‘Spionen fra U.N.C.L.E.’
2015 står i spionernes tegn. Det går – som taglinen til ‘Spionen fra U.N.C.L.E.’ kækt pointerer – formentlig aldrig af mode at redde verden.
Året har allerede budt på to energiske agent-film, Matthew Vaughns spoof ‘Kingsman: The Secret Service’ og Christopher McQuarries stunt-fest ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’, og nu forsætter biografopvarmningen til ‘Spectre’ (Sam Mendes’ næste Bond-film, der får dansk premiere 31. oktober) med Guy Ritchies actionkomedie.
Her er Henry Cavill (Superman i ‘Man of Steel’) den uforlignelige tyv og kodebryder Napoleon Solo, der i den oprindelige serie, ‘The Man from U.N.C.L.E.’ (1964-1968), blev spillet af Robert Vaughn. Karakteren, der er lidt af en charmør, minder på flere måder om Agent 007, og Ian Fleming var da også i sin tid med til at opfinde ham.
Handlingen udspiller sig hovedsageligt i Rom i 1963, men indledningsvis hjælper Solo, der for at slippe for at rådne op i et fængsel er nødt til at arbejde for CIA, niecen til lederen af en forbryderorganisation, Gaby (Alicia Vikander), ud af Østberlin, og snart er de begge undercover sammen med den temperamentsfulde KGB-agent Ilja (Armie Hammer).Og det midt under den kolde krig.
Sammensætningen af denne trio er ikke ligefrem gnidningsfri, idet Ilja og Gaby tager tilløb til en flirt, alt imens Solo, der med lidt god (mod)vilje nemt kunne forveksles med en forvokset teenageknægt i sin fars jakkesæt, ustandselig provokerer sin nye, letantændelige russiske makker. De to kalder tirrende hinanden for henholdsvis Cowboy og Røde.
Som vi er vant til hos Guy Ritchie, er de glatte karakterer rappe i replikken. Deres dialoger er dog ikke nær så hippe som i hans klart bedste film, ‘Lock, Stock and Two Smoking Barrels’ og ‘Snatch’. Men stilsikkerhed og virtuositet er atter instruktørens afgørende styrker, og ‘Spionen fra U.N.C.L.E.’ rangerer som hans bedste udspil, siden de to nævnte titler i sin tid positionerede ham som Englands svar på Tarantino.
Filmens action og dens ofte seksuelt ladede humor er ikke tilnærmelsesvis raffineret, men soundtracket er forbandet cool, og filmens score er badet i bløde 60’er-toner. Og sammen med musikken får den sprøde klipning den letbenede underholdning til at glide ned helt uden vanskeligheder. Eller, for den sags skyld, den mindste anledning til engagement eller eftertanke.
Kort sagt:
Guy Ritchie genfinder fortidens fine form med en simpel, velfungerende actionkomedie, der i udpræget grad prioriterer stil over indhold. Den britiske instruktørs overfladefokuserede tilgang går glimrende i spænd med opdateringen af den populære 60’er-serie.