CPH:DOX: ’Imagine Waking Up Tomorrow and All Music Has Disappeared’
Når du er til lægen og bliver bedt om at åbne munden og sige »aaahhhhhh«, så tænker du ikke videre over det. Men når en random mand beder dig om at gøre det samme (minus ispinden) og i øvrigt holde tonen i tre minutter, mens han stikker en mikrofon op i snotten på dig og optager, så er det lidt underligt.
Men det er ikke desto mindre en akavet situation, der udspiller sig gang på gang i Stefan Schwieterts seneste film med tongue-twister titlen ‘Imagine Waking Up Tomorrow and All Music Has Disappeared’.
Manden med mikrofonen er den karismatiske anarkist Bill Drummond, hjernen bag den britiske acid house-duo The KLF, og de vidtgabende, komplet fremmede forsøgskaniner, som han støver op på sin vej gennem Storbritannien, udgør tilsammen et kor hævet over landegrænser, som Drummond døber: The 17.
Musikken, som The 17 genererer, er guttural, uskøn, instinktiv og udelukkende til for dem, der laver den – ikke for at please andre. Og af samme grund skal den slettes så snart den færdig. Præcis som KLF’s bagkatalog.
I det hypotetiske scenarium som Drummond stiller op, hvor al verdens musik er forsvundet, og ingen kan huske, hvordan den lød, hylder han amatørudøveren, fællesskabet og musikkens forgængelighed som en entydig reaktion mod den topstyrede og -polerede popbranche.
Som en slags selvudnævnt musikkens Messias belærer Drummond os filmen igennem om, hvordan musikken i virkeligheden er all around us, hvis vi bare lytter (mens han synger med på sin bils udstødningshost og gearskift). Og måske havde vi ladet os overbevise om, at det var en original tanke, hvis det ikke var, fordi det var nogenlunde det samme, Mark Ruffalos fallerede producer for nyligt kom frem til i ‘Forelsket i New York’.
Men i ‘Imagine’ fremstår Drummonds rants alt for tit som prædikener for koret forklædt som radikale åbenbaringer, spyttet ud af en forvokset teenager.
Instruktør Schwietert er simpelthen alt for passiv i sin skildring af den kontrære kunstner. Og det er ærgerligt. For de få gange, hvor den tyske instruktør tør at give udtryk for en smule skepsis, bærer det faktisk frugt. Som når Drummond – efter han har kørt længe for at finde det helt rigtige sted at placere et kæmpe skilt, hvor der står The 17 – smider det i en mudderpøl, og Schwietert udbryder »…but no one’s gonna see it there!?«.
Eller når Schwietert samler mod til sig og spørger ind til den skæbnesvangre dag i 1994, hvor Drummond og hans kumpan Cauty satte ild til en million engelske pund (!) fra egen formue som led i en kunstnerisk performance (der af de fleste blev opfattet cirka lige så kunstnerisk, som når hurtige forretningstyper hælder dyr champagne ud i vasken og filmer det).
I disse små, fem minutters sekvenser pirker Schwietert til den eksplosive sameksistens af kreative og destruktive impulser, der gør Drummonds karakter så uendeligt dragende. Resten af tiden? Ja, der render Drummond rundt og spiller den af på sig selv. Og det får man bare ikke så meget ud af som tilskuer.
Kort sagt:
Revolutionær kunstner eller indbildsk douchebag? Eller en blanding? Bill Drummond er en karakter, der er svær at dechifrere. Men man ville ønske, at Schwietert i det mindste havde gjort et ærligt forsøg. I stedet sidder man tilbage med en alt for eftergivende dokumentar, der ukritisk videreformidler Drummonds ideer.