Der er nok ikke mange af Soundvenues yngre læsere, der kan huske ‘Politiskolen’. Det kan jeg desværre. ‘Desværre’, som i ‘jeg er åbenbart så gammel, at jeg kan huske Politiskolen’.
Tilbage i midt-80’erne var Politiskolen sådan cirka verdens største komedie nogensinde, og der blev i alt produceret seks (!) film i serien fra 1984-1989 – én om året. Der var med andre ord penge i skidtet. Desværre blev filmene også dårligere og dårligere hen ad vejen, men de første par stykker var (med 80’er-øjne) relativt vellykkede.
I filmene fulgte man en gruppe mere eller mindre uduelige betjente fjolle rundt i alskens fjollede fjollerier. Det var med andre ord noget fjol. De mest mindeværdige figurer i Politiskolen var den flotte helt Mahoney, den hidsige våben-fanatiker Tackleberry, den imponerende dygtige lyd-med-mund-skaber Jones (i 80’erne var vi mange, der løb rundt og forsøgte at lyde som en helikopter på grund af ham), og så var der selvfølgelig lige den skingrende skøre med den ditto absurd skingre stemme, Zed. Hans konstant knækkende stemme og viltre blik (og hår) gjorde Zed, eller Bobcat Goldthwait, til en megastjerne.
Her en lille reminder om, hvad man blandt andet grinede af i 80’erne. Håber du sidder ned.
Før ‘Politiskolen’ havde Bobcat gang i en fin stand-up karriere. Rollen som Zed var stort set bygget på hans excentriske stand-up-persona, og Bobcats shows var berømte og berygtede for hans skarpe satiriske kommentarer og hans dybt sorte og temmelig bizarre humor.
Efter ‘Politiskole’-succesen blev Bobcat i endnu højere efterspurgt som standupper – folk kunne simpelthen ikke få nok af den sindssyge og uforudsigelige karakter, som Bobcat spillede på scenen.
Bobcat blev dog selv mere og mere træt af sin egen scene-persona, og han opførte sig efterhånden mere og mere bizart i diverse talkshows og på scenen, mest af alt for at ‘ryste folk af’. Blandt andet smadrede Bobcat studiet under et besøg hos talkshowværten Arsenio Hall og skrev »Fuck Paramount« med graffiti på en væg i studiet. Efter sigende var Goldthwait ikke tilfreds med, at Paramount ville nedlægge Arsenio Halls show.
Også Jay Leno fik Bobcats bizarre opførsel at føle helt tæt på, da han under et besøg hos Leno satte ild til gæstestolen! Jay Leno var ikke tilfreds…
Bobcat forblev dog populær og nåede vidt omkring med sin standup. Blandt andet var han opvarmning for Nirvana (!) på deres sidste nordamerikanske turné i 1993.
Omkring den tid begyndte Bobcat at udfase sin standupkarriere til fordel for en karriere som manuskriptforfatter og instruktør. Han har altid lavet sine film langt uden for de store Hollywood-studier, og hans arbejde er da også at betegne som bizart, dybt originalt og 100 procent kompromisløst. ‘Shakes The Clown’ omhandlede for eksempel en dybt alkoholisk og stofmisbrugende klovn, og ‘Stay’ fortalte såmænd historien om en smuk kvinde, der indrømmede over for sin mand, at hun tidligere i sit liv havde dyrket dyresex. Kontroversiel har Bobcat alle dage været.
Nyd her traileren til den mildest talt forskruede ‘Shakes The Clown’.
Selvom Bobcats persona udadtil virkede kaotisk og utilnærmelig, var privatpersonen Bobcat højt elsket og respekteret i komikerkredse. Han bliver beskrevet som en følsom, empatisk og lynende intelligent person – svært at forestille sig, når man ser hans syrede shows fra tidligt i karrieren.
Han var i mere end 30 år bedste venner med Robin Williams, og han har ved flere lejligheder fortalt om det ubærlige savn, han føler, efter Williams tog sit eget liv i august sidste år.
Her et interview med en tydeligt rørt Bobcat om hans venskab med Robin Williams i forbindelse med årsdagen for Robins død.
Over årene har Bobcat Goldthwait efterhånden skabt sig et navn som mere og mere ‘seriøs’ instruktør. Han har blandt andet instrueret flere sæsoner af Jimmy Kimmel Show og specials for de velkendte komikere Patton Oswalt og Marc Maron. Samtidig har han efterhånden dræbt den højtråbende og sindssyge standup-karakter, der i sin tid gjorde ham verdensberømt i Politiskolen, og hans standup er i dag lidt mindre kaotisk, selvom det stadig på ingen måde kan betegnes som mainstream.
Her er hans fulde show ‘You don´t look the same either’ fra 2012:
I øjeblikket er Bobcat Goldthwait aktuel med den – for ham ukarakteristisk seriøse – dokumentar ‘Call Me Lucky’, som handler om den legendariske comedy-klubejer og komiker Barry Crimmins, der som barn blev seksuelt misbrugt og som voksen førte en sag mod America Online hele vejen til Senatet for deres rolle i distributionen af børneporno i 1990’erne. Dokumentaren er en sober, rørende og hjertevridende intens fortælling og har allerede vundet adskillige priser i år.
Her en trailer til ‘Call Me Lucky’.
Få sad sikkert tilbage i 80’erne og tænkte: »Ham der psykopaten med den idiotiske stemme fra Politiskolen vinder sgu nok en dag priser for en dokumentar om børnemishandling«. Ikke desto mindre er det den evolution, som Bobcat Goldthwait har gennemgået. Imponerende hvad en stemme i konstant overgang kan føre til.