‘Fars sygt fede bilferie’
»This is some bullshit right here!«
Den yngste Griswold-søn, Kevin, siger det, som det er blot ti minutter inde i den særdeles ringe ’Vacation’, eller som den hedder på dansk: ’Fars sygt fede bilferie’.
I scenen ser vi farmand Rusty Griswold (Ed Helms) annoncere sine store planer for familiens bilferie til sin egen barndoms nirvana, forlystelsesparken Walley World, men både afkom og konen Debbie (Christina Appelgate) er forståeligt nok lorne ved tanken om at rekonstruere en svunden fed ferie fra 80’erne. »Jeg har ikke engang hørt om den oprindelige ferie«, muler teenageknægten James opgivende.
Metajokesene flyder i lårtykke stråler i dette pseudo-reboot af de oprindelige ’Fars fede ferie’-film med Chevy Chase, der trods alskens platheder leverede nostalgisk komedieunderholdning i to ud af fire film takket været Harold Ramis’ instruktion og John Hughes’ manuskript til etteren og en perlerække af perfekte pinligheder i treeren, ’Fars fede juleferie’.
Med ’Fars sygt fede bilferie’ springer manuskriptduoen John Francis Daley og Jonathan M. Goldstein (’Horrible Bosses’) imidlertid ud som instruktører uden faldskærm og placerer fade Ed Helms i spidsen for, hvad der selvfølgelig skal blive årtiets mest traumatiserende familie-roadtrip.
Rusty Griswold, søn af faderfjolset Clark Griswold fra de oprindelige film, vil i et forsøg på at genfinde gnisten med sin kønne kone og få sine stridende sønner til at enes køre familien på tværs af USA fra hjembyen Chicago til forlystelsesparken i Californien.
Til formålet har Rusty lejet en såkaldt ’Prancer’, et æstetisk såvel som funktionelt mareridt af en albansk bil, hvis svastika-dekorerede fjernbetjening aktiverer roterende forsæder, flyvende vragdele og spontane eksplosioner. En slags omvendt Transformer, om man vil, hvis Bumblebee var blevet designet af Putin med stemme af Kim Jong-un.
At Prancerens mekaniske særheder spiller en uforholdsmæssig stor rolle i filmen står som et ærgerligt bevis for, hvor lidt Daley og Goldsteins film har at byde på til trods for en stjerneparade af gæsteroller.
Mest vellykket er Chris Hemsworths redneck-cowboy Stone Crandall, som her er gift med Rustys søster Audrey (underudnyttede Leslie Mann). Hemsworth er herligt veloplagt og uhørt lækker som den stærkt ekshibitionistiske hulemand med en hammer af galaktiske dimensioner, der nok skulle få Lenny Kravitz til permanent at lappe bukserne.
Også Christina Appelgate arbejder hårdt for at tegne en både skæg og sympatisk Judd Apatow-inspireret husmor, men det er de to Griswold-sønner (Skylar Gisondo og Steele Stebbins), som overraskende trækker filmens bedste grin i hus. Sjældent har man set en amerikansk komedie, hvor børneskuespillerne er sjovere end de voksne!
Desværre er de momentvise øjeblikke af gryntende grin slet ikke nok til at redde filmen op fra suppedasen af utidige homojokes, kannibalistiske køer-jokes, obligatoriske lortejokes og generelt jævnt utilgiveligt filmisk idioti.
Da Clark Griswold himself til sidst dukker op som en grånende skygge fra 80’erne, er man for længst tjekket ud af sommerens mest ufede ferie.
Kort fortalt:
Få morsomme scener redder ikke ’Vacation’, som handler om en familiefars pinligt forcerede forsøg på at genskabe en smule 80’er-ferienostalgi, fra at føles som et pinligt forceret forsøg på at genskabe en smule 80’er-ferienostalgi. Metaironien driver om kap med de obligatoriske lortejokes.