1. ‘Profeten’
Selvom gangsterfilmenes rise & fall-dramaturgi synes brugt flere gange, end Tony Montana siger »fuck« i ’Scarface’, så har den sin fulde berettigelse i ’Profeten’ – et rystende barskt og svært livsbekræftende drama skabt af sidste års Guldpalme-vinder, Jaques Audiard.
I ’Profeten’ starter vores hovedperson vitterligt fra bunden: Unge Malik er småkriminel og retningsløs, da han interneres i et hårdkogt fransk fængsel, og han ryger uden videre i kløerne på en skruppelløs gangsterboss, der styrer hierarkiet inden for murerne. Inden længe har Malik op til flere liv på samvittigheden – men samtidig øjner han også et håb for en lysere fremtid.
Mere end nogen anden film minder ’Profeten’ om Michael Noer og Tobias Lindholms fængselsdrama ’R’– måske endda så meget, at det bliver en hæmsko for den danske pendant. For snarere end at dvæle ved fængslets tristesse og det hårdkogte machomiljø (hvilket ’Profeten’ også gør) vinkler Jaques Audiard sin gangsterfortælling på overrumplende vis: Pludselig bliver Maliks færd op ad de kriminelle rangstier en eksistentiel rejse, der virker mere oplivende end afskrækkende. Det skal næsten opleves for at kunne forstås.
Instruktøren Jaques Audiard stod efterfølgende bag det uafrystelige kærlighedsdrama ’Smagen af rust og ben’ (2012), mens han som sagt vandt Guldpalmen i Cannes tidligere på året for sit flygtningedrama ’Dheepan’, der kan ses i de danske biografer til næste år. I ’Profeten’ finder man alt det, der gør den franske instruktør til en af europæisk films dygtigste.
Kan ses på Blockbuster og YouBio
2. ‘Animal Kingdom’
Med sit fokus på organiseret familiekriminalitet er ’Animal Kingdom’ alt andet end Hollywood – for hvem skal man holde med, når alle familiemedlemmer har en samvittighed så sort som graven?
Den unge hovedperson, Joshua, lyser dog op i det moralske søl og giver denne kolde og intense australske indie-film et tiltrængt skud varme. Da Joshuas mor dør, indlogeres den 17-årige dreng hos bedstemor og onkler, og herfra opleves en forbryderfamilie af absolut mindeværdig slags – med skuespillere som Ben Mendelsohn (Netflix-serien ’Bloodline’), Joel Edgerton (’Warrior’) og en isnende Jackie Weaver (’Silver Linings Playbook’) i spidsen.
Udover at være et uhyre velspillet og facetteret familiedrama er ’Animal Kingdom’ en imponerende spillefilmsdebut for instruktøren David Michôd, der sidste år stod bag den benhårde fremtidsdystopi ’The Rover’ med Guy Pearce og Robert Pattinson, og som her finder en perfekt balance mellem det dvælende tempo og den kvælende spænding.
Samtidig markerede filmen gennembruddet for Joel Edgerton, der i øjeblikket er biografaktuel med sin thriller ’The Gift’ (som han selv spiller med i), mens han fra i dag også kan opleves i gangsterfilmen ’Black Mass’ med Johnny Depp.
Kan ses på Blockbuster og C-more
3. ‘Layer Cake’
Daniel Craig slog først for alvor igennem med ’Casino Royale’, men at folkene bag den højtelskede James Bond-reboot havde kigget ’Layer Cake’ efter i kortene, er ikke utænkeligt.
Med en lignende blanding af charme, vildskab og sårbarhed viser Craig nemlig en skøn spændvidde i Matthew Vaughns tempofyldte gangsterthriller fra 2004, der både ligger sig i forlængelse af Guy Ritchies britiske krimi-vaner, og som samtidig vrider armen om på dem.
I filmen spiller Craig en unavngiven kokain-pusher, der er højt respekteret i Londons kriminelle underverden, men som må lægge håbet om pension på hylden, da han fanges mellem to fatale handler, og som titlen varsler, begiver ’Layer Cake’ sig herefter ud i et farverigt forvekslingsplot, der vækker minder om førnævnte Ritchies ’Lock, Stock and Two Smoking Barrels’ og ikke mindst ’Snatch’.
