‘The Martian’
‘The Martian’ er ikke gjort af samme panteonstof som Ridley Scotts egne karrierehøjdepunkter, sci-fi-klassikerne ‘Alien’ og ‘Blade Runner’, men filmen hører alligevel til blandt den adlede 77-årige brites mest vellykkede.
Andy Weirs bestsellerforlæg om astronauten Mark Watney, der strander alene på Mars, har prægnant potentiale for nedbidte negle. Den egner sig med sin lette tone i høj grad til en traditionel, publikumsvenlig filmatisering, og Drew Goddards (‘Cabin in the Woods’, ‘Daredevil’) veltrimmede manuskript følger bogens plot nøje.
Efter Watney (en troværdig Matt Damon) bliver såret og adskilt fra resten af ekspeditionens medlemmer under en uforudset voldsom støvstorm, antager de, at han er død, og forlader planeten. Heldigvis er Watney ikke bare botaniker, men også en slags MacGyver, og han dokumenterer løbende med ikke så lidt selvtilfredshed sine reparationer og påfund i en videodagbog.
Romanen bugnede med smarte bemærkninger og meget udførlige beskrivelser af tekniske problemer og løsninger, men størstedelen har fået kniven. Også i filmudgaven må man dog holde tungen lige i munden, når Watney slynger om sig med tech-akronymerne ARES (Aerial Regional-scale Environmental Survey), EVA (Extra-Vehicular Activity), RTG (Radioisotope Thermonuclear Generator) og MAV (Mars Ascent Vehicle).
Det er atypisk, at historien er skurkløs. Dramaet kommer fra kritiske omstændigheder og modstridende agendaer, som når den kølige NASA-chef Teddy Sanders (en særligt god Jeff Daniels) vælger ikke at underrette rumfærgens øverstkommanderende, Lewis (altid stærke Jessica Chastain), om, at Watney stadig er i live, fordi en sindsoprivende distraktion vil kunne kompromittere besætningens sikkerhed under hjemturen.
Da Watney omsider får mulighed for at chatte med sine kollegaer, vidner deres uformelle udveksling om affektion og kammeratskab. Det er en løbende joke i filmen, at Watney som Robinson Crusoe på Mars lider hårdt under sin overordnedes tåkrummende forkærlighed for disco, og hans og Rick Martinez’ (Michael Peña) overskudsagtigt spøgende bemærkninger om tvivlsom musiksmag og deslige indikerer, at humoren er et middel til at smøre og tackle deres skiftevis tørre og farefulde job.
Vi følger Watneys bestræbelser på at få ressourcerne til at slå til og NASA’s kapløb mod tiden, og med effektive krydsklip mellem Mars og Jorden ligger filmen formmæssigt et stykke nærmere ‘Apollo 13’ end ‘Gravity’. Der bliver genereret en god portion spænding, om end opbygningen er simpel: X er risikabelt, men vi er nødt til at gøre X hurtigere end nogensinde før. Cue suspense.
Ridley Scott er kendt for visuelt overdådigt filmmageri, men hans bagkatalog har fra tid til anden været præget af en fortællemæssig lemfældighed, der kan runge hult under æstetens flotte overflader. Hans nye film er hverken kompleks eller fornyende, men den er karakteristisk velproduceret.
Den mest mindeværdige science fiction bringer os ind i unikke universer og præsenterer helstøbte og detaljerige miljøer for øjnene af os. I ‘The Martian’ finder man ingen store, banebrydende idéer, men Scotts realisering af at være udstationeret på Mars er i sig selv billetprisen værd.
Kort sagt:
‘The Martian’, hvor Matt Damons ’astronørd’ er Mars’ eneste beboer, drives af en simpel suspense. Den bundsolide sci-fi-film er velspillet, velfortalt og, ikke mindst, visuelt lækker. Og så gør det ikke så meget, at Ridley Scott ikke betræder nye stier.