Man skal nok lede længe efter en filmnørd uden et varmt forhold til Steven Spielberg og hans perlerække af eventyrlige klassikere, der revolutionerede Hollywood indefra (vi har kåret vores 10 favoritter her).
Men efter rumvæsenfadæsen i ’Indiana Jones og krystalkraniets kongerige’, den tamme animationsudgave af ’Tintin’, hestehalløj i ’War Horse’ og den historiske tørvetriller ’Lincoln’ er mange nok begyndt at spekulere på, om Spielbergs dage som relevant filmskaber er talte.
Nu er han imidlertid tilbage med ’Spionernes bro’, der har fået en flot modtagelse, blandt andet af vores egen anmelder, der sender fem stjerner efter filmen.
Du kan se spiondramaet ved vores forpremiere onsdag 21.30 i Grand, og efter at have set filmen kan man konstatere, at der er flere gode grunde til at lukke Spielberg ind i varmen igen. Alle mennesker fortjener som bekendt en ny chance.
1. They don’t make ’em like that anymore
’Spionernes bro’ er vintage Hollywood – en teknisk uovertruffen film, hvor der er lagt et minutiøst stykke arbejde i hvert eneste billede, og hvor lyset og skyggerne falder i de helt rigtige vinkler. I historien om en helt almindelige advokat, der bliver sat til at forsvare en tilfangetagen russisk spion, mindes man i retssalsscenerne amerikanske klassikere af Frank Capra, mens jagtscenerne i et koldkrigsfrossent Berlin vækker glade minder om mesterværket ’Den tredje mand’.
Det er meget svært at få lov til at lave denne type film i Hollywood i dag: En klassisk suspensefilm, hvor dramaet ikke forlader sig på store eksplosioner eller vilde twists, men er drevet af en stærk grundfortælling fuld af medrivende dilemmaer.
Spielberg viser, at han er en mester, der har fuld kontrol over sine virkemidler, og det er slet og ret en fryd for øjet. En forrygende filmlektion, der vækker Hollywoods glory days til live. Og en film, som modsat den ligeledes pertentligt iscenesatte ’Lincoln’ også er…:
2. …elementært spændende
’Lincoln’ var en ustandseligt ævlekævlende snakkefilm, og selvom der da også er en god portion dialog i ’Spionernes bro’, er det en langt mere cinematisk film, der henter sin fremdrift i konkrete plotmæssige og menneskelige udviklinger’.
Undgår den russiske spion Rudolf Abel dødsstraf? Hvilke konsekvenser har advokaten Jim Donovans upopulære forsvar for hans familie og job? Kan Abel bruges som forhandlingsobjekt, da amerikanske soldater bliver holdt tilbage i Rusland? Overlever Abel – og gør Jim?
Filmens hjerte ligger i mødet mellem den godhjertede advokat og den realistiske russiske spion, Rudolf Abel, der deler en grundlæggende fællesforståelse for fædrelandskærlighed og loyalitet. Kemien mellem Tom Hanks og Mark Rylance (filmen skuespillermæssige højdepunkt) er fortræffelig, og filmen bliver aldrig selvhøjtidelig. Den er underspillet lun.
3. Coen-brødrenes touch
Joel og Ethan Coen er medforfattere på manuskriptet, og selvom ’Spionernes bro’ så afgjort mere er en Spielberg-film end en Coen-film, mærker man indimellem brødrenes velgørende sorthumoristiske pen. Som da en østtysk familie poserer som Rudolf Abels tyske familie, men overspiller rollen på det kraftigste.
Coen-brødrene har formentlig en væsentlig andel i, at Spielberg doserer sine sentimentale tilbøjeligheder, i hvert fald indtil slutningen (se nedenfor).
4. Spielberg med politisk-humanistisk kant
Man skal ikke have en doktorgrad i fiktionsanalyse for at trække nutidige paralleller til historien om advokaten, der forsvarer fjenden på demokratiets præmisser, selvom alle omkring ham ser spionens rettergang som rendyrket spil for galleriet.
Men Spielberg har aldrig været en subtil filmskaber – også ’Schindlers liste’ og ’Saving Private Ryan’ skar for så vidt pointerne ud i pap. Det er ikke ment negativt, for hans styrke ligger tværtimod i den dybt involverende skildring af de store humanistiske tanker: Han kan kondensere historiens vingesus, så vi forstår, hvad der grundlæggende er på spil – hævet over nidkær palaver og dårlige undskyldninger.
Det gælder også ’Spionernes bro’. I en tid, hvor vestlige regeringer gerne tilsidesætter demokratiets spilleregler for at bekæmpe dem, der vil tilsidesætte demokratiets spilleregler, melder Spielberg rent ud af posen. Det er måske hans mest USA-kritiske film.
Men samtidig er det også historien om den lille mands kamp mod systemet, en klassisk amerikansk historie, som Spielberg kan til fingerspidserne.
5. I spidsen af Oscar-feltet
Dem, der bare hader Spielberg, hver gang han spiller på de store følelser, vil ikke blive skuffet over ’Spionernes bro’, som flere gange selv bærer brænde på bålet: Særligt mod slutningen kammer Spielberg-sentimentaliteten over.
Det skal dog ikke gå ud over helhedsindtrykket, og i øvrigt vil det næppe skade filmen i Oscar-sammenhæng. Akademiet er som bekendt til falds for store følelser, og Spielberg er et household-name. Det har desuden givet ’Bridge of Spies’ ekstra luft under vingerne, at kritikerne har været overraskende (ikke mindst overraskende for dem selv) positive over for filmen, og den ligger da også lige nu i førerfeltet blandt de nominerede til årets bedste film, ligesom den utvivlsomt vil få en række nomineringer for eksempelvis klipning og scenografi.
Kan man ikke finde andre grunde til at skulle se den 68-årige instruktørs nye film, er her således et meget enkelt incitament: Det bliver dødkedeligt for dig at se Oscar-showet, hvis du ikke har set ’Spionernes bro’.
Læs også: Kom til forpremiere på ‘Spionernes bro’ på onsdag i Grand Teatret