1. ’Southpaw’
Efter at have leveret et sensationsjournalistisk sidestykke til Travis Bickle i ’Nightcrawler’, trækker Jake Gyllenhaal på ’Raging Bull’s Jake LaMotta i Antoine Fuquas boksedrama, ’Southpaw’.
I ’Nightcrawler’ var han afpillet til skind og ben, men Gyllenhaal lader sig igen skære i granit i ’Southpaw’, hvor han snører boksehandskerne for at beholde såvel sit VM-bælte i mellemvægt som sin knuselskelige datter. Efter konens død sår samfundet tvivl om slagsbrorens egnethed som alenefar, og han må kæmpe en opslidende kamp inden og uden for ringen for at sikre sig forældremyndigheden.
Instruktør Antoine Fuqua (’Training Day’, ’Shooter’) rokker sjældent ved filosofiske paradigmer, men pumper gerne sine film med potent action og machoattitude i rigt mål. Med Gyllenhaal som sprækkende jernmand med ar på sjælen, har han sikret sig et driftsikkert trækplaster i et drama, der ikke skorter på blod, sved og tårer.
Musikken til filmen er i øvrigt komponeret af James Horner, der for nylig omkom i en tragisk flyulykke.
Premiere 20. august.
2. ’Sommeren ’92’
Danmarks folkekæreste fodboldhelte hyldes omsider i spillefilmformat, når Kasper Barfoed og en række af landets fremmeste skuespiltalenter tager livtag med Danmarks umulige EM-triumf i det herrens år, 1992.
Det er en underdog-historie uden lige: Med på et afbud, uden den største stjerne (Michael Laudrup) og anført af Richard Møller Nielsen, det fynske bøgetræ, der i ramme alvor udråbte 2-0-føringen til fodboldspillets farligste. Men man kan nå langt på rå viljestyrke, sporadiske glimt af talent og et veritabelt plankeværk mellem stængerne (Schmeichel).
Ulrich Thomsen fortolker Ricardo med komisk-alvorlig mine og tyk fynsk dialekt, Cyron Melville udfylder Brian Laudrups støvler, mens Mikkel Boe Følsgaard bringer dramatisk tyngde til heltekvadet som Kim Vilfort, hvis datter var dødeligt syg under turneringen.
Det nyligt afholdte Folketingsvalg indikerede om noget, at den danske nationalisme fortsat har kronede dage, så ’Sommeren ’92’ ligger lunt i svinget til at blive årets biografbasker på hjemlig grund – noget, inklusionen i Biografklub Danmark ikke ligefrem ændrer på.
Vi afstøver klaphatten og krydser fingre for, at Barfoed og co. har ramt den lige i røven – også på andre parametre end de kommercielle.
Premiere 27. august.
3. ’Inderst inde’
Pixars drømmefabrik har med ’Inderst inde’ realiseret deres mest originale koncept til dato.
Manden bag ’Monsters Inc.’ og ’Op’, Pete Docter, hiver os ind i menneskets kognitive kontrolrum i fortællingen om pigen Riley, der mister grebet om sig selv og sine følelser, da forældrene fjerner hende fra alt, hun har kært, ved at skifte Midtvesten ud med San Fransisco. I Rileys hoved forsøger følelsesfigurerne Glæde, Vrede, Frygt, Tristhed og Afsky at fintune sig frem til mental ligevægt, men omvæltningen er for brat, og snart skylles Glæde og Tristhed ud af systemet. En lang, svær hjemrejse venter nu følelserne, mens Riley forsøger at akklimatisere sig til sine nye omgivelser.
Filmens ømme behandling af de følelser, der overskrider generationer og kulturelle kløfter, er en naturlig tilføjelse til Pixars digre bagkatalog af humanistiske fortællinger, men hovedfigurernes entydige association med et enkelt emotionelt træk præsenterer også en udfordring: Kan Docter og co. være tro mod konceptet og samtidig undgå, at de bevidst firkantede karaktertegninger bliver stopklodser for fortællingens fremdrift?
De amerikanske kritikeres ekstatiske begejstring lover endnu et animeret unikum fra studiets krøllede hjerner, og det samme gør drømmeholdet af suveræne stemmeskuespillere, anført af Amy Poehler, Bill Hader og Lewis Black.
