De bedste nr. 7: ’Goodfellas’
Noget af det fede ved De Niros præstation i Scorseses 25-års-fødselsdagsbarn (og sidste sande mesterværk), ’Goodfellas’, er måden, hvorpå han holder sig lidt i baggrunden. Han stjæler ikke rigtigt scener fra de andre, men bevæger sig som den snedige kat i cirkler om den varme grød, som de andre ikke kan lade være med at labbe i sig.
Joe Pesci (der vandt en birolle-Oscar for sin scenestjælende fremstilling af psykopaten Tommy DeVito) og Ray Liottas everyman-figur – der har vores sympati, først og fremmest fordi det er hans historie, vi får fortalt – er i centrum det meste af tiden, men når De Niros mentorskikkelse Jimmy Conway dukker op, lægger man mærke til de mindste tegn i hans mimik eller gestik for at afkode, om noget – ofte dødeligt – er under opsejling, eller om han bare er i sit generøse, affable lune.
For det er vekselvirkningen mellem de to poler, der aftvinger respekt og medfører proselytter.
Bedste øjeblik:
Da Conway finder ud af, at DeVito er blevet dræbt, lader Scorsese scenen udfolde sig (dog sparret med den karakteristiske voice-over), fordi han ved, De Niro leverer varen: Conway forsøger at bevare fatningen, men snart dukker vantroen op, herefter vrede og en følelse af forladthed, der til sidst går over i en nærmest barnagtig sårbarhed.
Liotta berører let hans skulder, men De Niro trækker sig væk, slet ikke demonstrativt, men nok til, at øjet registrerer det. Det er et øjeblik, der siger mere om karakteren end en dialog på hundredvis af ord.
De bedste nr. 6: ’Cape Fear’
’Cape Fear’ hører langt fra til den essentielle del af Scorseses oeuvre. Det er for eksempel svært helt at se meningen med at genindspille netop den film, når nu Scorsese tilfører meget få virkelig distinkte fingeraftryk i forhold til originalen (scoret er det samme og den Hitchcock-inspirerede grundstemning ens i forhold til 1962-filmen). Robert Mitchums originale inkarnation af en gudfrygtig, bibelsvingende psykopat er desuden ret definitiv.
Men Scorsese har selvfølgelig tænkt noget i retning af: »Ja, men jeg har Bob De Niro, og han skal sgu have lov til at køre den rolle helt ud. Helt derud, hvor man ikke kan kende forskel på op og ned, fordi ondskab i virkeligheden er svimlende bundløs. Så værsgo, min dreng!«.
Og sådan blev det. De Niro – med en kropsfedtprocent presset helt i bund, iført nogle troværdigt udseende tatoveringer fra top til tå og med en stor fed cigar i munden (når han ikke lige citerer den gode bog) – går grænseløst dedikeret til værks, samtidig med at han giver karakteren Max Cady en selvkontrol, der gør ham endnu mere skræmmende. Han går endda i døden med en stoisk ro: ’Nå, den gik så ikke. Pyt. In another life…’
Bedste øjeblik:
Hvis Scorsese tilføjer noget til originalen, er det den seksuelle spænding mellem Cady og advokatens (Nick Nolte, dengang han endnu ikke lignede et ringvrag hentet op fra en midtjysk mose) teenagedatter, spillet af den uforlignelige Juliette Lewis.
Lewis har sidenhen påstået, at den seksuelle attraktion mellem de to var særdeles virkelig. Hun påstår således, at hun blev forelsket i De Niro (eller rettere: Cady) under optagelserne. De tos fælles scener er under alle omstændigheder gennemvædet af tiltrækningskraft så tyk som en middelsvær hegnspæl i det vindblæste, skotske højland og står i malende kontrast til (eller intim forbindelse med?) den brutalitet, Cady inkarnerer.
De bedste nr. 5: ’The Godfather Part II’
Åh, hvor var Bob dog ung dengang! Hans ansigt er som en silkeblød, renskuret maske af siciliansk virilitet og uskyld, bortset fra at han altså er en killer-in-spe: En ung mand, der vil vokse op og blive til Don Corleone.
Noget af det interessante ved rollen er naturligvis, at De Niro (der på det tidspunkt var næsten ukendt) spiller en rolle, der er moduleret over eller står i forhold til Marlon Brandos allerede da ikoniske (og Oscar-vindende) portræt i den første film. De Niro spiller rollen på så kølig, nærmest indolent vis, at man forstår, at Corleone var i stand til at narre sine omgivelser til at tro, at han bare var en ordinær fyr uden hverken vision, instinkt eller ambition til at drive det til noget stort.
