‘The Reflektor Tapes’
Hatten af for Kahlil Joseph, der vitterligt har brugt hver eneste effekt og filter i planetens redigeringsprogrammer i et forkrampet forsøg på at gøre Arcade Fire til andet og mere end et normcore stadionrock-band.
Selv med én af vor tids dygtigste musikvideo-instruktører ved roret fremstår ‘The Reflektor Tapes’ som et stykke passionsløst bestillingsarbejde, hvor kunderne har fået al for meget indflydelse på processen.
Havde Joseph fået komplet kreativ kontrol og udviklet konceptet fra starten – i samhør med den canadiske sekstet – kunne resultatet givetvis være blevet et andet (hans videoer for FKA Twigs’ ‘Video Girl’ og Flying Lotus’ ’Until The Quiet Comes’ er fantastiske), men i stedet for at overlade filmskabelsen til filmskaberen fodrer Win Butler og co. Joseph med råmateriale fra en komplet uvedkommende low-res sci-fi, som bandet selv har optaget, og sætter ham til at filme deres optrædener som det fiktive band The Reflektors på et hipstervenue, som de selv har udvalgt.
I smukke sort-hvide billeder, der konstant muterer, dokumenterer Joseph deres optræden foran et ellevildt crowd af fans i excentriske outfits, mens han i sin febrilske klipning og forvrængning af lyden afspejler den rå energi, som bandet er kendt for. Fremfor blot at være en flue på væggen placerer Joseph et kamera helt oppe blandt bandmedlemmerne på scenen, og for første og eneste gang i filmen mærker man faktisk Butler-brødrenes intense kinetiske energi på egen krop.
Det geniale i det greb er dog lost på frontmanden Win, der i slutningen af selvsamme sekvens rækker fuck efter kameramanden, fordi han i processen er kommet til at træde på en effektpedal.
Og det er da sikkert også pisse irriterende at få sin koncert afbrudt, men der er alligevel noget nagende ved det øjeblik, fordi man får på fornemmelsen, at Joseph under den kreative proces flere gange har stødt hovedet mod en stor, uoverstigelig mur og megaloman ved navn Win.
Der er ingen tvivl om, at medlemmerne i Arcade Fire tager sig selv enormt seriøst og flere gange fører deres selvhøjtidelighed til nogle utroligt ufrivilligt komiske øjeblikke, som når Win fremfører en version af ‘My Body is A Cage’, hvor konen Régine spiller på bongotromme med strandskaller, eller når Joseph under en koncert i Jacmel på Haiti pludselig vender kameraet ud mod skaren, og man i stedet for at blive mødt af hujende fans konfronteres med et fuldstændig dødt publikum.
’The Reflektor Tapes’ er noget gevaldigt rod – og noget tyder på, at de involverede parter godt selv ved det, for de har valgt at vise filmen med et tilhørende interview, hvor bandmedlemmerne i et forsøg på at komme kritikken i forkøbet snakker om, hvordan filmen ikke er en konventionel rockumentary, men et avantgardistisk formeksperiment, der udfordrer formatet og leger med folks forventninger.
Det eneste vellykkede ved denne her film er, hvordan den formår at reflektere (geddit?) den tomhed, der gemmer sig under bandets visuelle excess og fortærskede Kierkegaard-referencer, og at kalde det avantgarde er simpelthen bare en doven måde at dække sig ind på: En fornærmelse mod værker, der rent faktisk er subversive.
Kort sagt:
Hvis Joseph havde til hensigt at udkrystallisere frontmændene i Arcade Fires ulidelige selvhøjtidelighed, så er ‘The Reflektor Tapes’ et mesterværk. Hvis ikke, ja, så er det en eklatant fiasko, der kun vil forstærke antipatien hos dem, der i forvejen ikke kan døje bandet, og efterlade fans med et lige så uforstående ansigtsudtryk, som haitianerne sekstetten optræder for i Jacmel.