Men filmens debuterende instruktør, Matthew Vaughn, har sin egen måde at gøre tingene på, og ’Layer Cake’ ender som en drønunderholdende gangsterfilm, der står på egne ben. Vaughn skulle senere instruere ’Kick-Ass’, ’X-Men: First Class’ og dette års charmerende agent-pastiche, ’Kingsman’, og det er med ’Layer Cake’ fascinerende at se, hvordan Vaughn gødede jorden for sin eksplosive karriere.
Kan ses på Netflix
4. ‘Gomorra’
Gangsterlivet fås næppe mere afpillet og jordnært end i Matteo Garones rystende prisvinder, ’Gomorra’.
Se bare filmens første scene, hvor to gangstere likvideres, mens de tager sol i et neonblåt discount-solarie. Lugten af brændt hud og blod nærmest siver ud mellem de håndholdte billeder, og vi er uendelig langt fra Don Corleones velklædte mafia-univers af moralkodeks og manerer.
I stedet er vi blandt medlemmer af virkelighedens berygtede Camorra-organisation, der styrer store dele af det sydlige Italien, og som ingen midler skyer for at bevare magten. ’Gomorra’ beskriver dog ikke så meget topledelsen (i hvert fald ikke som andet end overvægtige mænd med guldkæder, der ryger cigaretter, spiller kort og ser fjernsyn), som den vender blikket mod de små eksistenser – heriblandt et par drenge, der jagter en naiv gangsterdrøm, og som stædigt forsøger at finde vej ind i organisationen.
Filmen er baseret på en bog af den italienske journalist Roberto Saviano og må dermed siges at være tæt på sandheden: Efter udgivelsen af sin internationale bestseller, der deler titel med filmen, måtte Saviano nemlig gå under jorden efter gentagne dødstrusler fra Camorra-medlemmer. Efterfølgende blev både filmen og bogen omstøbt til den anmelderroste tv-serie ‘Gomorra’ (bemærk h’et), der kan streames på HBO Nordic.
Kan ses på Netflix
5. ‘Miller’s Crossing’
At introducere instruktør-brødrene bag denne gangsterperle virker næsten overflødigt – med krimien ’Fargo’, stoner-klassikeren ’The Big Lebowski’ og Oscar-vinderen ’No Country for Old Men’ har Joel og Ethan Coen nemlig for længst indskrevet sig i moderne films historiebøger.
Og selvom titlen ’Miller’s Crossing’ (med den danske undertitel ’Dødens ekko’) næppe vækker samme familiære genklang som ovennævnte sværvægtere, er filmen et lysende klart vidnesbyrd om brødrenes evner.
Tidsbilledet er ramt lige i øjet, og ikke ulig HBO-serien ’Boardwalk Empire’ står der tommy-guns, bowlerhatte og lange, mørke frakker øverst på dagsordenen. ’Miller’s Crossing’ balancerer – på vanlig Coen-manér – elegant mellem pastiche og alvorsstemt hyldest, men det er med sit greb om dialogen og ikke mindst skuespillet, at filmen uden problemer bider skeer med genrens tunge titler.
Gabriel Byrne, Marcia Gay Harden, Steve Buscemi og ikke mindst John Turtorro er blandt højdepunkterne på den stjernespækkede rolleliste, og for dem og sit anderledes take på gangstergenren skal ‘Miller’s Crossing’ nydes som en filmisk delikatesse, der desværre er gået de fleste smagsløg forbi.
Kan ses på Blockbuster og YouBio
6. ‘Carlito’s Way’
Al Paciono legemliggjorde en af filmhistoriens mest ikoniske gangstere i skikkelse af cubanske Tony Montana, og i ‘Carlito’s Way’ genforenes skuespilleren med instruktøren Brian de Palma 10 år efter 80’er-klassikeren ‘Scarface’.
‘Carlito’s Way’ er ingen officiel efterfølger til ‘Scarface’, men føles alligevel som et tankeeksperiment med karakteren Tony Montana: For kunne den cubanske immigrant og opportunistiske storforbryder nogensinde komme på ret fod, hvis han var endt bag tremmer og ikke blevet gennemhullet af geværsalver i sin indendørs swimmingpool?