På vanlig dedikeret vis lærte De Niro sig tre sicilianske dialekter, så han havde lidt at jonglere med, da han skulle forme sin karakter. Coppola har siden sagt, at De Niros dedikation skræmte ham: »Misforstå mig ikke: Jeg kan godt lide Bob… men jeg er ikke så sikker på, at han kan lide sig selv«, som han udtrykte det.
De Niro har sjældent været mere økonomisk i sine virkemidler end her. Hans ansigt er som en tom tavle, fordi han ikke vil have, at hans modstandere skal kunne læse ham og dermed lægge planer mod ham. Så hvis man skal måle De Niros præstation, skal man kigge nøje efter, for han afslører kun sin karakters ’sande ansigt’ i bittesmå, rykvise stød.
Bedste øjeblik:
Mordet – hans første – på Don Fanucci. Bag det pæne ydre gemmer der sig en ægte gangster. Den unge Corleone ryster ikke på hånden, men gennemfører handlingen, som var det et ritual i en ældgammel manual med religiøse forskrifter. Det er gjort med finesse og uden sved på panden.
De bedste nr. 4: ’The Deer Hunter’
De Niro har selv kaldt rollen i Michael Ciminos Oscar-vindende vietnamveteran-drama ’The Deer Hunter’ for den følelsesmæssigt mest drænende oplevelse i sin karriere.
Hvis han primært er kendt for mere udadreagerende karakterer, så er hans portræt af en russisk-amerikansk fabriksarbejder af en anderledes, mere sammenbidt karakter, en traumatiseret mand, der ikke er i stand til at kommunikere med sine omgivelser. Det er interessant, at De Niro i ’The Deer Hunter’ spiller en karakter med en anden etnisk baggrund end italiensk, for det forlener ham med en anden fremtoning, en anden kadence – sprogligt og temperamentsmæssigt.
Det er, som om De Niro accepterer, at han nok spiller hovedrollen i ’The Deer Hunter’, men at det er op til birollerne at løbe med det meste af opmærksomheden. Christopher Walken vandt en Oscar for sit indædte portræt af en skadet veteran, mens Meryl Streep fik et gennembrud i rollen som Walkens kæreste – sensitiv, delikat, ulykkelig og usandsynligt rørende i sin lyserøde brudekjole. Man forstår godt, at De Niros Mike har et godt øje til hende.
Bedste øjeblik:
Intet over og intet ved siden af russisk roulette-scenen, hvor Walken og De Niro overgår sig selv i et elektrificerende stand-off, der med rette har opnået ikonisk status.
De bedste nr. 3: ’The King of Comedy’
Det var meget få, der rigtigt fangede meningen med ’The King of Comedy’, da Scorsese serverede den som sin opfølger til de feterede mesterværker ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’ i 1982.
Således blev den en rendyrket fiasko ved de amerikanske billetluger, og De Niro måtte lide den tort (mon ikke han i virkeligheden var ret ligeglad, vi taler trods alt om en mand, der blev væk fra Oscar-uddelingen, da han vandt for ’The Godfather Part II’…) for en gangs skyld ikke at blive Oscar-nomineret for en rolle i en Scorsese-film i sin ’gyldne epoke’, 70’erne/80’erne).
Sagen er den, at ’The King of Comedy’ var forud for sin tid. Scorsese skiftede fra benhård realisme til absurd surrealisme og fra film med en kinetisk, sammenklippet stil til statiske long shots.
De Niro var måske den eneste, der fangede, hvad Scorsese ville med filmen. Hans præstation er meget anderledes end hans typiske Scorsese-figurer: Han vil bare gerne elskes, han vil bare gerne være berømt, og han vil gerne elskes af de berømte…
Komikeraspiranten Rupert Pupkin er måske nok en vildfaren sjæl, men han er ærlig. Hans smil og hans vennesæle adfærd er udtryk for et genuint ønske om at blive forstået, omfavnet og beundret. Det, der gør karakteren så vellykket, er, at den er styret af meget menneskelige behov og ønsker, men fordrejet og forstørret, så det bliver uhyggeligt og frastødende.
Det, der er galt med Pupkin, er, at han ikke kan se, hvor dybt ordinær han i virkeligheden er. Men uanset om han virker frastødende på os, der ser på, så kan man ikke tage hans fundamentale venlighed og menneskelighed fra ham. På den måde er han en diametral modsætning til Jake La Motta i ’Raging Bull’, en mand, der bliver beundret, men hvis menneskelighed er på én lang deroute.
