»Jeg skal advare om, at graden af fattigdom i de billeder, vi viser nu, kan virke stødende på folk fra den første verden«.
Med denne disclaimer fører to hippe Brooklyn-baserede reportere os ind i et typisk hjem i Juarez i Mexico, hvor de er på jagt efter ledetråde, der kan føre dem tættere på den frygtede narkobaron El Chingon. De udsendte journalister er i komplet chok over synet, der møder dem, så snart de træder indenfor hos familien: Ikke alene er deres hund en høne, staklerne har også stadig en førstegenerations-PlayStation.
Scenen stammer fra dokumentarparodiserien ‘Documentar Now!’, og de fashionable journalister spilles af Bill Hader (‘Trainwreck’) og Fred Armisen (‘Portlandia’), der gennem hele afsnittet rocker det ene karikerede hipsterlook efter det andet, hvoraf en yderst øm kombination af fipskæg, hornbriller, uglesweater og totebag er det mest sublime.
Afsnittet hedder ‘Dronez: The Hunt for El Chingon’ og er en spydende kritik af VICE News’ unge og til tider selvsmagende korrespondenter og den daredevil-tilgang, der kendetegner deres dækning af nyheder fra verdens brændpunkter.
‘Documentary Now!’ er for dokumentargenren, hvad ‘Kroll Show’ har været for reality-tv – en sindssygt skarp og gennemgribende satire, der ikke kun angriber indholdet af værkerne, de spidder, men også selve måden, de er skruet sammen på. Der findes ikke én kode i VICE News, som ikke er blevet luret af og brugt ud i det ekstreme i deres parodi: Fra de abrupte zooms og håndholdte kamerarystelser til de påtagede følelsespornosekvenser, der skal vække seernes sympati, og den overdramatiske voice-over, som understreger, hvor exclusive og never-before-seen alting er.
‘Dronez: The Hunt for El Chingon’
Gør nar med filmhistorien
‘Documentary Now!’ er kreeret af en yderst kompetent udbrydergruppe fra ‘Saturday Night Live’ bestående af Fred Armisen, Bill Hader, Seth Meyers og instruktør Rhys Thomas, der til The Atlantic har fortalt, at ideen til serien opstod på baggrund af SNL-sketchen ‘The History of Punk’. Den gjorde nar af VH1’s ‘Behind the Music’-serie med Armisen i rollen som Ian Rubbish, en aldrende wannabe-punkrocker med tyk cockneyaccent, afbleget Rod Stewart-frisure og en sær sympati for jernladyen Margaret Thatcher.
Hvert afsnit af ‘Documentary Now!’ introduceres af Helen Mirren (!) og skal forestille at være led i en slags retrospektiv DR K-lignende serie, der hylder »50 years of excellence and integrity in documentary filmmaking«.
Rammen giver SNL-holdet rig mulighed for at slå ned i lige præcis de dele af filmhistorien, som de synes, det ville være fedest at gøre nar med, og det har resulteret i, at de første to film, der kommer under kærlig behandling, er ‘Nanook of the North’ fra 1922, som mange betragter som dokumentarismens stamfader, og Maysles-brødrenes Direct Cinema-klassiker ‘Grey Gardens’.
I parodierne bliver ‘Nanook of the North’ til ‘Kunuk Uncovered’ og ‘Grey Gardens’ til ‘Sandy Passage’, men ellers er det faktisk helt utroligt, hvor få overfladeuoverensstemmelser, der er at spore mellem ‘Documentary Now!’-episoderne og filmene, de spoofer. Og det er tydeligt, at både kostumeafdelingen og set-designerne har haft en fest under optagelserne – ikke mindst med at vikle joggingbukser om hovedet på Hader som ‘Little Edie’ og klemme Armisen ned i et Texas-suit i forbindelse med musikfilmsatiren ‘Gentle & Soft: The Story of the Blue Jean Committee’ om et Chicago-band, der drømmer om at blive et Californien-band.
Lumsk realisme
Selv om de kan være svære at få øje på – især for folk der ikke kender originalerne – så er der dog selvfølgelig væsentlige forskelle. Og kunsten, som ‘Documentary Now!’ forfiner gennem hvert afsnit, er at identificere præcis de elementer, de skal overdrive bare en smule, for at vi ser dem i et nyt lys, som både udstiller dokumentarundergenrernes svagheder og er hysterisk sjovt.
‘Kunuk Uncovered’
Det ses for eksempel i ‘Sandy Passage’, da Hader som Little Edie falder gennem loftet og lander lige ned i Big Edies fava-bønner. Episoden er fabrikeret, men den rammer alligevel noget helt essentielt i forhold til instruktørens (og altså indirekte Maysles-brødrenes) voyeuristiske svælgen i de skøre kvinders uhumske livsstil.
Det nye ved ‘Documentary Now! er altså, at den netop ikke blot bruger mockumentary-formatet til nemme jokes, hvor man klipper mellem en person i en social situation og et one-on-one-interview, hvor samme person henvender sig til kameraet for at udstille en eller anden komisk modsigelse – en kliché som er blevet skamredet siden ‘The Office’. I stedet vender serien dokumentarkoderne indad mod genren selv ved at udstille dens absurditeter og selvbedrag på en sjov måde, der samtidig gør os til mere kritiske seere af den ægte vare.
I sine allerfineste stunder vækker ‘Documentary Now!’ minder om nogle af historiens mest geniale dokumentarparodier såsom Luis Buñuels ‘Las Hurdes’ og Jim McBrides ‘David Holzman’s Diary’, der også gør brug af en lumsk slags realisme for at camouflere deres kritik længe nok til, at den rammer dobbelt så hårdt.
Det kan godt være, de er fake hele bundtet, men de rummer nogle dybe sandheder om genren, som man ikke ser andre steder, og det bliver spændende at se, hvilke værker ‘Documentary Now!’-holdet tager livtag med næste gang.
‘Documentary Now’ kan ses på IFC.com.
Originalerne for ‘Documentary Now!’s parodier
‘Nanook of the North’ (1922), Robert Flaherty
Fangede han nogensinde en sæl, og vidste han i virkeligheden godt, hvad en grammofon var? Meget er måske nok iscenesat i Flahertys dokumentar om den sejlivede inuit, men en uomtvistelig klassiker er den under alle omstændigheder.
‘Grey Gardens’ (1975), Albert og David Maysles
Nogle kalder det ufiltreret virkelighed, andre ville kalde det et freakshow, men ligegyldig hvad man synes om Maysles-brødrenes metoder, så er den ultraintime film om overklassekvinderne Little og Big Edie en milepæl inden for den observerende amerikanske dokumentarfløj Direct Cinema.
‘The Thin Blue Line’ (1988), Errol Morris
Nok mest kendt som filmen, der gennem rigid research og suggestive rekonstruktioner fik en dødsdømt mand frikendt. Morris’ stærkt stiliserede værk med Philip Glass’ fantastiske score er et bevis på, at dokumentarer vitterligt kan ændre verden. Den er den omvendte ‘The Jinx’, der inspirerede ‘The Jinx’.