Hvor Montana var udfarende og uregerlig i ‘Scarface’, er Carlito – en gangster, der forsøger at undslippe sin kriminelle fortid efter at være blevet løsladt fra fængslet – en mere indadvendt og forknyttet karakter i ‘Carlito’s Way’. Derfor synes det også passende, at Miamis festfyrværki af synth-pop og trompetbukser her er udskiftet med New Yorks urbane melankoli, og selvom store dele af filmen foregår i 70’ernes natklub-miljø, hviler der er en særlig, tragisk tone over De Palmas tematiske toer.
Blandt dem, der senere har hyldet ‘Carlito’s Way’ som andet end en mindre underholdende lillebror til ‘Scarface’, er det franske filmmagasin Cahiers du Cinéma. De udnævnte filmen til 90’ernes bedste – en overdrivelse, der dog fremmer forståelsen af, at Pacinos storspil og De Palmas mesterlige instruktion endnu engang går succesfuldt sammen i ‘Carlito’s Way’.
Kan ses på HBO Nordic og YouBio
7. ‘In Bruges’
Hvordan diskussioner om belgisk sightseeing og en coke-sniffende dværg kan finde vej til en gangsterfilm er et spørgsmål, der indkapsler ’In Bruges’ – for så snart filmen er over stepperne, synes svaret på forunderlig vis at give sig selv.
Med en ustandselig idérigdom fortæller ’In Bruges’ om lejemorderne Ray og Ken, der efter instrukser fra deres arbejdsgiver holder lav profil i den belgiske by Brugge. Her drikker de fadøl og nyder byens seværdigheder, mens en snigende omgang paranoia og eksistentiel forvirring truer med at tage livet af dem begge – og lige pludselig har de en utilfreds – og ikke så lidt frygtindgydende – arbejdsgiver i hælene.
Colin Farrell og Brendan Gleeson er et fantastisk makkerpar som Ray og Ken, og deres dialoger om samvittighed, overvægtige mennesker og Brugges turistkultur vækker stærke minder om Jules og Vincents fastfood-diskussioner i Tarantino-klassikeren ’Pulp Fiction’.
Den skarpe dialog og historiens konstante uforudsigeligheder er dog andet end et hult ekko af netop Quentin Tarantino, som tydeligvis har inspireret instruktøren Martin McDonagh. ’In Bruges’ er nemlig ikke underlig bare for at være det – og hvis den er, klarer den skærene godt. Mere end noget andet står denne alternative gangsterkomedie nemlig tilbage som en forfriskende film, der udfordrer genrens klichéer i stedet for at drøvtygge dem.
Kan ses på Filmstriben og Netflix
8. ‘Sin Nombre’
Med sin blanding af roadmovie, socialrealisme og sydamerikansk bandekriminalitet er Cary Fukunagas ‘Sin Nombre’ muligvis ikke en gangsterfilm helt ind til benet, men den er så stærk og seværdig en film, at vi ikke kunne udelade den fra listen.
Med gennemført troværdigt skuespil og et fabelagtigt, nærværende billedsprog fortæller ‘Sin Nombre’ om en ung mexicansk gangster, Casper, og pigen Sayra, der sammen forsøger at immigrere til USA – Sayra jagter drømmen om et bedre liv, mens Casper flygter fra et kriminelt bagland, der har anklaget ham for forræderi.
Instruktøren Cary Fukunaga blev senere et omstridt Hollywood-navn, da han instruerede samtlige episoder af ‘True Detective’s første sæson, og dermed kunne han tage en stor del af æren for HBO’s mesterlige krimi-hit, der senere – med sin kritiserede sæson to – kollapsede i hans fravær.
Indsigten i fattige landes skruppelløse kriminalitet og menneskelige desperation gør ‘Sin Nombre’ til en filmoplevelse, man husker, og har man mod på mere, er miljø- og menneskeskildringen lige så kraftfuld i Fukunagas nyeste spillefilm, ‘Beasts of No Nation’, der kan streames på Netflix fra den 16. oktober.
Kan ses på Netflix og YouBio