Folk, der så filmen i 1983, troede formentlig, at den var en langt-ude-komedie, og det var ikke det, man forventede af Scorsese (eller De Niro), men i virkeligheden er det måske en af Scorseses mest dybt seriøse, provokerende og tankevækkende film.
Bedste øjeblik:
Den afsluttende monologscene, hvor Rupert endelig (dog kun i sin egen fantasi!) får mulighed for at lave en stand-up-optræden på landsdækkende tv. Det er absurd, men såre menneskeligt.
De bedste nr. 2: ’Taxi Driver’
Travis Bickle er en knækket mand i et moderne New York, der i Scorseses hænder (og set gennem manuskriptforfatter Paul Schraders briller) er en depraveret rotterede. Han stiller sig an som en vildfaren hævnende engel, men ikke før han har forsøgt at glide ind i en verden, han ikke forstår sig på, og forsøgt at tale med de medmennesker, som tilsyneladende ikke fanger, hvad han siger, eller hvad han ønsker.
Bickle er apoteosen af De Niros hang til at portrættere outsidere, der ikke rigtig kan skabe en forbindelse til deres omgivelser og derfor fyldes op af vrede og lede i stedet. Bickle prøver faktisk hårdt at række ud, men han ender altid med at blive skuffet – over sig selv og over andre.
Der er noget rørende ærligt og direkte i hans facon, samtidig med at han bærer et følelsesmæssigt panser, der ikke tillader at lade lyset sive ind. Hans intensitet er urovækkende, selv (eller især) når han forsøger at indsmigre sig. Han grunder lige et sekund for længe over selv de simpleste gestusser, som en mand, der er permanent ude af trit med den virkelighed, som alle omkring ham færdes ubekymret i.
De Niro indfanger sin karakter med forholdsvis simple og underspillede, men ufatteligt fint registrerede nuancer. Det er i sandhed et af de allerbedste karakterportrætter af det fænomen, vi kan kalde for ’maskulinitet sat under pres’ i amerikansk film.
Bedste øjeblik:
Mange af filmens scener er improviseret frem. Først og fremmest dens mest berømte scene. »Are you talkin’ to me?«. Den replik stod der ikke noget om i Schraders manuskript – det var De Niros lille leg med sit eget spejlbillede. Mon Scorsese vidste lige der, at han netop havde indfanget et klassisk filmøjeblik?
De bedste nr. 1: ’Raging Bull’
’Raging Bull’ bliver ofte nævnt som den ultimative method actor showcase. Og det er den sådan set også. De Niros fysiske transformation – fra brølestærk mellemvægts-champ til oppustet has-been – er ærefrygtindgydende. Læg dertil mærke til, hvordan hans stemme ændrer sig undervejs. Det er en imponerende fysisk præstation på alle planer.
På den anden side er Jake La Motta ’blot’ en kulmination på nogle af de temaer og problemstillinger, der gennemsyrede de fleste af De Niros karakterer op gennem 1970’erne. La Motta er vred, skuffet og ude af stand til at udøve selvkontrol. Og ligesom for eksempel Bickle kan han ikke forstå kvinder. Han stoler ikke på dem. Enten er de engle, som han må erobre og eje, eller også er de utæmmelige, promiskuøse løvinder, som han må banke til fornuft.
Han er så selvdestruktiv, at boksesporten bliver et uundgåeligt billede på den kamp, han kæmper med sig selv.
Det er i de enkelte scener, hvor hans stærkt komplekse relationer til kvinderne i hans liv og til hans bror Joey (Joe Pesci), vi kommer tættest på at forstå (og frastødes over) La Motta. Vildskaben i ham er kombineret med en ofte malplaceret eller frastødende ironi, som er hans måde at håndtere usikkerheden og mindreværdet på.
Bedste øjeblik:
»Did you fuck my wife?«
I sammenstødet med brormand Joey (Joe Pesci) kommer vi nok tættest på at forstå både råheden og sårbarheden i La Motta. De Niro spiller scenen, så La Motta fremstår kalkuleret, selvom han i virkeligheden reagerer spontant (og irrationelt). Han er skræmmende, fordi hans opsparede selvkontrol gemmer på en vrede, der hvert øjeblik kan detonere i en eksplosion af vold.
Man kan se, hvordan hans hjerne arbejder undervejs, hvordan den tænder og slukker som et kontrolbord med nogle klart markerede knapper, der anviser de forskellige muligheder, Joeys svar åbner for.
