I anledning af den længe ventede danmarkspremiere på ’Straight Outta Compton’ har vi kastet os over den vanskelige opgave at udvælge og rangere de ti bedste hiphopfilm i historien.
Filmen om N.W.A har allerede slået flere rekorder i hjemlandet, men hiphopkulturen har siden sine tidlige dage været et populært emne på film, ligesom mange rappere med blandet held har gjort karriere som skuespillere.
Hiphopfilmene spænder over alt fra ghettotragedier over pothoved-komedier til seriøse biografiske portrætter, og at holde dem op mod hinanden er lidt som at sammenligne pærer og bananer. Og det har vi så forsøgt.
10. ’Juice’ (1992)
’Juice’ tog fat, hvor ’Boyz N the Hood’ havde sluppet året før med sin skildring af bandekriminaliteten blandt unge sorte, men flyttede handlingen fra det evige solskin i Los Angeles til iskolde vinteromgivelser i Harlem.
De fire unge venner Bishop, Raheem, Q og Steel bedriver tiden med at høre hiphopplader og lave teenage-drengestreger, men deres venskab tager en radikal drejning, da de beslutter sig for at røve en lokal bodega. Røveriet går galt og ender med, at Bishop skyder og dræber ejeren, og drengenes venskab smuldrer i dyb paranoia.
Som en del af bølgen af hoodfilm i de tidlige 90’erne skildrer ’Juice’ alvoren i hiphoppens voldsforherligelse. Drengenes venskab rives fra hinanden af kriminaliteten og ender i en tragedie. ’Juice’ er i højere grad end de fleste andre hoodfilm præget af thriller-elementer og bruger primært det interne drama mellem de fire drenge til at formidle sit budskab frem for en bredere skildring af ghettoen.
Det lykkes den dog også ganske godt med, og især en purung 2pac udmærker sig i rollen som den uhyggelige Bishop, der udvikler sig fra hormonfyldt teenager til paranoid morder.
9. ’Straight Outta Compton’ (2015)
Ja, vi lader os rive med af hypen og smider ’Straight Outta Compton’ direkte ind på vores top 10. Mest af alt fordi den udfylder et tomrum, som ingen af de mange seværdige, og muligvis også bedre, hoodfilm kan matche: Den er det første vellykkede forsøg på en egentlig storfilm om hiphop.
Tidligere forsøg på store fortællinger, for eksempel i form af biopics om 50 Cent og Notorious B.I.G., har lidt under, at de simpelthen ikke har været i hænderne på tilstrækkelig kompetente filmskabere, og ser man på resten af denne liste, er det bemærkelsesværdigt, at den til trods for hiphopgenrens store armbevægelser er blottet for storstilede Hollywood-produktioner.
’Straight Outta Compton’ kommer på to en halv time omkring 10 års afgørende musikalske højde- og vendepunkter i udviklingen af west coast-hiphop – fra N.W.A-medlemmernes start i det kriminalitetshærgede Compton, over livet som rockstjerner og til deres solokarrierer, arbejde med Snoop Dogg og 2pac og meget mere. Det hele er med, og alligevel formår filmen at holde fokus, struktur og et konstant højt spændingsniveau hele vejen igennem.
Der er både skønhedspletter og tvivlsomme valg undervejs, og filmen afviger sjældent fra det forudsigelige, men overordnet set lykkes det med stor håndværksmæssig sikkerhed at løfte den uhørt høje ambition om at skildre et årtis musikhistorie i én sammenhængende fortælling. Det er i sig selv en meget imponerende bedrift.
8. ’Hustle & Flow’ (2005)
Antallet af fiktionsfilm, der rent faktisk handler om hiphopmusik, er overraskende lavt, og fjerner man biopics fra ligningen, kan det være svært overhovedet at komme i tanke nogle.
Craig Brewers ’Hustle & Flow’ fra 2005 er en af de sjældne undtagelser. Filmen er åbenlyst inspireret af ’8 Mile’s fortælling om hiphop som den moderne amerikanske drøm – midlet til at lægge den trøstesløse tilværelse på bunden af det amerikanske samfund bag sig – men filmen drejer fortællingens perspektiv tilstrækkeligt til at fungere på egen hånd.
