‘Everest’

‘Everest’

Allerede inden filmen starter, er IMAX 3D i Cinemaxx en helt særlig oplevelse: De sidste fem minutter tæller et stopur ned på den enorme skærm, mens en række imponerende facts dukker op: En IMAX-projektor vejer 2 tons! En IMAX-projektor er så kraftig, at dens lys ville kunne ses fra månen!

Ja, det hele er meget imponerende, og det er ofte problemet for 3D i almindelighed og IMAX i særdeleshed – at ønsket om at imponere publikum kan overskygge behovet for at involvere publikum. Det er altså begrænset, hvor længe ad gangen man kan holde ud at skulle være imponeret over de knivskarpe billeder og fejende kamerature.

’Everest’ lider heldigvis kun periodisk under denne trættende tendens og er egentlig en solid katastrofe-fortælling baseret på virkelige hændelser med heltemod, opofrelse, kærlighed og døden på lur – her i form af et lumsk bjerg og en snestorm fra helvede.

I 1996 var bjergbestiger-turismen til jordens højeste tinde ved at tage fart, og manglende samarbejde og intern rivalisering mellem turarrangørerne førte til, at der den 10. maj dette år var særligt mange mennesker på den sidste strækning op mod toppen af bjerget. Lidt kødannelse på en klatrerute lyder måske ikke slemt, men på Mount Everest kan det være skæbnesvangert: Ventetid kan føre til livsfarlig nedkøling, og en længere forsinkelse kan føre til, at man ikke når ned, før natten falder på. Denne dag ankommer voldsomt stormvejr uanmeldt, og resultatet blev katastrofalt med en række dødsfald til følge.

Ud af de mange personer på bjerget fokuserer filmen primært på Rob Hall (Jason Clarke), der stod for at lede en af grupperne med Everest-turister. Rob Hall er en erfaren bjergbestiger, god som dagen er lang og har i øvrigt efterladt sin højgravide klatrekone, spillet af Keira Knightley, hjemme i New Zealand.

Det fører til en klassisk mand-risikerer-livet-mens-gravid-kone-bider-negle-derhjemme-situation. Hall er nem at holde af, men er som de andre personer, herunder Jake Gyllenhall som leder af det konkurrerende klatrefirma og Josh Brolin som den storskrydende texaner Beck Weathers, ret simpelt skitseret. Der er stærke kræfter i mange roller, men filmen har ikke tid til at gå i dybden med psykologien og giver kun antydningsvis et bud på det store spørgsmål, man som ikke-bjergbestigende tilskuer uvægerligt stiller: But why? Hvorfor bruger folk formuer og sætter deres (og andres) liv på spil for at nå toppen af det høje bjerg?

Svaret blæser i jetstrømmen på bjergets tinde.

Men kampen mod de ekstreme forhold og bjerget selv er i sig selv medrivende. Og efterhånden som stormen tager til, bliver de manglende psykologiske nuancer mindre vigtige – og man glemmer også næsten, at de lokale nepalesere er henvist til biroller. Og så er den IMAX-forstærkede skildring af den fysiske virkelighed på bjerget ganske, ja, imponerende.


Kort sagt:
Skulle man være i tvivl, så bekræfter Baltasar Kormákurs ’Everest’, at der er fandens koldt på toppen af verdens højeste bjerg. Er man til en buldrende katastrofefortælling uden de store psykologiske dikkedarer er Jason Clarke, Jake Gyllenhaal, Keira Knightley med flere i IMAX 3D-forstørret udgave et godt bud.

Spillefilm. Instruktion: Baltasar Kormákur. Medvirkende: Jason Clarke, Jake Gyllenhaal, Keira Knightley, John Hawkes, Michael Kelly. Spilletid: 121 min.. Premiere: Den 17. september
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af