Premiere 27. august.
4. ’Pitch Perfect 2’
Sangmusen Anna Kendrick har for alvor smurt stemmebåndet i de seneste år med optrædener i ’Pitch Perfect’, ’Into the Woods’ og Spikes ’Tonight Show’-spin off ’Lip Sync Battle’.
I opfølgeren til ’Pitch Perfect’ diskvalificeres hun og bedsteveninden Fat Amy fra alle sangkonkurrencer i USA efter en skandaløs optræden med deres a cappella-gruppe The Barden Bellas. I stedet drager sangfuglene mod København for at deltage i verdensmesterskaberne, hvor Birgitte Hjort Sørensens bryske kæft-trit-og-retning-tysker venter som heltindernes ny nemesis.
’Pitch Perfect 2’ holder sig efter alt at dømme til forgængerens vinderformel: Skingre falsetter, sukkersøde karikaturer og opbyggelig moral. Bag kameraet svinges taktstokken af skuespillerinden Elizabeth Banks, der også kommenterer VM-turneringens gang i filmen.
Premiere 6. august.
5. ’Miraklerne’
Brydningen mellem traditioner og modernitet har tjent som tema i flere filmklassikere, fra F.W. Murnaus stumme milepæl ’Sunrise’ til Yasujiro Ozus tænksomme monument ’Tokyo Story’.
Også i Alice Rohrwachers ’Miraklerne’, en af åbenbaringerne på sidste års Cannes-festival, er overgangen fra landlivets trædemølle til det moderne samfunds forlystelsesliv i centrum. Filmen følger en konservativt anlagt italiensk familie, der tjener til dagen og vejen som biavlere i Umbrien, fredeligt forskanset fra det omgivende samfunds hule, hektiske ræs.
Familiens ældste datter Gelsomina er udset til at overtage biavlen, men da et reality-program slår vejen forbi landområdet, lokkes hun af det moderne livs fristelser – til hendes fars bitre fortrydelse.
’Miraklerne’ trækker veksler på den italienske neorealisme med sit empatiske blik på de små skæbner i samfundets periferi. Gelsomina bliver selve symbolet på den centraleuropæiske families opløsning i urban individualisme, og Monica Bellucci gestalter underholdningsindustriens forførelse som tillokkende tv-vært.
Premiere 6. august.
6. ‘Comeback’
Anders W. Berthelsen var en overgang selve billedet på dansk films kreative stagnation, fordi han bestandig dukkede op i ensformige roller i ensformige film. Han udfordrede dog sit ry som pæn, anonym leading man i den forfriskende bramfri kvindekomedie ’Ditte og Louise’, og han fortsætter i samme spor i ’Comeback’ som stand up-komikeren Thomas Vang, der egentlig er fyrre, fed og færdig, men stædigt klamrer sig til sin svundne ungdom.
Når han ikke fremkalder hosten blandt publikum som underlødig opvarmning for stjernekomikeren Mads Andersen (Peder Thomas Pedersen fra ’Gramsespektrum’), knalder han til højre og venstre med huen klistret til hovedet som et patetisk levn fra folkeskolen. Da hans fremmedgjorte datter, spillet af stortalentet Sarah-Sofie Boussnina, vrissent drager med ham på turné, må han dog revidere sit ungkarleliv og vokse ind i en moden faderrolle.
Spørgsmålet er, om ’Comeback’ kun byder på billedskønne solnedgange og forloren lommefilosofi for enden af landevejen, eller om den formår at bevare det komiske vid midt i modningsprocessen? På manuskriptsiden har instruktør Natasha Arthy (’Fighter’) allieret sig med komikeren Jakob Tingleff, så noget tyder på, at drengerøvshumoren er i højsædet.
Premiere 6. august.
7. ‘Phoenix’
‘Barbara’-instruktøren Christian Petzold trækker på Hitchcocks arv i thrilleren ’Phoenix’ om en tidligere Auschwitz-fange, der får foretaget en ansigtsoperation efter krigen.
