Da Jon Stewart i februar annoncerede sit stop som vært på ‘The Daily Show’, faldt Comedy Central-ejerne Viacoms markedsværdi med 2,4 milliarder kroner.
To komma fire milliarder! Det er et helt årsbudget på Comedy Central. Nok til at bespise hele den danske filmbranche i næsten fem år. Og det er altså ikke bare snak, når kanalens præsident, Michele Ganeless, har kaldt Stewarts farvel for »en af kanalens største udfordringer nogensinde, kreativt som økonomisk«.
Comedy Central har siddet tungt på den politiske satire i halvandet årti. Den har defineret kanalens brand, løftet den ud af comedy-nichen og ind i magtens centrum og skabt respekt over hele verden.
Kanalen er blevet en institution i humorland, men står nu ved en skillevej. Jon Stewart er væk, HBO kaprede sidste år hans naturlige arvtager, John Oliver, mens en anden prominent protegé, Stephen Colbert, er David Lettermans afløser på CBS’ ‘Late Show’.
Samtidig står kanalen over for den største forretningsmæssige migræne i sin 24-årige historie: Hvad gør en tv-kanal, når målgruppen, de 18-34-årige, holder op med at se tv?
Kaptajn Stewart har altså rømmet skibet midt i hajfyldt farvand. Men styrmanden står der endnu. Han hedder Kent Alterman, og han har før navigeret Comedy Central gennem oprørt hav. Da han tiltrådte som President of Original Programming i 2010, blødte kanalen fortsat fra et fem år gammelt sår, der opstod, da komikeren Dave Chappelle skred fra sin millionkontrakt og sit superpopulære sketchshow, ‘Chappelle’s Show’, i protest mod kreativ topstyring og et beklumret arbejdsklima.
»Da jeg tog jobbet, bestod kanalen af ‘The Daily Show’, ‘The Colbert Report’, ‘South Park’ – og Dave Chappelles spøgelse«, har Alterman sagt til Rolling Stone.
Alterman har fået Comedy Central tilbage på ret kurs. I hvert fald kreativt. Succeser som ‘Key & Peele’, ‘Workaholics’, ‘Inside Amy Schumer’ og ‘Broad City’ har givet kanalen ry for at være et sted, der tør bore fingeren ind i de mest betændte politiske og sociale emner. Ligesom de har genetableret kanalen som en af amerikansk comedys største talentfabrikker med navne som Kristen Schaal, Josh Gad og Jessica Williams blandt dimittenderne.
En grænsesøgende adfærd
Succesformlen for Alterman, der i sin tid opdagede både Colbert og Amy Poehler, har været at stole og satse på talent. Kanalen har talentspejdere udstationeret på undergrundsklubberne, og de sjove bliver indbudt til pitch. De rigtig sjove bliver inviteret til et nyt pitch, hvis det første ikke funker. Og de rigtig-rigtig sjove får en længerevarende, eksklusiv kontrakt, så Comedy Central kan nurse og finpudse deres talent.
Som da Alterman insisterede på, at den dengang ukendte Amy Schumer skulle være med til at åle Charlie Sheen i hans ‘Roast’ i 2011. En måde at promovere et navn, som kanalen troede på. Programmet blev Schumers gennembrud.
Mod er en kardinaldyd på Comedy Central. Det var den flabede kultserie ‘South Park’, der satte kanalen på tv-landkortet, og den grænsesøgende adfærd ligger fortsat i kanalens dna. En tidligere præsident for kanalen har beskrevet den som den frække dreng på bageste række, der kaster med papirkugler. Eller som Abbi Jacobson, en af ‘Broad City’-skaberne, har forklaret det til New York Times: »Ofte er det de ting i manuskriptet, som vi er mest nervøse omkring – det, vi tror, er for langt ude – som Kent bedst kan lide. Han bestyrker os i vores mærkelighed«.
Det skaber ballade, når Colberts og Daniel Tosh’ jokes tages ud af kontekst og vinkles som racisme, eller når Jon Stewarts afløser Trevor Noahs gamle tweets om jøder og fat chicks graves frem. Men det tager man med.
»Hvis en joke bunder i et stærkt synspunkt med noget tanke bag, er der intet, der er off limits«, har Kent Alterman sagt til The Hollywood Reporter.
Ét grin ad gangen
Det er den frygtløshed i tabutacklingerne, som gør femi-serierne ‘Inside Amy Schumer’ og ‘Broad City’ så slagkraftige. Schumer satiriserer uden hæmninger over for eksempel voldtægtskulturen blandt amerikanske football-spillere og underholdningsbranchens objektiviserende kvindebillede, mens den befriende ægte og humørfyldte ‘Broad City’ står op for pigers ret til at ryge hash, spille videospil og være lige så dorske og ulækre som fyre.
De unge, lynende skarpe kvinder synes lige nu at være svaret på Comedy Centrals eksistentielle krise. De har nemlig heller ikke skræmt kerneseeren, den unge mand, for ‘Broad City’ og ‘Inside Amy Schumer’ ses af lige så mange mænd som kvinder.
Også målgruppens styrtdykkende tv-forbrug har kanalen øjnet en løsning på. Altermans go-to-eksempel er sketchshowet ‘Key & Peele’, hvis moderate seertal gennem fem sæsoner har blegnet ved siden af deres millioner og atter millioner af Youtube-views.
Genoplivningen af sketchgenren, som med sin fragmentariske form gør sig godt i små Youtube-doser, er et vigtigt led i kanalens omstilling til det ændrede mediebillede. Det næste er Trevor Noah, der debuterede som ’The Daily Show’-vært for to uger siden. Med sine 31 år, 21 yngre end Jon Stewart, taler han i sig selv til et yngre publikum, og han vil sparke mindre ud efter Stewarts yndlingsaversion Fox News og i stedet forholde sig til nettets uafbrudte nyhedscyklus. En udvikling Stewart med sin trofaste seerskare nærmest kunne ignorere.
Noah, en sydafrikaner med en schweizisk far, der immigrerede til USA i 2011, står stærkt på raceskel og udenrigspolitik, men spørgsmålet er, om han og Larry Wilmore, der med sin afroamerikanske vinkel på nyhedsstoffet i ‘The Nightly Show’ allerede har noget sværere ved at holde på seerne end sin forgænger, Stephen Colbert, tilsammen har for snæver appel.
Noah har i sine første uger som ’The Daily Show’-vært lagt sikkert fra land, men skal fortsat finde sin egen stil og stemme, og han vil gøre klogt i at skele til John Olivers ‘Last Week Tonight’ på HBO. Som brite har Oliver ikke Stewarts indsigt i amerikansk politiks spidsfindigheder, men han har demonstreret, at der sommetider skal en outsiders perplekse perspektiver til at åbne amerikanernes øjne for de tåbeligheder, de før har taget for givet.
»Der er al mulig slags multikulturel diversitet i verden, og det skal vi afspejle«, sagde Kent Alterman sidste år til Rolling Stone og understregede, at komik er et universelt sprog.
»Vi forsøger blot at løfte den menneskelige ånd. Ét grin ad gangen«.