’Wild Tales’
For en film, der i forvejen handler om skæbnens ironi, er det et utroligt sammenfald, at den første sekvens handler om en pilot, der tager samtlige passagerer om bord på sit fly med sig i døden. Og med tragedien i De Franske Alper frisk i hukommelsen kan det virke afstumpet, at Szifrón (selvom han umuligt kunne have forudset ulykken) tillader sig at lave sjov med sådan et mareridtsscenarium.
Men selvom man givetvis ikke griner helt så højt af åbningsscenen nu, som man ville have gjort før, så er sammentræffet også et vidne om, at filmens wild tales slet ikke er så langt ude, som de fremstår ved første øjekast.
Gennem seks uafhængige vignetter, der tematiserer den søde hævns katarsis og skyggeside, udforsker Szifrón, hvordan verden ville se ud, hvis alle gav efter for deres trang til at bide fra sig i sekundet, de følte sig forurettet. Blandt de stærkeste historier er ’Bombardist’, der følger sprængstofeksperten Simón (Ricardo Darin fra ‘Øjnenes hemmelighed’) på en mere end almindeligt uheldig Tycho Brahes-dag, og den soapy, tegneserieabsurde farce ’Road to Hell’, hvor en smart ejendomsmæglertype ruller vinduet ned på sin sportsvogn og sviner en trucker til, mens han overhaler ham – hvorefter han punkterer, bliver indhentet af lastbilchaufføren og må stå til ansvar for sin momentane hovedløshed.
I sin sans for humor minder ‘Wild Tales’ om en blanding af Ben Wheatleys sorthumoristiske festivalhit ’Sightseers’ fra 2012, hvor et kærestepar rask væk impulsmyrder mennesker omkring sig, bare fordi de synes, at de er irriterende, og Ruben Östlunds (‘Force Majeure’) skadefro latterliggørelse af samfundets sociale kontrakter og menneskers absurde handlingsmønstre.
Men alt er ikke sjov og ballade i Szifróns samling af balstyriske historier. En altoverskyggende følelse af afmagt og autoritetsmistro binder antologifilmens enkelte dele sammen og afspejler et kriseramt, junglelovsreguleret Argentina med kurs mod økonomisk kollaps og kaos, befolket af letantændelige og hævntørstige savages.
Problemet opstår i overgangene mellem de vidt forskellige segmenter, hvor tonen skifter så radikalt og så pludseligt, at man som tilskuer ikke ved, hvilket ben man skal stå på. Ved at indlede sin film med en herligt faux-amatørlignende introtekst tilsat spaghettiwesternmusik og en hysterisk sjov freeze frame af det nedstyrtende fly, som peger direkte mod et par skrækslagne pensionisters svømmepøl, slår Szifrón en gakket og galgenhumoristisk stemning an, der er beslægtet med filmens producer, mesterinstruktøren Pedro Almodóvars subversive galskab.
Men i et anfald af forpligtelse til at tydeliggøre de underliggende politiske budskaber begynder Szifron halvvejs inde i filmen at nedtone vanviddet til fordel for en mere sober skildring af krisens konsekvenser, og det får den til at stagnere. Imod al logik er det nemlig ikke i de socialrealistiske segmenter, at de dybeste sandheder og store sammenhænge udkrystalliseres. Der, hvor vi for alvor mærker desperationen, er, når Szifron er længst ude på et overdrev – som i flysekvensen, hvor fantasi og virkelighed tørner sammen og sender chokbølger gennem salen.
Kort sagt:
Den Oscar-nominerede segmentfilm er en vidunderligt bindegal og politisk sprængfarlig samling af dionysiske fabler om forsmåede mennesker, der går amok. Kvaliteten af de enkelte vignetter er svingende, men når de er bedst, er det galgenhumor på højt niveau beslægtet med producer Pedro Almodóvars subversive galskab.
Læs også: Det skal du se i biografen i maj