CPH:DOX: ’Field Niggas’
Hvis de ikke bare fuldstændigt undgår at komme på de kanter, slår de fleste newyorkere øjnene ned og går hurtigt videre, når de nærmere sig hjørnet af 125th & Lexington – bedre kendt som heroinhjørnet – der får de corners, som Avons hårde drenge vogter over i ‘The Wire’, til at fremstå som det rene Frederiksberg til sammenligning.
Men ikke Khalik Allah. Om natten – når alt ’krybet’ kommer frem – tager han sit kamera med midt ind i stoforkanens øje og knipser løs: »I want to take the hood off the hood, show the head«, siger han.
Resultatet er en delirisk serie af afsindigt smukke tableau vivants, der afbilleder omtågede stofmisbrugere badet i barok-lignende belysning fra gadelamper og blinkende neonskilte. Gennem en årrække har Allah dokumenteret livet omkring Harlem-hustlerne, og hans tålmod og fordomsfri tilgang har gjort, at han kommer enormt tæt på sine hovedpersoner – så tæt på, at man kan se deres pupiller udvide sig og trække sig sammen i hans ultranære beskæringer, når K2-rusen sætter ind og aftager.
I en af de indstillinger, der ætser sig fast på nethinden, ser man en kvinde, der prøver at være sexet og rækker tunge Miley Cyrus-style. Hun forsøger at kigge mod kameraet, men kan ikke fokusere sit blik, og det er først efter et par minutter, hvor hun løfter hovedet, at et kæmpe, blødende hul på hagen bliver afsløret. Hun er så langt væk, at hun ikke ænser det.
Samtlige billeder i ‘Field Niggas’ foregår i slo-mo, og sammen med den forvrængede, usynkroniserede lyd giver det en konstellation, som man næsten bliver søsyg af at se på. Men selvom Allahs skildring er råt for usødet, så forfalder han aldrig til en eksploitativ, gross-out æstetik. Snarere slægter filmen værker som Jacob Riis’ ‘How The Other Half Lives’ og Pedro Costas ‘Horse Money’ på med sit blik rettet mod samfundets bund.
Titlen, ‘Field Niggas’, refererer til Malcolm X’s ’Message to the Grass Roots’, hvor han taler om to slags slaver: The house negro, der sælger ud af sin kulturelle arv og stræber efter at blive anerkendt for enhver pris blandt den hvide overklasse, og the field negro, der har integritet og vil accepteres på egne præmisser.
At kalde de hjemløse dopefiends for field niggas er altså ikke bare at konstatere det åbenlyse faktum, at de fleste af dem står uden tag over hovedet. Det er Allahs måde at sige, at også disse #blacklivesmatter.
‘Field Niggas’ er en suggestiv og skarptandet beretning fra underverdenen, der puster gevaldigt til racestridighedsilden, der raser i USA (ikke mindst ved at inkludere footage fra Eric Garners tragiske død, efter han blev lagt i chokehold af politiet).
Og selvom Allah hen mod slutningen desværre fortaber sig i, hvad der lyder som en kæmpe koger-rant om altings midlertidighed, og giver efter for fristelsen til at pudse egen glorie som udskuddenes fornemmeste portrættør og frelser, er hans in-your-face essayfilm værd at se for sin nysgerrige og intime skildring af en gruppe udsatte mennesker, folk normalt ikke ænser.
Kort sagt:
Hvis billeder kunne snøvle, så er det præcis det, de gør i Khalik Allahs på én gang omtågede og skarptandede skitsering af livet som sort samfundsudskud i dagens raceopdelte USA.