CPH:DOX: ’Dark Star: HR Giger’s World’
Ingen ’Alien’ uden H.R. Giger. Den legendariske, schweiziske surrealist stod nemlig bag det mindeværdige set- og monsterdesign i Ridley Scotts film fra 1979. De slimede æg med vaginalignende åbninger, ansigtskrammeren med de edderkoppeagtige arme, den ækle babyalien, der bryder så blodigt ud af brystkassen på John Hurt og endelig den fuldvoksne, elegante Alien, der giver Sigourneys Weavers Ripley kamp til stregen ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.
Ja, Hans Rudolf ’Ruedi’ Giger har så absolut fodret mangen et mareridt.
I Belinda Sallins dokumentar, ’Dark Star: HR Giger’s World’, byder den aldrende, men stadig vittige Giger indenfor i sit enestående hjem. Dér i nummer 1, bag et lille, hvidt rækkeværk, gemt bag vildtvoksende buske og træer på en pæn villavej i Zürich, er det som at træde direkte ind i Gigers mørke fantasi. Kælder til spindelvævsindhyllet kvist er tætpakket med hans kunst. Vægmalerier og store bronzefigurer, egendesignede møbler, der alle ligner noget fra en kitschet rumopera, dyreskeletter, menneskekranier og sågar en minijernbane, der snor sig igennem stueplan og ud i haven. Gigers helt eget spøgelsestog.
Her er en mand, der har taget bo i sin egen fantasi. Eller mareridt. Er han gal eller genial? Eller måske begge dele? Det spørgsmål har altid delt kritikerne og gør gamle Hans Ruedi til oplagt dokumentarmateriale – også selvom han knapt kan tale mere og egentlig bare tøffer rundt i huset med sin kat Müggi d. III i bare tæer og med et skælmsk smil om munden.
Belinda Sallin observerer (måske lidt for) høfligt den tydeligt sygdomsplagede, 74-årige Giger, der faktisk døde kort efter filmens optagelser i maj 2014. Det tilfører en naturlig melankolsk klangbund og giver ekstra pondus til scenerne. Som da han viser et gammelt, brunt menneskekranie frem og fortæller, at han fik det af sin far som bare seksårig: »Det skræmte mig lidt. At holde døden i mine hænder på den måde. Det er ikke særlig rart. Så jeg satte en snor i det og trak det efter mig på gaden. Jeg ville vel bevise, at jeg ikke var bange for døden«.
Den konfrontationslystne tilgang til døden spejler sig i Gigers såkaldte biomekaniske kunst. Her blandede han med stor detaljerigdom egyptiske og okkulte symboler med maskinelle fremtidsdingenoter og lod fødsel, erotik, død væve sig urovækkende ind i hinanden.
Dokumentardebutanten Sallins ærinde er ikke at tegne et stort, forkromet kunstnerportræt af den tilbedte Giger. Der er selvfølgelig arkivhistoriske nedslag med groovy 1970’er-soundtrack hist og her. Det hører sig til.
Men det er i Eric Stitzels grundigt registrerende kamerature rundt i det dystert fascinerende hurlumhejhus og i lykketræf af små, varme blikke mellem Giger, hans kone og de gamle venner og tidligere partnere, hvem han omgiver sig med, der i sidste ende gør ’Dark Star: HR Giger’s World’ til et elementært rørende filmtestamente over den gale eller geniale kunstner, der til det sidste var ikonisk iklædt sort fra top til tå.