De værste nr. 3: ’Meet The Fockers’ / ’Little Fockers’
’Meet the Parents’, den første af de tre ’Fockers’-film fra 2000, blev en stor succes og er formentlig den rolle, som flest almindelige biografgængere under 30 forbinder ham med. Det er selvsagt en skam, at det forholder sig sådan, men originalen er trods alt et veritabelt overflødighedshorn af veltimede oneliners og fede gags i forhold til de to efterfølgere, der – milde moses! – har vist sig at være overraskende lukrative, ikke mindst på det amerikanske hjemmemarked.
De Niro har spillet mange komedieroller gennem årene (han har endda lavet nogle virkelig gode, såsom ’Midnight Run’ og til dels ’Wag the Dog’), men han er for længst frosset fast i en særlig ’De Niro som De Niro’-form, som han virker uendeligt uinteresseret i at prøve at bryde ud af.
Han ligner en mand, der tænker på noget helt andet, når han er på – en mand, der gerne tager imod en check, men nægter at tage en scene om. Det er sådan set forskellen på ham og Al Pacino: Pacino virker desperat efter opmærksomhed og overspiller for fulde turbiner. De Niro virker på den anden side inderligt indifferent. Han er ikke desperat, han er bare flintrende ligeglad.
Film, vi også kunne have nævnt, som befinder sig i nogenlunde samme boldgade – og som er lige så ringe: ’The Big Wedding’, ’The Family’, ’Last Vegas’, ’Showtime’.
De værste nr. 2: ’The Adventures of Rocky and Bullwinkle’
Man kunne snildt have valgt talrige andre De Niro-titler end denne, men den er værd at fokusere på, fordi den netop ikke hører til de mange film, De Niro har lavet alene for ussel mammons skyld, eller fordi han er arbejdsnarkoman eller bange for at dø, men tværtimod var et hjertebarn, som han kæmpede hårdt for at få realiseret. De Niro kan altså også ramme helt ved siden af, selv når han virkelig prøver at lave noget af værdi.
Modsat med mange af hans post-2000-roller kan man se, at han rent faktisk prøver at yde noget for at få ’The Adventures of Rocky and Bullwinkle’ (det er pudsigt nok den særdeles talentfulde Kenneth Lonergan, kendt for ’You Can Count On Me’ og ’Margaret’, der har skrevet manuskriptet) til at lette fra jorden. Men det gør jo ikke fadæsen bedre eller mere tilgivelig – nærmest tværtimod.
I filmen spiller han en ond superskurk med Hitler-haircut, monokel og hele svineriet. Fearless Leader, hedder han. Tak skæbne. Det er en meget dum og meget lidt interessant parodi på ’Dr. Evil’ og er en parodi på en parodi i øvrigt ikke bare dømt til at mislykkes?
Filmens lavpunkt – og et passende bud på et lavpunkt i De Niros samlede karriere (i hård konkurrence med de usigeligt platte gammel-mand-med-erektionsproblemer-jokes i ’Little Fockers’) er scenen, hvor De Niro parodierer sin mest berømte scene: You talkin’ to me?
Der findes ikke ord for, hvor tåkrummende og fejlkalkuleret det er.
De værste nr. 1: ’Flawless’
Eftersom vi beskæftiger os med en af filmhistoriens mest ikoniske skuespillere – selve inkarnationen af moderne method acting – vil det næsten være for nemt at udpege en af hans lavkomik-på-automatpilot-roller som hans værste.
Nej, lad os i stedet erklære, at De Niro er værst, når han spiller med i film, hvor han tror, han er god, og som i ramme alvor angler efter at blive taget seriøst.
’Flawless’ er en af den slags ulidelige indiefilm, der desværre laves lidt for mange af på den anden side af Atlanten, og som honorerer budskaber af ’pay it forward’-varianten. Altså hvor en skidt karakter – her: De Niro som en homofobisk, tidligere politimand – langsomt finder ud af, at livet har flere facetter end som så i mødet med en repræsentant for det eller dem, han ser ned på. Her: Philip Seymour Hoffmann som flamboyant transperson.
De Niro har været igennem en blodprop, hvilket har berøvet ham hans fulde talegavers brug foruden hans førlighed i underkroppen (hvorfor han sidder i kørestol og er lænket til sin lejlighed). De Niro sukker, stønner, stammer og sløser sig vej gennem et manuskript, der er så fyldt af klicheer, at det får en Merci-reklamefilm til at fremstå original til sammenligning. Men det er også svært uheldigt, at bygningen, hvor han bor, tilsyneladende vrimler med transpersoner!
Det er en virkelig dårlig præstation, men hvis man skal undskylde De Niro, må man huske at nævne, at ’Flawless’ er lavet af Mr. ’Batman and Robin’ himself, Joel Schumacher, hvis talent er lige så bekymrende fattigt som De Niros præstationer på filmlærredet de sidste godt 15 år.