I midten af 00’erne dominerede sydstaterne hiphopscenen og hitlisterne, og det bliver brugt som en kærkommen anledning til at flytte hiphopfilmen ud af de vante omgivelser i New York og Los Angeles. I stedet befinder vi os i det døsige Memphis, hvor den udbrændte Djay drømmer om at skifte tilværelsen som small-time alfons og pusher ud med noget mere spændende og profitabelt. Skæbnen tilsmiler Djay, og pludselig er han via en række tilfældigheder på vej til at indfri den drøm om en karriere som rapper, han havde opgivet for mange år siden.
Selve historien er temmelig forudsigelig og traditionel, men Terrence Howard leverer en formidabel præstation som Djay, der i høj grad formår at bære filmen. Især samspillet med Taryn Manning og Taraji P. Henson (der er aktuel over for Howard i succesmusikserien ’Empire), der spiller hans prostituerede, slår gnister. Og så opstår der rendyrket magi i scenerne, hvor Djay arbejder på sine første numre. Her skal man som seer ikke spille med på en illusion om, at det er numre med hitpotentiale. Det er helt fantastiske numre, der bliver til for øjnene af en.
7. ’Wild Style’ (1983)
Klassikeren over dem alle. ’Wild Style’ var den første spillefilm, der skildrede hiphopkulturen og miljøet omkring den, men ingen film har nogensinde formået at overgå dens helt ufiltrerede formidling af hiphopkulturens essens.
Den debuterende instruktør Charlie Ahearn havde forelsket sig i graffitikulturen, der i slutningen af 70’erne var begyndt at sætte sit dominerende aftryk på New Yorks bybillede, og han begyndte at arbejde på et filmprojekt, der skulle tage udgangspunkt i hiphopkulturens fire udtryksformer – rap, dj’ing, graffiti og breakdance.
Det er netop den nysgerrighed og fascination af den spirende kultur, der gør ’Wild Style’ til et værk, der mere end 30 år senere stadig ikke er til at komme uden om. Filmen dvæler med endeløs tålmodighed i lange scener ved billeder af overmalede toge, der med de slidte sociale boligbyggerier som bagtæppe krydser igennem the Bronx og lokale block parties, hvor rapperne og breakdancerne synes at fortsætte i det uendelige. Det er denne næsten dokumentariske kvalitet, der gør filmen til en klassiker.
Filmens plot tager udgangspunkt i kulturens ur-dilemma: Længslen efter succes over for frygten for at sælge ud og svigte sine rødder. ’Wild Style’ fortæller historien om den sagnomspundne graffitimaler Zoro, der står med tilbuddet om at give et interview til en stor avis. Det er en stor beslutning, der både kan give ham hul igennem til kunstverdenen, men også koste ham hans anonymitet og respekt hjemme i The Bronx. Filmen er dog præget af fundamental mangel på dybde i skildringen af karaktererne og stift skuespil fra amatør-castet, hvilket giver den et ufrivilligt komisk præg ved gensyn i dag.
Men billederne af en lille subkultur på vej frem mod status som verdensomspændende fænomen er kun blevet endnu mere fascinerende med årene.
6. ’Menace II Society’ (1993)
’Menace II Society’ er ’Boyz N the Hood’s vilde lillebror. Filmene er struktureret omkring den samme coming-of-age-fortælling om et slæng, der vokser op i Los Angeles’ barske South Central-kvarter. Faktisk er historierne i flere henseender så ens, at det kan være svært at skelne dem fra hinanden, men ’Menace II Society’ er grundlæggende endnu mere fortvivlet og ekstrem i sin skildring af de unge bandemedlemmer. Et hvert snert af håb bliver bogstaveligt talt skudt ned.
Især scenen, hvor hovedpersonen Caines bedste ven O-Dog med et flabet grin skyder to midaldrende koreanske kioskejere, står stadig som en af de stærkeste kommentarer til gangstarappens voldsforherligelse.
Ligesom mange af de andre film fra dens tid rummer ’Menace II Society’ en interessant dobbelthed, idet den synes at tale til samtidens hiphopscene, men samtidig indgår i et samarbejde med den. Filmen skulle oprindeligt have haft både 2pac og MC Ren fra N.W.A på rollelisten, men i sidste ende måtte man nøjes med MC Eiht i en bærende birolle.
