CPH:DOX: ‘(T)error’

Af alle Hollywoods glamourøse påfund er elitespionen med smoking, suaveness og svedige gadgets den måske mest virkelighedsfjerne.

’(T)error’ viser spionagens upolerede ansigt i kølvandet på tvillingetårnenes fald den 11. september 2001. Her er ingen lyddæmpere, night vision eller nymoderne dingenoter, kun kummerlige kår for triste skæbner, for hvem spiongerningen er en sidste desperat udvej snarere end et inspireret karrierevalg.

En af skæbnerne er den 63-årige familiefar Saeed ’Shariff’ Torres, et tidligere medlem af den militante borgerrettighedsbevægelse De Sorte Pantere, der nu tjener til dagen og vejen ved at infiltrere islamistiske organisationer for FBI og gribe de mistænkte i strafbare gerninger.

Han er en lige dele enerverende og fascinerende karakter, det ene øjeblik irritabel og storsvovlende, det næste kagebagende og jovial. Vi møder ham til en basketballkamp, hvor han slipper euforien løs i vilde dansetrin på sidelinjen, men FBI’s utaknemmelige opgaver lægger låg på hans sprudlende personlighed: Han tilbringer det meste af sine missioner i klaustrofobiske lejligheder med fjolletobakken som eneste følgesvend.

For han har mistet alt. Sine venner, sin kirke, alt. Hans tidligere missioner har naturligt gjort ham upopulær i muslimske kredse, ikke mindst fordi han udleverede en tidligere ven til myndighederne. Han er ligeglad, siger han. Men han lyver. Han skjuler sin sorg bag et panser af bedrevidende møgfald, påtaget ligegyldighed og en evindelig rus af euforiserende urter, mens ensomheden æder ham op.

’(T)error’ er muligvis den mindst spektakulære film om spionage i mediets historie, men de minimale armbevægelser betyder ikke, at spændingen er lav. Sms-udvekslingerne mellem Saeed og hans nyeste – og angiveligt sidste – offer, islamisten Khalifah al-Akili, fylder maskespillet med nerve og intensitet, og situationen sættes på spidsen i en overrumplende plotdrejning, hvor filmholdet pludselig spiller for begge hold.

Udover at tilføre den fornødne kant til spændingsplottet formår filmmagerne gennem plottwistet at menneskeliggøre al-Akili, der i FBI’s øjne er en anti-patriotisk trussel, men i filmens fremstilling snarere er en rødmosset særling, der nok får afløb for sin vrede på diverse islamistiske websites, men dårligt har smækket en flue i sit liv. Alligevel kan han se frem til adskillige år bag tremmer – på grund af handlinger, myndighederne tror, han vil udføre.

Med lige dele indignation og absurd humor udstiller ’(T)error’ de menneskelige konsekvenser af den amerikanske paranoia, der spirede som ukrudt, da World Trade Center sank i jorden. Filmen holder stædigt fast i de skæve karakterer og det menneskelige drama, men formår at lade de systemiske dårligdomme skrige til himlen gennem de intime portrætter.

Netop den gedigent uflashy fremstilling af spion og offer som slidte brikker i et nederdrægtigt spil udstiller FBI’s kynisme, men også etiske spørgsmål om filmmagernes egne metoder lurer i periferien. Ødelægger de en efterforskning i den banale spændings tjeneste, eller helliger målet midlerne i frontalangrebet på FBI?

’(T)error’ nægter at ty til halve løsninger. Den insisterer på at efterlade et varigt indtryk – og gør det.

Se vores videointerview med instruktør David Sutcliffe her: