CPH:DOX: ’Banksy Does New York’

I oktober 2013 gennemførte gadekunstneren Banksy et månedlangt ophold i New York. Som en slags kunstnerisk skattejagt for sine fans lagde han hver dag et hint ud på sin hjemmeside, der kunne føre folk frem til dagens værk – nogle gange blot en lille tegning på en mur, andre gange en større installation eller en happening.

Den velproducerede HBO-dokumentar ‘Banksy Does New York’ dokumenterer forløbet dels ved at følge to Banksy-jægere i deres jagt på de 31 værker, dels gennem interviews med journalister og bloggere, der kigger tilbage på de 31 intense dage.

For intenst bliver det, når verdens nok mest hypede kunstner dagligt planter nye, værdifulde værker midt i en millionby. Superfansene følger med i en hektisk jagt om at komme først – og om i det hele taget at nå frem til værkerne, inden de ofte lider den næsten uundgåelige skæbne: De bliver malet over. Og lokale beboere i de områder, hvor værkerne dukker op, lugter hurtigt lunten, når bloggere og instagrammere begynder at stimle sammen.

Et sted dækker et par entreprenante hjemløse en tegning på en væg til med pap og tager fem dollars for at løfte det for de nysgerrige. Et andet sted sørger ejerne af muren – et pizzeria – for at få værket beskyttet bag plexiglas.

Mest radikalt afmonterer en gruppe fattige latinoer en murbrok-skulptur af den egyptiske sfinx, da den pludselig opdages i mudderet ved deres slummede autoværksted. Den kommer hjem i garagen, og automekanikerne forsøger senere uden held at få den solgt via et galleri. Den kan ifølge galleriets website stadig købes, hvis læseren skulle være interesseret.

Filmen ‘Banksy Does New York’ fremstiller lang hen ad vejen Banksy lidt for loyalt, for det er primært hans fans, der får taletid. Fra kunstverdenen, hvor Banksy nok generelt ikke regnes for nogen stor profet, ses kun en enkelt etableret kunstkritiker samt filmens morsomme superskurk: Galleristen Stephan Keszler, der har vakt vrede og forargelse ved at videresælge flere Banksy-værker.

Værkerne er blevet pillet ned fra det offentlige rum og gøres nu til værdifulde kunstgenstande. Keszler har et usentimentalt forhold til kunstnerens rolle – Picasso havde jo heller ikke tænkt sig, at hans værker skulle sælges for kæmpesummer – og han miskrediteres sjovt af filmskaberne ved at inkludere en kommentar, efter Keszler selv tror interviewet er slut: »Did you see House of Cards? I love Kevin Spacey!«, siger han med et lidt for hvidt smil og tung tysk accent.

Spørgsmålet er blot, hvad filmskabernes egen rolle er i det her cirkus, og om Banksys kunst egentligt er så radikalt kritisk, som Banksy og hans fans gerne vil have. Den diskussion tager filmen ikke for alvor fat på, og tættere på den manisk anonyme Banksy kommer man af gode grunde heller ikke. Flere gange berøres emner som gentrificering og forholdene for gadekunsten, men i sidste ende er ‘Banksy Does New York’ mest interesseret i den forudsigelige tumult omkring medie-darlingens satiriske silhuetter.