Filmen blev også suppleret af et kompromisløst soundtrack, der i høj grad tydeligjorde koblingen til gangstarap-universet og solgte mere end en million eksemplarer alene i USA.
5. ’Do the Right Thing’ (1989)
Ingen top 10-liste over hiphopfilm uden en Spike Lee joint, som den afroamerikanske auteur selv kalder sine film. Den stilsikre filmskaber har ganske vist aldrig lavet en film, der direkte omhandler hiphop, men kulturen og miljøet omkring den synes alligevel at spille en væsentlig rolle i mange af Lees film.
Det gælder blandt andet ’Do the Right Thing’, der udmærker sig som et anderledes portræt af livet i de sortes USA end dem, der fulgte i den efterfølgende bølge af hoodfilm. Filmen skildrer med bekymring racespændinger mellem hvide og sorte og må med sin portrættering af fatal politivold siges stadig at have en stor aktualitet.
Den viser dog samtidig den afroamerikanske kultur frem med en udpræget stolthed, der står i stærk kontrast til de desillusionerede hoodfilm. Vi møder alle de skæve, men elskelige karakterer i Bed-Stuy kvarteret i Brooklyn, og Lees karakteristiske farverige billeder og skæve kameravinkler formidler glimrende kontrasten i et samfund, der både er præget af livsglæde og alvorlige problemer.
Den tone er i fuld sync med hiphopkulturen, som den så ud i årene, inden gangstarap bed sig fast. Den spraglede mode, som vi kender fra grupper som De La Soul, afspejles af filmens hovedkarakterer, og fortællingen starter endda med en musikvideo-lignende åbningssekvens, hvor Public Enemy-nummeret ’Fight the Power’ afspilles i fuld længde.
’Do the Right Thing’ står på den måde som en slags afbildning af hiphopmiljøet anno 1989, selvom kulturen ikke diskuteres eksplicit.
4. ’Friday’ (1995)
Efter i en årrække konsekvent at være blevet fremstillet som det farligste sted i verden – et hjemsted for meningsløse tragedier i hobetal – trængte bydelen South Central i Los Angeles i den grad til et comic relief i midten af 90’erne.
Det stod komedien ’Friday’ for. Vi befinder os godt nok i det samme triste univers som i for eksempel ’Mennace II Society’ og ’Boyz N the Hood’: Den unge Craig (Ice Cube) er blevet fyret fra sit job og hænger ud med sin pusherven, pothovedet Smokey, fordi de ikke har andet at tage sig til. ’Friday’ har dog en væsentlig mere afslappet tilgang til skildringen af livet i South Central – nok lurer der gangsters om hvert gadehjørne, men de er komiske tabere ligesom vores to helte.
’Friday’, som var ’Straight Outta Compton’-instruktøren F. Gary Grays spillefilmdebut, benytter sig af en temmelig utraditionel fortælleform. De to hovedpersoner foretager sig næsten ingenting og har heller ingen intentioner om det. I stedet tilbringer de det meste af de knap 24 timer, filmen skildrer, med at stene på terrassen foran Craigs hus, mens begivenhederne udspiller sig omkring dem.
Det går ikke hurtigt, men stener-stemningen fungerer fantastisk. Replikkerne sidder lige i skabet, og især Chris Tucker og John Witherspoon (kendt som Pops fra Wayans Bros.-tv-serien) er fuldstændigt hysterisk morsomme i rollerne som Smokey og Craigs far.
Filmen er blevet fulgt op af ’Next Friday’ og ’Friday After the Next’, og ’Last Friday’ skulle være på tegnebrættet, men indtil videre har ingen af efterfølgerne kunnet måle sig med originalen.
3. ’Ghost Dog’ (1999)
Den intellektuelle indie-auteur Jim Jarmusch’ bidrag til genren hiphopfilm hører så absolut til blandt de mest særegne, men også de absolut bedste. Jarmusch’ fascination af hiphop er åbenlyst præget af Wu-Tang Clans univers, hvor østens disciplinerede og filosofiske tilgang til kampsport eksisterer side om side med ghettoliv, skak-nørderi, mafioso-identitet og amerikansk popkultur.
’Ghost Dog’ bevæger sig i nøjagtigt det samme univers, men med Jarmusch’ umiskendelige afdæmpede coolness og underspillede humor hængende tungt over hele filmen. Forest Whitaker er fantastisk i rollen som den introverte lejemorder med et hjerte af guld, Ghost Dog, der afzoner en livstidsgæld til en small-time mafiaboss, men helst bare ville have lov til at læse bøger og passe sine brevduer i fred og ro.