Hun opsøger sin husbond, men mødes naturligt af skepsis, og samtidig svirrer rygterne om hans utilgivelige forræderi: Var det vitterligt ham, der angav hende til nazisterne? En isnende understrøm af intrigante forviklinger gennemsyrer det psykologiske spil, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for – kirurgiske indgreb eller ej.
’Phoenix’ vandt kritikerprisen på den prestigiøse San Sebastián-festival.
Premiere 20. august.
8. ’Fars sygt fede bilferie’
I den sjette film i ’Vacation’-serien går den nye generation af Griswolds i forgængernes fodspor og sætter kurs mod forlystelsesparken Walley World. Destinationen er familiær idyl, men ruten dertil er brolagt med død og ødelæggelse.
Ed Helms (’The Hangover’) anfører det nye slæng af Griswolds som den voksne version af Rusty, mens filmseriens forhenværende anker, Chevy Chase, igen dukker op som hans far. Og det er tydeligt, at æblet ikke er faldet langt fra stammen, når Griswold junior trækker familien gennem alskens pinlige prøvelser.
Gik den årlige familieudflugt til Mallorca op i skænderier, soleksem og discount-paella, er der således trøst at hente i ’Fars sygt fede bilferie’, der bringer mangt et feriemareridt til live – og forhåbentligt er betydeligt bedre end sin danske titel.
Premiere 13. august.
9. ‘Pixels’
Det er svært ikke at tage sig til hovedet og tænke: Hollywood, dér gik grænsen!
I vrimlen af tanketomme high concept-blockbustere hører ’Pixels’ til de mere absurde. Menneskehedens meddelelse til en fjern galakse fejlfortolkes fatalt, og snart har cremen af 80’ernes ikoniske arkade-karakterer med Pac-Man og Donkey Kong i front invaderet Jorden. Vores eneste håb? En flok über-geeks, der døde med spillehallerne, men nu får comeback som menneskehedens frelsere i, gys, den virkelige verden.
Det er dumt, rigtigt dumt, men de første smagsprøver på filmen formår med sin afvæbnende arkade-æstetik at injicere et stænk nostalgi i effektorgiet.
Redningsholdet af fallerede 80’er-gamere spilles af lade Adam Sandler, buksevandsofret Josh Gad samt Peter Dinklage med Bundesliga-garn, mens Kevin James’ amerikanske præsident er med på slæb. Det er velsagtens tiår, siden Sandler senest var sjov, men måske får han en renæssance synkront med Pac-Man og co.?
Bag roret står Chris Columbus, der tidligere har bragt fantastiske verdener til live i ’Percy Jackson’ og de to første ’Harry Potter’-film.
Premiere 13. august.
10. ’Fantastic Four’
Overgangen fra indiefilmens rugekasse til Hollywoods maskineri er ikke nødvendigvis en dans på roser. Det oplevede Josh Trank, da han oven på sin solide debut, found footage-thrilleren ’Chronicle’ om en flok lømler med overnaturlige evner, blev kastet for filmbyens løver som instruktør på ’Fantastic Four’. Flere kilder beskyldte ham for at være besværlig og indelukket under optagelserne og hævdede, at hans utilnærmelige adfærd fik ham fyret fra den kommende ’Star Wars’-spin off. Selv afviste han blankt kritikken og forklarede, at han blot havde behov for fred og ro til at udtænke små, personlige projekter. Og det er vel svært at fortænke ham i kølvandet på den noget nederdrægtige mediestorm.
Hvorom alting er, kasserer Tranks ’Fantastic Four’ klogeligt de tidligere filmatiseringers karikerede tegneserie-lal og lader det erstatte af en dunkel, urovækkende stemning. De vordende skuespilstjerner på rollelisten kan om nogen løfte det dramatiske læs: Miles Teller (Mr. Fantastic), Michael B. Jordan (Flammen), Kate Mara (Den usynlige kvinde) og Jamie Bell (Tingen) udgør det nye, fantastiske firkløver.
Sammen bekæmper de deres tidligere ven, nuværende nemesis Victor Romashev med det foruroligende kaldenavn Doctor Doom. Og det går næppe stille af sig.
Premiere 6. august.
Læs også: Cannes dag 6 – Vores følelser oven på Pixars drønambitiøse følelsesfilm
Læs også: Vi rangerer – Jake Gyllenhaals bedste roller