blander Trier fortid, nutid og drømmelag i en filmisk form, der forhåbentligt endnu engang går op i en højere enhed med en gennemtrængende psykologisk dybde.

Læs også: Derfor skal du følge med i Cannes-festivalen fra kolde Danmark

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af