‘Black Mirror’

Det er indlejret i menneskets natur at opfinde. Opfindelser er en del af det, der adskiller mennesket fra resten af naturen. Som flintstenen, der altid har samme form for andre arter, men fremmaner ild fra menneskets hænder. Klonk efter klonk til flammerne spræller frem – dette er menneskenes arne.

Som det formuleres i et berømt klip fra ‘Rumrejsen 2001’, er opfindelser den linje, der forbinder de fjerne forfædre fra fortidens afrikanske højslette med fremtidens rumrejsende sønnesønner.

Alle som én starter opfindelserne med et ceremonielt Eureka. Netop dette, fortæller menneskene hinanden, er midlet, der skal forbedre eksistensen for menneskeheden. Fra hjulet, ilden eller alfabetet til penicillin, telefonen eller elpæren har opfindelserne propelleret menneskeheden fremad, fremad, fremad i et tempo, der hele tiden er mere formidabelt end den allerede fjerne fortid.

Med maskinerne er alt anderledes. Maskinerne er ekstra arme, ekstra ben eller ekstra hjerner, der trimmer det moderne samfund – og det moderne menneske – proces efter proces. Men ændrer opfindelserne alt til det bedre, eller ændrer de bare eksistentielle problemers udsnit, udseende eller form?

Patienten er blevet junkie

Opfindelserne florerer frit i Charlie Brookers serie ‘Black Mirror’ som penduler, samfundet roterer rundt om. Brooker har en fortid som journalist, men det er hans journalistiske serieformater hos BBC, der har cementeret hans plads blandt Storbritanniens fineste samfundssatirikere.

‘Black Mirror’ startede allerede i 2011, men har nu fundet en plads hos Netflix, som foruden at relancere de to indledende sæsoner har bestilt 12 afsnit mere. Her er opfindelser hjørnestenene i nutids- eller fremtidssamfund, der efterlader menneskene, som beboer dem, ensomme, indespærrede eller hjælpeløse. De har ikke helbredt patienten – det understimulerede, utilpassede menneske – men har derimod reduceret patienten til en junkie, der hele tiden leder efter sit næste fix.

Der er tale om seks afrundede afsnit, der ikke deler andet end deres tematiske fokus. Én efter én præsenterer afsnittene opfindelser fra en nær frem- eller nutid, mens dramaet udfoldes mellem dem, der betjener dem. I seriens bedste installation, ‘The Entire History of You’, omdanner en harddisk indopereret i hjernen øjnene til et kamera, der klikker billeder ind i apparatets elektroniske hukommelse i en lind, uafbrudt strøm. Det er reelt en streamingtjeneste, der indeholder alt, øjnene har set.

Øjnene sløres, mens hukommelsen fjernbetjenes. Som når Liam, der nærer mistro til de fleste, han møder, scroller i sine minder for at finde frem til sit første samleje med sin hustru. Imens han scroller, er han i alle andre henseender offline: De slørede øjne reducerer ham til en zombie – præcis som det moderne menneske, der er som forstenet foran telefonen eller computeren.

Mordere i hælene

Det er bare ét af eksemplerne på, at sjælens spejl – øjnene – sløres i ‘Black Mirror’. I ‘Fifteen Million Credits’ tjener beboerne til føden, når alt fra actionfilm eller sæbeopera til porno transmitteres som adrenalinsus foran deres nethinder i tomme celler, der indrammes af transparente mure indfattet med enorme LCD-skærme.

Hele tiden er opfindelserne med til at udstille små eller store fejl eller laster i det moderne menneske, som blusser op, når computere, telefoner eller andre apparater fjerner det enkelte menneske fra flokken. Opfindelserne forandrer deres nærmeste til fremmede – eller til efterløbere, der samarbejder med fjenden som i mareridtsfortællingen ‘White Bear’, som handler om Victoria, der spæner rundt med maskeklædte mordere i hælene, mens et stiltiende publikum holder deres mobiltelefoner frem foran hende som et spejl mod hendes lidelse.

Telefonen er fremstillet med det formål at forbinde mennesker med hinanden uanset distancen mellem dem, men ender som instrumentet for deres emotionelle distance. Illusionen om at apparaterne danner bro mellem mennesker – som nutidens sociale medier, der i altruismens tjeneste annullerer afstandene imellem os – udstilles som et tomt løfte. Tomheden er et sort hul, internettet eller mobiltjenesten ikke kan mætte.

Som i den fine ‘Be Right Back’, der handler om Marthas møde med en tjeneste, der med data fra sociale medier omdanner hendes mand, som bliver slået ihjel i et biluheld, til en virtuel replika af hans online-persona.

Som resten af opfindelserne er tjenesten i starten et remedium, der dulmer følelserne. Men ensomheden erfares som større, ikke mindre, med mobiltelefonen i hånden. Udenfor spejler naturen tomrummet i Marthas indre i alle sine nuancer med faldet fra Sussex’ stormfulde klitter som bærende motif – med landskabets poesi som en rute til at lindre smerten en smule, der rummer mere end telefonens sorte spejl.

Et råb om hjælp

Samfundssatiren i de resterende afsnit berettes med Brookers traditionelle pen, men uden samme smerte. ‘The National Anthem’ handler om en britisk premierminister, som afpresses til at suspendere alle former for moral, mens det i ‘The Waldo Moment’ er en animeret bjørn, som hudfletter det demokratiske underskud i den politiske diskussion, men ender med at udstille komikkens, snarere end politikkens, demarkationslinjer.

Det er satiren som tom sensation – mere hjerne end hjerte. I ‘The Entire History of You’ og ‘Be Right Back’ er det hjertet, der sender Liam og Martha i computertjenesternes arme. De sætter alt på ét bræt: Med åbne øjne risikerer de at miste mere end det, de allerede har tabt.

Følsomheden i disse afsnit berettes uden de sentimentale soundtracks eller kolossale kranture, som ofte er bundet til materialet. Publikum er efterladt helt uden pusterum, mens øjeblikke fulde af dronende stilhed stadfæster den følelse af tomhed, som lammer Victoria, Liam eller Martha – en følelse, som implicerer alle dem, der falder uden for rammerne i fremtidssamfundene. Brookers sans for forstillelse eller vildfarelse er fænomenal: Der fortælles helt uden filter med en helt imponerende fornemmelse for fejlkommunikationen mellem mennesker, der elsker hinanden.

Miljøet, som dramaet udfoldes i, er småt, men resonansen er enorm. Det handler om apparaterne, som infiltrerer moderne samfund trin for trin, men mellem linjerne, fra start til slut, handler det om ensomme mennesker, der firer en line ud af deres celle. Uden troen på, men i håbet om, at den lander hos en anden, der deler deres smerte. Der er intet Eureka til sidst, blot et råb om hjælp, der dør ud i tomheden.

Vurdering af de enkelte afsnit

‘The National Anthem’ (sæson 1, afsnit 1): 

‘Fifteen Million Merits (sæson 1, afsnit 2): 

‘The Entire History of You (sæson 1, afsnit 3): 

‘Be Right Back’ (sæson 2, afsnit 1): 

‘White Bear’ (sæson 2, afsnit 2): 

‘The Waldo Moment’ (sæson 2, afsnit 3):