CPH:DOX: ’Homeland (Iraq Year Zero)’
Haidar på 12 år vil blive dræbt oven på den amerikanske invasion af Irak i 2003. Det fortæller en nøgtern tekst os omkring en time inde i Abbas Fahdels mesterlige maratondokumentar i to dele, ’Homeland (Iraq Year Zero)’.
Haidar er instruktørens årvågne og evigt rødkindede nevø. I over fem en halv time følger den fransk bosatte Fahdel sin familie i Bagdad før og efter invasionen. Han dokumenterer ordknapt og observerende hverdagssysler såvel som de indledende forberedelser til den efterhånden uundgåelige krig. Filmer familien, der ser hyldestudsendelser til Saddam Hussein i tv med et blankt blik i øjnene. Ingen udtrykker mishag, men øjnene taler deres eget sprog.
Så graver de i fællesskab en seks meter dyb brønd i baghaven. Under den sidste krig i 1991 – som mange af dem endnu har frisk i erindring – var rent vand en knap ressource. Unge Haidar pumper og pumper, til solen går ned, for at nå ned til det rene vand.
Filmens første del, med undertitlen ’Before the Fall’, er en rig og detaljeret udforskning af et Irak før invasionen. Måske med lidt for mange, flyvske digressioner og lange takes. Familien tilhører den irakiske middelklasse og bor nogenlunde komfortabelt i et flerplanshus med en lille, grøn baghave bag en gedigen jernport. De unge i huset studerer, nogle af dem på universitetet.
Af og til tager de på landet, som de siger, til flodbyen Hit, der ligner en flere hundrede år gammel tidslomme. Solen skinner, og palmerne svajer let, men idyllen kan ikke andet end smage besk, når Haidar og en flok drenge suser rundt her og leger krig.
I anden del, ’After the Battle’, tages vi med rundt i et sønderbombet Bagdad hærget af forbryderiske, lokale plyndringsmænd. De amerikanske soldater ligner fårede statister i deres egen invasion. Ikke helt klar over, hvad eller hvor de skal gøre af sig selv. Familiens kvinder forlader aldrig hjemmet uledsaget af frygt for kidnapning, voldtægt og mord. Ja, Saddam måtte afsættes, men med hvilke konsekvenser til følge?
Med Haidar som tro følgesvend på bagsædet besøger onkel Fahdel ofre for amerikanske bombeangreb. Familier, der har mistet alt og ingen erstatning fået. Små børn med dybe, lyserøde ar efter brandsår. Alligevel smiler og vinker de til kameraet. Også når de viser de granater og kæmpekaliber-projektiler frem, der kort forinden har haft så ødelæggende en effekt på nabolaget. Uskylden her tager nærmest vejret fra dig.
’Homeland’ er en øjenåbnende oplevelse. Klinisk renset for smarte dokumentargreb, fancy grafik og kunstnerisk opfindsomme kameravinkler. Det er på mange måder en grim såvel som kedelig og virkelig tålmodighedsudfordrende film. Det er Fahdel selv, der står bag kameraet. Han er også filmens instruktør, klipper og producer. Alt overflødigt er skåret væk, og således får historien om Fahdels familie, og herigennem invasionen af deres hjemland, desto større følelsesmæssig slagkraft.
Akkumulation af næsten seks timers nært samvær med alle familiemedlemmerne gør den allersidste scene ubærlig. Et solar plexus-slag, der sender dig til tælling. Med ét giver det faktum, at Abbas Fahdel har siddet med sine optagelser siden 2003, men ikke været i stand til at færdiggøre sin film før nu, mening.