’Spionernes bro’
Når Oscar-nomineringerne præsenteres i januar, kommer vi til at høre ’Spionernes bro’ nævnt mindst en håndfuld gange. Det tør jeg godt vædde min førstefødte på. For det første er den instrueret af Steven Spielberg. For det andet er den en klassisk Oscar-film med de rigtige humanistiske, patriotiske værdier. Som den tilmed gerne råber ud gennem en megafon.
Det vil uden tvivl få mange til at forkaste den som Oscar bait. Og det er den egentlig også. Men det forhindrer den ikke i også at være eminent underholdende og måske mere seværdig end nogen Spielberg-film siden ’Catch Me If You Can’.
Fra den film går Tom Hanks igen i hovedrollen som Jim Donovan. En amerikansk advokat, der under Den Kolde Krig bliver sat til at ’forsvare’ den sovjetiske spion Rudolf Abel, som netop er blevet pågrebet. Kun for syns skyld, forstås, for Abel er dømt på forhånd af både pressen, dommeren og juryen. Men Donovans tro på forfatningen er urokkelig, så han løber spidsrod mellem sure chefer, kritiske journalister og en pøbel i lynchstemning i et stædigt forsvar for spionens rettigheder. Og da en amerikansk pilot styrter ned i sovjetisk terræn, bliver det pludselig nyttigt at have en levende russisk spion at sjakre med.
Hanks afsøger ikke uopdagede afkroge af talentet, men han er perfekt til rollen, som uden hans afvæbnende likeability ville have fremstået for nobel og selvretfærdig, når han Guantanamo-allegorisk insisterer på, at »every person matters!«. Finere endnu er Mark Rylance som den sovjetiske spion, der med mildt væsen og stoisk selvironi vækker den nødvendige sympati trods (for) få scener.
»Bliver du aldrig bekymret?« spørger Donovan ham. Abel trækker på skuldrene. »Ville det hjælpe?«
Som du nok har regnet ud, har Spielberg igen fundet sit stof i virkelighedens verden, men den autentiske historie er anrettet med langt større fortællemæssig spændstighed end den tørre historietime ’Lincoln’. Matt Charmans oprindelige manuskript har været forbi Coen-brødrenes skrivebord til gennemskrivning, og deres stemme mærkes især i filmens satiriske anden halvdel, der foregår i Berlin lige omkring murens rejsning.
Her styrter en forkølet Donovan frem og tilbage mellem småkarikerede tyske, russiske og amerikanske forhandlere for at få mest muligt i bytte for Abel. Det er sjovt og skarpt, men ikke helt i sync med den mere højtidelige første del. Manuskriptet forlader Abel og får gjort for lidt ved den tilfangetagne amerikanske pilot (eller også er der bare ikke ret meget skuespil i Austin Stowell, som spillede Miles Tellers bøvede rival i ’Whiplash’), og derfor er der ikke nok på spil for publikum i finalen. Det koster på spændingsfronten.
Men når den er bedst, er ’Spionernes bro’ en ekstremt stilfuld thriller, takket være Spielbergs suveræne håndværk. Den er gammeldags på den fede måde, en distingveret film, med ekspressiv brug af skygger og lys og en gennemført mise-en-scène, der fuldender noiræstetikken.
I en film, der mest går med samtaler mellem mænd, funkler de ordløse forfølgelsesscener, der er som taget ud af klassikere som ’Den tredje mand’ eller ’Spionen der kom ind fra kulden’. Steven Spielbergs tid som filmisk fornyer er nok forbi, men den gamle mester har stadig et trick eller to at lære sine yngre kollegaer.
Kort sagt:
Med Tom Hanks i 90’er-form, en stærk autentisk historie og et gennemført, stiliseret noirlook er ’Spionernes bro’ den fornøjeligste Spielberg-film i over 10 år og en af årets tungeste Oscar-kandidater.
Læs også: Vi rangerer Steven Spielbergs bedste og værste film