Historien handler ikke direkte om hiphop, men alligevel er følelsen af hiphop konstant til stede. Jarmusch’ behandler kulturen med lige dele intellektuel humor, som da han lader en gruppe italienske gangsters diskutere sammenhængen mellem navnetraditionerne hos rappere og indianere, og betaget fascination, som da Ghost Dog cruiser destinationsløst rundt i Brooklyns natteliv med det obskure Killah Priest-nummer ’From Then Till Now’ på bilradioen som scenens primære fokuspunkt.
I det hele taget er soundtracket afgørende for oplevelsen. Jarmusch overtalte Wu-Tang Clans The RZA til at levere musikken, og hans fremragende samplekompositioner supplerer filmens stemning fantastisk.
2. ’8 Mile’ (2002)
Da ’8 Mile’ udkom i starten af 00’erne, var Eminem indiskutabelt verdens største rapper. Historien om den klejne hvide knægt, der på få år havde skiftet tilværelsen som white trash ud med millioner af solgte plader og ubetinget respekt fra en kultur, hvor hvide historisk set havde udgjort en ubetydelig parentes, var som skabt til Hollywood.
Så selvfølgelig endte den også i Hollywood – med Eminem selv i hovedrollen. Det kunne meget vel være endt i patosmættet heltedyrkelse af værste skuffe, men instruktør Curtis Hanson og manuskriptforfatter Scott Silver turde heldigvis tage en række modige beslutninger.
’8 Mile’ er naturligvis stadig skåret efter rags-to-riches-skabelonen, men med en smagfuld afdæmpethed, der giver filmen karakter. Filmen starter og slutter i Detroits slum, hvor Eminems fiktive alter ego, Bunny Rabbit, drømmer om at slå igennem som rapper. I den lille historie, filmen fortæller, bliver det at overvinde sin angst og vise talentet frem til et lokalt battle-arrangement billedet på gennembruddet. Den efterfølgende rigdom og livet som superstjerne må vi selv tænke os til.
Filmen har et næsten socialrealistisk præg med sit slæbende tempo, sine kolde farver og skildringen af livet i Detroits trailerparks. I dette univers lykkes det Hanson (og Eminem, som gør det ganske overbevisende) at skabe en langt stærkere følelse af identifikation og et mere fængslende portræt, end vi har set i mere traditionelle hiphop-biopics som ’Notorious’ og ’Get Rich or Die Tryin’.
1. ’Boyz N the Hood’ (1991)
’Boyz N the Hood’ markerede et afgørende skift inden for film om hiphop. I 80’erne havde filmene først og fremmest været optaget af relativt uskyldige portrætteringer af kulturens udtryksformer, men med ’Boyz N the Hood’ viste instruktør John Singleton, at der var en alvorlig bagside af medaljen.
Hiphoppens tekstunivers var imod slutningen af 80’erne i stigende grad begyndt at beskæftige sig med de barske sociale forhold i de amerikanske ghettoer, hvor rapperne kom fra, og gangstarap var blevet en etableret subgenre. ’Boyz N the Hood’ tegner på lignende vis et portræt af livet i Los Angeles-bydelene South Central og Compton, men modsat gangstarappernes tekster sker det med en dybt bekymret distance.
Filmen udstiller effektivt bandekriminalitetens destruktive konsekvenser for det afroamerikanske samfund i form af historien om fire vidt forskellige drenge, der vokser op som venner i South Central. Gennem drengenes skæbner formidles det desillusionerende budskab, at den meningsløse vold ikke kender forskel på god og ond, med isnende intensitet.
’Boyz N the Hood’ introducerede dermed for alvor tragedien som genre i hiphopfilm og startede bølgen af de såkaldte hoodfilm, der satte fokus på problemerne i det miljø, hiphoppen udsprang af. Den var også med til at starte trenden med rappere på film, da Ice Cube medvirkede som den kyniske Doughboy. Knap 25 år senere formår filmen stadig med en rystende kraft at sætte gangstarappens nihilisme i perspektiv.
Læs også: Anmeldelse af ‘Straight Outta Compton’