‘Narcos’
Inciterende salsa, besnærende landskaber og kilo efter kilo efter kilo af kokain. Med sine dramatiske øjebliksbilleder af Latinamerika ligner den Netflix- og Gaumont-producerede dramaserie ’Narcos’ umiddelbart et spændende bekendtskab. Serien er et portræt af narkokriminaliteten i 80’erne og 90’ernes Colombia, som fokuserer på kartellederen og narkobaronen Pablo Escobars kriminelle løbebane.
Det er et interessant emne med materiale til et strålende karakterstudie, og det er placeret i kompetente hænder hos brasilianske José Padilha, manden bag den prisbelønnede ’Elite Squad’ om en flok elitesoldaters kamp mod narkokartellerne i Rio de Janeiro. Padilha ligner et helt naturligt match til en serie, der udforsker et lignende, om end noget mindre afgrænset emnefelt i nabolandet.
Det kan diskuteres, om Padilha har haft det sidste ord med Netflix i den anden ende af røret, men det er brasilianerens store fortjeneste, at hans karismatiske landsmand Wagner Moura har fået rollen som alfahunden Escobar. Moura har stor ære af personportrættet, som han udfolder med en stålsat monotoni og langsommelighed i stemmefald og mimik.
Det er spillet mellem Escobar og politiet, som er i centrum, og i starten er det musen, der har held med at skræmme katten. Som når Escobar afmonterer et hold af militærfolk, der forhindrer hans lastbiler i at passere en bro, efter at militærfolkene har forstået, at Escobars mænd har øjne på deres døtre, sønner og mødre. »Plata o plomo«, bjæffer handelsmanden Escobar, mens én af hans ansatte placerer hånden på pistolløbet. Valget mellem pengene og pistolløbet træffer delingsføreren uden at se sine underordnede i øjnene. Han er den første af en stribe af militærfolk, betjente og politikere, der når frem til den samme konklusion.
Den del af serien har potentiale, men der er i de tre første afsnit ikke nok scener, som handler om Escobar, og det er en skam. En amerikansk narkobetjent kastes ind som seerens stedfortræder, og det er hans knurrende fortællerstemme, der binder det hele sammen. I stedet for at åbne fortællingen op for seeren er det med til at holde dramaet i armslængde, mens handlingen refereres med ironisk distance. Der nikkes mod ’Snatch’ eller ’Goodfellas’, men uden stil eller klasse.
Materialet er spændende, men ’Narcos’ er ikke fokuseret nok, og det er sjældent, at seriens miljø føles præsent. Der trækkes fint på de smukke landskaber i Antioquia, men det tumultariske, pumpende Medellín, som er Escobars hjemmebane, kommer slet ikke til sin ret. Skelner man til de produktioner fra den store seriekanon, som ’Narcos’ minder mest om, hæftes miljøet på enkelte ikoniske billeder – fra laboratorierne i ’Breaking Bad’ til strandpromenaden i ’Boardwalk Empire’. ’Narcos’ tegner ikke et miljø, der kan mærkes.
Det intelligente drama skal man lede længe efter, for tonen er ofte så handlingsrefererende, at det er en fornærmelse. Men det mest ærgerlige er, at Padilhas Escobar ender som en uinteressant mafioso, der opererer rationelt og kalkulerende uden den mindste anelse af indre splittelse. Det store karakterstudie ender uforløst.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.