’Marshland’
Ligheden er næsten komisk. En udbrændt, livstræt kriminaldetektiv og hans yngre mørkhårede makker – som snydt ud af næsen på Matthew McConaugheys Rust Cohle – inspicerer et par livløse kvindekroppe i et afsidesliggende sumpområde. Da Cohle-klonen tænder en cigaret og tænksomt pulser røgen ud over marsklandet, kan man ikke undertrykke tanken: ’True Detective’ er landet i Spanien!
Louisiana er skiftet ud med det sydlige Andalusien anno 1980 i Alberto Rodríguez’ ’Marshland’, den spanske prissluger, der med afsæt i en grusom krimifortælling finkæmmer de sociale og politiske spændinger i kølvandet på Francos død. Da de Madrid-baserede detektiver, der er valfartet til udkantsområdet for at opklare mordene, træder ind på det lokale hotel, mødes de af et krucifiks med fotos af Hitler og Franco hvilende på armene. Den ældre detektiv trækker på skuldrene, den yngre river det rasende ned.
De repræsenterer det gamle og det nye Spanien, undertrykkelsen og demokratiet, men spændingsforholdet staves aldrig ud i versaler. Det antydes subtilt i deres forskellige forhørsmetoder: Da faren til de myrdede piger nægter at sænke barrikaderne, beder den garvede detektiv sin yngre kollega om at forlade afhøringen med et sigende blik. Nu skal sandheden tvinges frem med vold, som det var kutyme i diktaturets dage.
De politiske spændinger viser sig ikke kun i detektivernes indbyrdes forhold, men også i de indesluttede, utilnærmelige landsbyboeres mistillid til betjentene fra Francos faldne højborg. Nok har pigernes far noget at skjule, men man fornemmer, at hans reservation udspringer fra et indestængt had til Spaniens politiske centrum. Han taler ikke med madrilenere – om det så betyder, at hans døtres morder går fri.
Det er en nøje afmålt dissektion af den nationale splittelse, der – som ethvert opgør mellem FC Barcelona og Real Madrid vidner om – er lige så aktuel i dag, som den var dengang.
Særligt stærkt i miljøskildringen står Alex Cataláns besnærende fotografering. Med kameraet som pensel maler han en kogende, trøstesløs skærsild, hvor fortabte skæbner vandrer rundt som skygger fra fortiden i marsklandet, der aldrig glemmer.
Gennem hans linse sitrer og dirrer naturen som en aktiv medspiller i fortællingen: Cikaderne synger hymner til solen i den ubønhørlige hede, skyerne trækker sig sammen og lader regnen pible ned over det syndefulde folk, inden dag bliver til nat, og solens sidste stråler farver himlen ildrød. Ofte hiver Catalán linsen ud i verdensrummet og lader betagende satellitbilleder forvandle det sydspanske marskland til todimensionelle labyrinter, hvor kun de trækkende gæs er i bevægelse. De gør det, som beboerne længes efter: Flygter fra helvedet.
Miljøskildringen er fængslende, fordi udlængslen i det pauvre landsbysamfund brænder så stærkt som den skoldhede sol. Det er et samfund i ruiner efter årtier i Francos knusende jerngreb, uden politisk retning, men i total splittelse. De unge piger, der misbruges og myrdes, vælger selv at sætte liv og lemmer på spil, forblændet af morderens løfter om en ny fremtid et fjernt sted, fordi alt er bedre end at blive, hvor de er.
Desværre kædes mordene aldrig overbevisende sammen med samfundets sociale og menneskelige forfald. Hvor de underskønne billeder bringer miljøet prægtigt til live, forbliver krimiplottet blegt, særligt i de døende minutter, hvor selv ikke et bibelsk skybrud, brutal vold og højtravende toner på soundtracket kan afværge antiklimakset. Instruktør Rodríguez vier ikke tilstrækkelig skærmtid til pigernes bøddel til at belyse hans sinds dunkle krinkelkroge, og han ender med at svæve i den sydspanske brise som et papirtyndt postulat snarere end et komplekst symbol på samfundets tilstand.
Derfor forbliver ’Marshland’ en kun delvist forløst spansk lillesøster til ’True Detective’. Men billederne af et land i opløsning brænder sig fast på nethinden.
Kort sagt:
En billedskøn thriller, hvis behandling af de politiske spændinger i Spanien anno 1980 er lige så fascinerende, som den skabelonskårede krimifortælling er tam.