‘7 Days in Hell’

Tv-film. Yuck. Det smager af dårlige replikker, sløj production value og hjemmebrændte popcorn, men når der er tale om hele verdens yndlings ikke-tv kanal HBO, og varen er en sportsmockumentary skåret af nogle af Saturday Night Lives (og klodens) sjoveste mennesker, så er der lagt i kakkelovnen til forrygende 45 minutter.

‘7 Days in Hell’ fortæller historien om to ikoniske tennisstjerner, som udkæmper en episk maratonkamp over syv dage på centre court af den traditionsrige Wimbledon-turnering. Filmen skuffer da heller ikke, men den kunne være så meget mere, hvis blot bagmændene stolede på idéen om en sportsdokumentar. Formen er ellers så skarpskåret, at der snart er tale om en kliché:

The bad boy of tennis, Aaron Williams (Andy Samberg), bliver tvunget til at trække sig fra tennisscenen, efter hans rekordhurtige serv forårsager en tragedie. Et par år senere genopstår han som en anden Kristus og vender tilbage for at vinde tennissportens hellige gral, Wimbledon. Den eneste, der står i vejen, er ærkebriten Charles Poole (en ofte virkelig sjov Kit Harington), der som den første brite siden 30’erne kan vinde Wimbledon-trofæet tilbage til englænderne, hvilket Dronningen ustandseligt ringer og minder ham om.

Sambergs Aaron Williams er filmens trækplaster. Den cokesniffende, womanizing hardhitter er en nøjagtig kopi af ’Eastbound and Down’s Kenny Powers. I sådan en grad at undertegnede skammede sig lidt mindre over sit åbenlyse tyveri, da han for et par år siden skrev et oplæg til en tv-serie om golfsportens Kenny Powers.

Og man kan med rette drage sammenligninger til rivaliseringen i ‘Blades of Glory’, ‘Dodgeball’, ‘Talladega Nights’, ‘Zoolander’, ‘Happy Gilmore’, ‘White Men can’t Jump’ og snart sagt alle andre film, der benytter sig af sportsverdens mytologi som bagtæppe. Det er med andre ord ikke raketvidenskab, vi har med at gøre – men det gør ikke noget, for hvor Kenny Powers havde en raketarm, så har Aaron Williams en patetisk gummiarm efter sit comeback. Samberg skaber en vidunderlig karakter, som må være en tribute til Agassi og McEnroe (sidstnævnte medvirker oven i købet i en af mange cameos) med shoutouts til Björn Borg.

‘7 Days in Hell’ er bygget op som den klassiske, mytiske sportsdokumentar, hvor montageteknik og overforklarende interviews med stjerner kommenterer dramaet på banen. Det er momentvis virkelig sjovt, men sjovt nok oftest morsomt, når det ikke forsøger at være det. Komedie skal som bekendt være troværdigt for at være sjovt, men filmen vil gerne være sjov hele tiden. Man accepterer hurtigt de fjollede parykker og den hævede spillestil, men det bliver lige lovligt skolekomedieagtigt, når Michael Sheen sidder i et krøllet jakkesæt og spiller lummer tv-vært.

Så er det væsentligt sjovere at se 90’er-tryllekunstneren David Copperfield med gennemført deadpan-mine fortælle om, hvordan han, (fiktive) Aaron og Rod Stewart gik i byen i midt-90’erne: »It was me, Aaron Williams and Rod Stewart going out every night for about ten years… Crushing pussy and making money«.

Det er netop i dens deadpan-humor, de emotionelle montagesekvenser og i de seriøse sportsscener, at ‘7 Days in Hell’ vinder game, set og match. Når den forsøger at være præcis så banal, som det den giver sig ud for at være, frem for at holde det ude i strakt arm.

Når filmen bliver for selvbevidst og ironisk, så bliver det som at se en Somersby-reklame, hvor fortælleren bliver grebet af sin løgnehistorie, og troværdigheden lider. På papiret er det måske blot en Saturday Night Live-sketch, der er trukket ud til 45 minutter – men når den er allerbedst, er der potentiale til en kanoniseret tv-serie om Aaron Williams kanonserv.